Parsifal – Richard Wagners sidste opera (1882) og Arthur-legenden

Wagner gjorde mere end nogen anden komponist i det 19. århundrede for at ændre den måde, hvorpå folk lyttede til opera. I det 18. århundrede gik folk i operaen og sad i deres loge for at snakke med andre mennesker og blive set. Komponisterne skrev operaer med store arier, som gav sangerne mulighed for at vise deres evner og få publikum til at klappe.

Wagner ændrede alt dette. Han udviklede snart operaer, hvor der ikke er forskel på recitativer (hvor historien fortælles) og arier (store sange for solisterne). Musikken i hans senere operaer, især Parsifal, er som en lang, sammenhængende linje med en rig, romantisk harmonik. Musikken udvikler sig logisk med ledemotiver (meget korte musikstykker, der repræsenterer bestemte personer eller idéer), som hjælper musikken og historien til at udvikle sig.

Historien om Parsifal og den hellige gral er overleveret i flere former fra perioden mellem 1170 og 1220. Wagner, som altid selv skrev teksten til sine operaer, brugte en blanding af flere af disse versioner af historien for at tilpasse den til sine idéer til operaen. Parsifal er en ung mand, der er en "ren tåbe", hvilket betyder, at han er en uskyldig, god mand, der langsomt begynder at forstå verden. Den hellige gral er det bæger, som Jesus Kristus skulle have drukket af ved den sidste nadver. Det hellige spyd er det spyd, som den romerske soldat skulle have stukket Jesus i siden med, da han blev sat på korset. Den hellige gral og det hellige spyd er hellige relikvier (ting fra fortiden), som Titurel og hans gruppe af kristne riddere har fået til opgave at passe på. Titurel har bygget en borg, Montsalvat, højt oppe på skovens klipper for at vogte dem. Han skal især passe på Klingsor, som bor i nærheden. Klingsor er en troldmand, der har en have fuld af smukke blomsterpiger. Disse jomfruer er i hans magt. En af dem er Kundry. Hun er allerede blevet gjort til at lokke flere unge riddere til Klingsors magt. Selv Titurels søn, Amfortas, kunne ikke modstå Kundrys lokkemad. Hans spyd blev taget fra ham, og han blev hårdt såret, før han blev reddet. I begyndelsen af operaen ligger han i smerte. Det eneste, der kunne hele såret, ville være berøringen af det hellige spyd, som Klingsor nu har, og den eneste person, der kunne få spyddet tilbage igen, er en "ren tåbe", en ung mand, der intet ved om verdens ondskab, og som kan modstå blomsterpigernes skønhed.

Første akt

Operaen begynder med et orkesterprelude (Wagner kalder det ikke en "ouverture"). Da tæppet går op, vækker Gurnemanz, en af de ældre riddere, to sovende tjenere. De knæler og beder, mens kong Amfortas bliver ført ned på sin seng til skovsøen for at bade sit sår. Kundry ankommer og styrter ind på sin hest for at finde noget til at helbrede såret (når Kundry er væk fra Klingsor er hun ikke i hans magt. Hun føler, at det var hendes skyld, at Amfortas blev såret. Når Kundry ikke er i Klingsors magt, er hun faktisk en trofast budbringer af gralen).

Pludselig falder en såret svane (en fugl, der er hellig for gralsridderne) død ned for Gurnemanz' fødder. Svanen var blevet dræbt af Parsifal. Han vidste ikke, at det var forkert, men da ridderne fanger ham, indser han sin skyld, og han knuser pilen. Ridderne spørger ham hvad han hedder, men Parsifal siger, at han ikke ved hvad han hedder eller hvor han kommer fra. Pludselig går det op for ridderne, at Parsifal er den rene tåbe, de har brug for, som kan fange det hellige spyd.

Scenen skifter. Ridderne tager nadver. Amfortas har frygtelige smerter, men han er nødt til at gøre sin pligt i ceremonien. Da den hellige gral bliver vist frem, funkler den lysende i salen. Ridderne synker ned på knæ. Kun Parsifal synes ikke at forstå meningen med det hele.

Anden akt

Scenen er Klingsors magiske have ved sit slot. Kundry er blevet tilkaldt af ham og er nu helt anderledes: hun har ingen egne kræfter og er kontrolleret og plaget af Klingsor. Klingsor bemærker Parsifal, som han venter, nærme sig på afstand og sender sine magiske riddere ud for at bekæmpe ham, idet han forventer, at de vil blive besejret af Parsifal. Blomsterpigerne, riddernes koner, ser Parsifal og kalder ham ved hans navn. Ingen har nogensinde før kaldt ham ved hans navn. Da en af dem kysser hans læber, går det pludselig op for ham, hvad det er, han skal gøre. Han husker nu alt det, der er sket i første akt, og forstår dets betydning. Han kaster jomfruen til side. Klingsor dukker op og kaster spyddet efter Parsifal, men på magisk vis stopper det over Parsifals hoved. Parsifal griber det og gør et korsets tegn. Slottet ødelægges, haven forsvinder, og han går tilbage til gralen.

Tredje akt

Efter en rejse, der tager ham mange år, vender Parsifal tilbage til gralsskoven. Gurnemanz er nu meget gammel. Kundry arbejder for ridderne. Parsifal selv er klædt ud som en sort ridder. Kundry genkender ham, men det gør Gurnemanz ikke. Han er irriteret over, at en bevæbnet fremmed kommer på denne hellige dag (det er langfredag). Parsifal kaster spyddet i jorden, lægger sine våben fra sig og tager sin hjelm af. Gurnemanz opdager, hvem det er. Han hjælper ham med at klæde sig ud som en gralsridder. Kundry vasker hans fødder og tørrer dem med sit lange hår. Gurnemanz velsigner Parsifals hoved. Parsifal er nu en gralsridder, og han døber Kundry. Titurel er netop død, og Amfortas, der stadig har frygtelige smerter, kommer ud for at afdække gralen. Parsifal træder ind og rører ved såret med spidsen af spyddet. Amfortas' smerte ændres til lykke, skrinet åbnes, gralen omgives af lys. Ridderne knæler ned, Kundry dør fredeligt. Alt er tilgivet. Musikken slutter med et klimaks baseret på de ledemotiver, der er baseret på den hellige gral og sakramentet.

Indtil 1903 var Bayreuth Festspielhaus det eneste sted, hvor det var tilladt at opføre Wagners opera Parsifal. I 1903 blev operaen opført på Metropolitan Opera i New York. Snart blev den også opført andre steder.

Wagner beskrev gerne Parsifal som "ein Bühnenweihfestspiel" ("Et festspil til indvielse af scenen"). I Bayreuth er det blevet en tradition, at der ikke skal klappes efter første akt af operaen.

Dirigenten ved den første opførelse var Hermann Levi, hofdirigent ved operaen i München. Wagner havde indvendinger mod, at Parsifal blev dirigeret af en jøde (Levis far var faktisk rabbiner). Wagner foreslog først, at Levi skulle konvertere til kristendommen, hvilket Levi afviste at gøre. Wagner skrev derefter til kong Ludwig, at han havde besluttet at acceptere Levi. Dette på trods af, at han (påstod han) havde modtaget klager over, at "af alle værker skulle netop dette mest kristne af alle værker" dirigeres af en jøde. Kongen udtrykte sin tilfredshed med dette. Han sagde, at "mennesker i grunden alle er brødre". Wagner skrev til kongen, at han "betragtede den jødiske race som den fødte fjende af den rene menneskehed og alt ædelt ved den".