Tøllehaj (Carcharhinus leucas) – Habitat, størrelse og farlighed

Oksehajer har en meget robust krop og en stump, afrundet snude, hvilket har givet oksehajen sit navn. Den første rygfinne er stor og bredt trekantet med en spids spids spids. Den anden rygfinne er markant mindre. Brystfinnerne er også store og har skarpe spidser. Tyrhajer har ret små øjne sammenlignet med andre karcharhinidhajer, hvilket kan betyde, at synet ikke er et særligt vigtigt jagtredskab for denne art, som normalt findes i mudret vand. Oksehajer er normalt blege til mørkegrå på oversiden, og deres underside er hvid. Hos unge tyrehajer har finnerne sorte spidser, som bliver mørkfarvede, efterhånden som de vokser. Tænderne i overkæben er brede, trekantede og stærkt takkede. Tænderne i underkæben har en bred basis og er smalle, trekantede og fint takkede. Fortænderne er hævede og er næsten symmetriske, mens bagtænderne er mere skråt formet.

Den maksimale vægt er over 230 kg (500 pund). Størrelsen ved fødslen er ca. 75 cm (29 tommer). Hunnerne er større end hannerne og når en længde på ca. 2,4 meter som voksne og vejer ca. 130 kg (285 pund). Dette er resultatet af en længere levetid på omkring 16 år, sammenlignet med 12 år for hanner. Hanner bliver omkring 2,2 meter lange og vejer 95 kg. Væksthastigheden beregnet ud fra tyrehajer i fangenskab blev anslået til at være ca. 28 cm om året i de første leveår, hvorefter den aftager til det halve efter ca. 4 års alderen.

Den findes i tropiske og subtropiske kystvande verden over samt i mange flodsystemer og nogle ferskvandssøer. Der er rapporteret om hajer 3700 km op ad Amazonfloden i Peru og over 3000 km op ad Mississippi-floden i Illinois. En gruppe af tyrehajer, der er fundet i Nicaraguasøen (Mellemamerika), blev engang anset for at være indlandsfanget, men de fandt adgang til havet gennem floder og flodmundinger. I det vestlige Atlanterhav vandrer de nordpå langs USA's kyst om sommeren og svømmer så langt nordpå som til Massachusetts, hvorefter de vender tilbage til tropiske klimaer, når kystvandet afkøles. Tyrhajen kan lide at leve i lavvandede kystvande på mindre end 30 meter (100 fods dybde), men den kan leve på mellem 1-135 meter (3-450 fods dybde). Den kommer almindeligvis ind i flodmundinger, bugter, havne, laguner og flodmundinger. Det er den eneste kendte hajarten, der findes i ferskvand, og den kan opholde sig i lange perioder i sådanne miljøer. Det er dog ikke sandsynligt, at hele tyrehajens livscyklus foregår i et ferskvandssystem. Der er tegn på, at den kan yngle i ferskvand, men ikke så regelmæssigt som i flodmundinger og havmiljøer. Unge tyrehajer går lige så let ind i flodmundinger med lavt saltindhold og laguner som voksne hajer og bruger disse lavvandede områder som opvækstområder. De kan også leve i vand med et højt saltindhold på helt op til 53 promille.

Selv om mennesker ikke er på deres kost, er tyrehajer kendt for at være meget aggressive over for mennesker. Denne haj kan være en fare for mennesker, da mange mennesker ikke ved, at tyrehajer kan findes i floder og ferskvand. Næsten alle de kystnære hajangreb på mennesker er blevet forårsaget af denne art. De er opført som den 3. største risiko for mennesker, når det drejer sig om hajer. De er kun efter den store hvide haj og tigerhajen. De er meget territoriale, og de angriber alt, hvad der kommer ind i deres omgivelser, og som de føler er en risiko. De har været kendt for at bide heste og andre dyr, der kommer for tæt på vandet.

Selv om tyrehajen ikke har nogen egentlige rovdyr, er unge tyrehajer kendt for at blive ofre for tigerhajer, sandbarhajer og endda voksne tyrehajer. Parasitter som Pandarus sinuatus og Perissopus dentatus er blevet fundet hos tyrehajer, og de parasiterer på hajens kropsoverflade.

Kost

Tøllehajen lever hovedsageligt af benfisk og små hajer. I det vestlige Atlanterhav lever den almindeligvis af multe, tarpon, havkat, menhaden, gar, snook, jacks, makrel, snapper og andre stimefisk. De spiser også regelmæssigt rokker og unge hajer, herunder små individer af deres egen art, i deres opvækstområder i kystnære områder. Det er også kendt, at tyrehajer spiser havskildpadder, delfiner, krabber, rejer, havfugle, blæksprutter, pattedyr på land, pighuder og krebsdyr. Oksehajer virker ofte sløve, når de langsomt svømmer langs bunden, men de er ret hurtige og gode til at fange mindre, smidige byttedyr, og de er i stand til at sprænge med en hastighed på over 19 km/t.

