Pyrrhula (tjurfinke) – slægt af palæarktiske finker, arter og udbredelse

Tjurfinker (slægten Pyrrhula) er en slægt af passérfugle i finkefamilien (Fringillidae). De omfatter de arter, man på dansk ofte kalder tjurfinker eller kortere bullfinker, og slægten er karakteristisk for den palæarktiske region.

Udbredelse og evolution

Slægten har en palæarktisk udbredelse; alle arter forekommer i Asien, hvor de primært er knyttet til tempererede og montane områder. To arter findes udelukkende i Himalaya, og en art, P. pyrrhula, forekommer også i Europa. Azorernes tyrefalk, P. murina, er en kritisk truet art med kun omkring 120 par tilbage, og den forekommer kun øst for øen São Miguel i Azorerne.

Fysiogenetiske studier har bidraget til forståelsen af slægtens slægtskab. En analyse af cytochrom b-sekvensen i mitokondrie-DNA viser, at den holarktisk fyrrehovedbøf (Pinicola enucleator) står som søstergruppe til forfaderen til tjurfinkerne. Udviklingen af tjurfinkernes arter begyndte kort efter, at fyrregransens forfædre havde adskilt sig (i slutningen af den midterste del af Miocæn, for omkring 12 millioner år siden). Det anses for sandsynligt, at udstrålingen af slægten startede i Himalaya-området, og nogle bjergfinker synes at høre til samme klade.

Udseende

Tjurfinker er kompakte fugle med korte vinger og en kraftig, opsvulmet næbform, tilpasset et frø- og knopespisende kostvalg. De har typisk:

Farvetegning: blanke sorte vinger og halefjer, ofte med en tydelig kontrast til den lyse eller hvide bagkrop.
Næb og ben: kraftige næb, oftest sorte; P. nipalensis har dog et gulligt næb. Ben og fødder er brunlige.
Kønsdimorfisme: hanner bærer ofte et karakteristisk orange eller rødt bryst, mens hunnerne er mere afdæmpede i farverne. Flere arter har en mørk eller sort hætte.
Størrelse: middelt store finker – typisk omkring 15–18 cm i længden afhængig af art.

Levevis og føde

Tjurfinker lever især i løv- og nåleskove, krat og skovkanter, ofte i bakke- og bjergområder. De ernærer sig primært af frø, knopper, skud og nogle gange bær; om vinteren udgør knopper og frø en væsentlig del af kosten. Næbbet er særligt velegnet til at nippe knopper af træer og buske.

Arternes adfærd er oftest forholdsvis sky og diskret. De ses jævnligt i par eller småflokke uden for yngletiden. Stemmen er diskret med bløde pibe- eller fløjtelyde, som bruges til kontakt og advarsler.

Træk og migration

De fleste populationer er sandsynligvis delvist vandrende. Migrationstypen er ofte kort- til mellemdistance: fugle flytter ned til lavere liggende områder om vinteren eller foretager sporadiske udtræk afhængig af fødeudbud. Nordeuropæiske fugle vandrer generelt over større afstande end centraleuropæiske fugle. Antallet af trækkende individer varierer kraftigt fra år til år uden en entydig sammenhæng med én bestemt fødekilde. Efterårstrækket begynder sent og er forholdsvis kortvarigt, hovedsageligt i oktober–november; forårstrækket forekommer i februar–april.

Rugning og yngelpleje

Tjurfinker bygger ofte et omsluttet skålformet reder af plantemateriale, mos og rødder, placeret i tæt krat eller i buske/lette træer, ofte lavt over jorden. Typisk lægger hunnen 4–7 æg; inkubationen varer omkring 12–14 dage (hunnen står for størstedelen af inkubationen), og ungerne forlader rederet efter cirka 12–15 dage, men er fortsat afhængige af forældrene i en periode efter udflyvningen. Tallene kan variere lidt mellem arter og afhængigt af lokale forhold.

Bestandsudvikling og bevaringsstatus

Situation og trusler varierer mellem arter. Som nævnt er Azorernes tyrefalk, P. murina, en kritisk truet art med en stærkt begrænset udbredelse og en lille bestand, hvilket gør den sårbar over for tab af habitat, invasive arter og klimatiske påvirkninger.

I Storbritannien har bestanden af tjurfinke været i alvorlig tilbagegang siden midten af 1970'erne; antallet er ifølge nævnte beregninger faldet med ca. 62 % over 35 år. Der er dog tegn på forbedret produktivitet i det seneste årti, idet andelen af reder, der fejler på kyllingestadiet (15 dage), er faldet fra 37 % til 21 %, hvilket tyder på bedre ynglesucces i nogle områder. Generelt påvirkes bestande af habitatændringer, ændringer i skovforvaltning, klima og lokale føderessourcer.

Afsluttende bemærkninger

Tjurfinker i slægten Pyrrhula er en velafgrænset gruppe i Fringillidae med en tydelig palæarktisk profil og en interessant evolutionshistorie knyttet til montane områder i Asien. Flere arter har lokaliserede og truede bestande, hvilket gør fortsat overvågning og bevaringsindsatser vigtige for at sikre deres overlevelse.

Tornskade, hun

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er det videnskabelige navn på tyrefalk?

A: Gøgeliljer tilhører slægten Pyrrhula.

Sp: Hvor findes tyrefinkke?

A: Gøglere har en palæarktisk udbredelse, hvilket betyder, at de kan findes i Asien og Europa. Azorerne-tornfink (P. murina) er kritisk truet og forekommer kun øst for øen São Miguel i Azorerne-arkipelaget.

Spørgsmål: Hvilken art er nært beslægtet med tyrefalk?

Svar: En analyse af cytochrom b-sekvensen i mitokondrie-DNA viser, at den holarktisk fyrregrisbøg (Pinicola enucleator) er nært beslægtet med tyrefink.

Spørgsmål: Hvornår begyndte udviklingen af arter af tyttebærsanger?

Svar: Udviklingen af tyrolerarter begyndte kort efter, at deres forfader adskilte sig fra fyrregrynnæb i slutningen af midten af Miocæn, for ca. en halv snes millioner år siden (mya).

Spørgsmål: Hvor stammer denne klade fra?

Svar: Det er ret sikkert, at denne klade stammer fra et sted omkring Himalaya.

Spørgsmål: Hvordan adskiller man hanner og hunner?

Svar: Hanner af tyrefalk har et orange eller rødt bryst, mens hunnerne ikke har det; nogle arter har også en sort hætte på hovedet, som også kan hjælpe med at skelne dem fra hinanden.

Spørgsmål: Trækker de fleste populationer delvist eller helt?

A: De fleste bestande er delvist trækfugle, idet fuglene flytter korte eller mellemstore afstande i løbet af efterårstrækket (oktober-november) og forårstrækket (februar-april).