Det tysksprogede fællesskab i Belgien (tysk: Deutschsprachige Gemeinschaft Belgiens, kort DGB) er et af de tre føderale fællesskaber i Belgien. Det dækker hovedparten af de såkaldte østkantoner (tysk: Ost-Kantone) i landet. Området har et areal på cirka 854 km2 og en befolkning på omkring 77.000 indbyggere; næsten alle taler tysk som hovedsprog, og lokalt bevares mange dialekter, især ripuarisk.

Geografi og kommuner

Hovedstaden er Eupen; den er en del af provinsen Liège og grænser op til Nederlandene, Tyskland og Luxembourg. Området strækker sig fra den flade nordlige del nær grænsen til Nederlandene til de kuperede egne mod syd, tæt på Ardennerne.

Det administrative tysksprogede fællesskab omfatter ni kommuner: Eupen, Kelmis (La Calamine), Lontzen, Raeren, Büllingen (Bullange), Bütgenbach (Butgenbach), Amel (Amblève), Sankt Vith (Sankt-Vith) og Burg-Reuland. Historisk hører også kommunerne Malmedy og Waimes (Weismes) til området kaldet Eupen-Malmedy eller Østkantonerne, men disse to kommuner er i dag en del af det fransktalende fællesskab.

Historisk baggrund

Østkantonerne var en del af den preussiske Rhinprovins i Tyskland indtil 1920, da de vedfølgen af Første Verdenskrig og Versailles-traktaten blev overført til Belgien. På grund af denne overgang er området nogle gange omtalt som cantons rédimés – "de indløste kantoner". Versailles-aftalen indebar også en procedure, hvor lokalbefolkningen blev bedt om at gøre deres politiske holdning kendt; denne afstemning var ikke hemmelig, hvilket førte til frygt for repressalier hos nogle, der ønskede at forblive tyske.

I midten af 1920'erne forelå forhandlinger om mulig overdragelse af området tilbage til Tyskland, men sådanne planer blev stoppet efter pres fra Frankrig. Under Anden Verdenskrig blev området annekteret af Tyskland i 1940, men efter krigens slutning i 1945 vendte det tilbage til belgisk kontrol.

Fra sprogområde til selvstyre

I begyndelsen af 1960'erne blev Belgien officielt opdelt i sprogområder: et nederlandsksproget flamsk område, et fransktalende område, den tosprogede hovedstad Bruxelles og det tysktalende område i østkantonerne. I 1973 blev den føderale struktur formaliseret med oprettelsen af tre fællesskaber og tre regioner, som fik intern autonomi. Det lovgivende organ for det tysktalende fællesskab – kendt som Rat der Deutschsprachigen Gemeinschaft (parlamentet) – blev etableret, og skiftende statslige reformer (i løbet af 1980'erne og 1990'erne) har trinvist udvidet fællesskabets kompetencer.

I dag har det tysktalende fællesskab kompetence over centrale områder som sprogpolitik, kultur, uddannelse, dele af socialpolitik og visse lokale institutioner. Territorielt ligger fællesskabet inden for den wallonske region (Vallonien), og regionalt samarbejde med provinsen Liège og den wallonske administration er nødvendig i sager vedrørende økonomi, infrastruktur og miljø.

Politisk organisation

Det tysksprogede fællesskab har et parlament på 25 medlemmer, valgt for en femårig periode. Parlamentet vælger et regionalt udvalg (regering), ledet af en ministerpræsident. Siden midten af 2010'erne har den politiske ledelse været domineret af partier, der arbejder for større selvstyre og tæt samarbejde med naboregioner. Den nuværende ministerpræsident er Oliver Paasch (ProDG), som repræsenterer en bevægelse for styrket regionalt ansvar.

Sprog, uddannelse og medier

Tysk er fællesskabets officielle sprog. Skolesystemet drives af fællesskabets myndigheder, og undervisningen foregår primært på standardhøjtysk, samtidig med at lokale dialekter (fx ripuarisk) lever videre i hjem og lokalsamfund. Der findes lokale tyske dagblade, radio- og tv-tilbud samt kulturelle institutioner, som understøtter sproglig og kulturel identitet.

Økonomi og infrastruktur

Økonomisk er området præget af små og mellemstore virksomheder, grænsehandel og pendling til Tyskland og Nederlandene. Turisme (vandreture, natur, lokale festivaler) spiller en rolle, især i de sydlige, kuperede dele ved Ardennerne. Da mange lokale erhverv er små, er samarbejde med Wallonien og nabolande vigtigt for beskæftigelse og investeringer.

Kultur og identitet

Den tysktalende befolknings kultur rummer både tyske og belgiske elementer. Lokale traditioner, karnevaler, musikalitet og foreningsliv er stærke bærere af identitet. Samtidig er befolkningen ofte flersproget og knyttet til tværnationale netværk i grænseområdet.

Aktuelle spørgsmål og fremtid

  • Der føres løbende debat om graden af selvstyre og om fællesskabet bør opgraderes til også at være en selvstændig region på linje med Wallonien og Flandern. Fortalere argumenterer for bedre beslutningskraft, modstandere frygter fragmentering af den føderale struktur.
  • Demografiske udfordringer, arbejdskraftens mobilitet i grænseregionen og bevarelsen af lokale dialekter og institutioner er centrale emner.
  • Tværnationale samarbejder med Tyskland, Nederlandene og Luxembourg inden for infrastruktur, miljø og økonomi vil sandsynligvis intensiveres, efterhånden som grænseoverskridende projekter vokser.

Det tysksprogede fællesskab i Belgien er et lille, men markant eksempel på, hvordan sprog, historie og geografi former politisk selvforståelse. Dets særlige status i den belgiske føderation gør området til et vigtigt laboratorium for multilayer-styring og for sameksistens mellem forskellige sproglige og kulturelle grupper.