Oksehajer kan bruge mange timer hver dag på at lede efter føde. De spiser også meget, når der er en stor mængde føde at finde. De jager for det meste alene, men der er blevet observeret tilfælde, hvor et par tyrehajer jager som et hold.

Reproduktion

Oksehajer er levendefødte, hvilket betyder, at de føder levende. Drægtighedsperioden er ca. et år, som regel i sommermånederne, men nogle gange også i det tidlige efterår. Oksehajer vandrer normalt til flodmundinger for at parre sig og få deres unger. Ungerne er ca. 60 cm lange, og mødrene føder 5 til 15 unger ad gangen. Kystlaguner, flodmundinger og flodmundinger med lavt saltindhold er almindelige opvækstområder.

Tyrhajerne bliver kønsmodne alt efter, hvor de befinder sig. En undersøgelse i den sydlige del af Den Mexicanske Golf viste, at hunnerne var 10 år (7 fod) og hannerne 9-10 år (6,2-6,6 fod) gamle. En anden undersøgelse i den nordlige del af Den Mexicanske Golf viste, at modenhedsalderen var 7 fod (14-15 år) for hanner og 7,4 fod (18 år) for hunner.

Bullhajen har fået sit navn efter sit robuste udseende og sin aggressive natur. På fransk er den kendt som "requin bouledogue". På spansk er den kendt som "tiburon sarda". Den er kendt under mange forskellige navne i hele sit udbredelsesområde, herunder "Zambezi haj" og "Van Rooyens haj" i Afrika, "Ganges haj" (Indien), "Nicaragua haj" (Mellemamerika) og "Freshwater hvalhaj", "Estuary hvalhaj" og "Swan River hvalhaj" i Australien. På engelsk er den også kendt som "Shovelnose shark", "Square-nose shark", "River shark", "Slipway grey shark", "Ground shark" og "Cub shark".

Selv om tyrehajen sjældent er målart for det kommercielle fiskeri, fanges den normalt ved et uheld sammen med andre fangster. Da den findes i kystnære områder, er den blevet et mål for det håndværksmæssige fiskeri. Kødet fra tyrehajen spises af mennesker, skindet bruges til læder, finnerne bruges til hajfinnesuppe, og leveren fremstilles til vitaminrige olier. I visse områder, f.eks. i Den Mexicanske Golf og Sydafrika, er tyrehajen også en populær vildtfisk. Bullhajens levested i kystnære områder og ferskvandsområder gør den ikke kun til et lettere mål for fiskeriet, men da disse områder normalt er forurenede og udsat for ændringer af levestederne, er Bullhajen i fare. Tøllehajen er opført som næsten truet af IUCN

Ifølge International Shark Attack File (ISAF) er tyrehajer ansvarlige for mindst 69 uprovokerede angreb på mennesker rundt om i verden, hvoraf 17 af dem har resulteret i dødsfald. Denne art er dog sandsynligvis ansvarlig for mange flere angreb og er af mange eksperter blevet anset for at være den farligste haj i verden. På grund af dens store størrelse, dens evne til at komme ind i ferskvand og det faktum, at den findes ved kysten, kan den være en større trussel mod mennesker end enten den store hvide haj eller tigerhajen. Da tyrehajen findes i mange områder i den tredje verden, herunder Mellemamerika, Mexico, Indien, Øst- og Vestafrika, Mellemøsten, Sydøstasien og øer i det sydlige Stillehav, bliver angreb ofte ikke rapporteret. Bullhajen er heller ikke så let at identificere som den store hvide haj eller tigerhajen, så den er sandsynligvis ansvarlig for en stor procentdel af angreb med uidentificerede gerningsmænd. Bullhajen er blevet anset for at være den skyldige i den berygtede serie af fem hajangreb i New Jersey i 1916, som resulterede i fire dødsfald i løbet af en 12-dages periode. Tre af disse angreb skete i Matawan Creek, en lavvandet tidevandsflod, der kun er 12 meter bred, 2,4 km fra bugten og 24 km fra det åbne hav; ikke et sted, hvor andre store hajarter sandsynligvis ville være at finde. En 2,25 meter lang stor hvidhaj blev dog fanget to dage efter det sidste angreb, kun 6,4 km fra Matawan Creek-mundingen, og den indeholdt menneskelige rester i maven. En 2,7 m lang tyrehaj blev også fanget en dag senere kun 16 km fra Matawan. Dette har været et emne for debat i mange år, og der er beviser, der peger på både tyrehajen og den store hvide haj som de skyldige.