AlegsaOnline.com

Pompejus den Store: Romersk general og politiker (106–48 f.Kr.)

Pompejus den Store (106–48 f.Kr.) – romersk general og magtfuld politiker. Læs om hans opstigen, triumviratet, borgerkrigen og skæbnesvangre nederlag.

Forfatter: Leandro Alegsa

16-03-2026

Gnaeus Pompeius Magnus (29. september 106 f.Kr. - 28. september 48 f.Kr.), også kendt som Pompejus (/ˈpɒmpiː/) eller Pompejus den Store, var en vigtig militær og politisk leder i den sene romerske republik. Han kom fra en italiensk provinsbaggrund, men sikrede sig en plads i den romerske adelsstand og fik tilnavnet Magnus ("den store") af Lucius Cornelius Sulla. Pompejus var rival til Marcus Licinius Crassus og allieret med Gaius Julius Cæsar. Sammen ville de tre politikere dominere den sene romerske republik gennem en politisk alliance kaldet det første triumvirat. Efter Julias og Crassus' død (54 f.Kr.) førte stridigheder mellem Pompejus og Cæsar om ledelsen af den romerske republik til borgerkrig. Pompejus blev afgørende slået af Cæsar i slaget ved Pharsalus i 48 f.Kr., hvorefter han flygtede til Egypten, hvor han blev myrdet.

Tidlige år og opstigning

Pompejus kom fra en forholdsvis velstående, men ikke-oldtidsromersk aristokratisk familie. Han trådte tidligt ind i det militære liv og sluttede sig til Sullas styrker under borgerkrigene i 80'erne f.Kr. Under Sullas sejr blev han belønnet med opmærksomhed og titlen Magnus, og han modtog allerede som ung uafhængige kommandoer, noget der adskilte ham fra den normale politiske karrierevej (cursus honorum).

Militære felttog og sejre

Sicilien og Afrika: Efter Sulla fulgte Pompejus flere felttog for at konsolidere den romerske kontrol i vest, blandt andet i Sicilien og Nordafrika, hvor han slog rester af Sullas modstandere og sikrede vigtige sejre.

Hispania og Sertorius-krigen: I 70'erne f.Kr. blev Pompejus sendt til Hispania for at afslutte Sertorius' oprør. Oprøret endte i 72–71 f.Kr. efter interne splittelser blandt oprørerne, og Pompejus kunne konsolidere Romersk kontrol over den iberiske halvø.

Kampen mod pirater og ekspeditionen mod Mithridates: I 67 f.Kr. fik Pompejus en ekstraordinær kommando til at rydde Middelhavet for pirater — en opgave han løste hurtigt og effektivt. Kort efter blev han i 66–63 f.Kr. udnævnt til at færdiggøre krigen mod kong Mithridates VI af Pontus. Pompejus sejrede og reorganiserede herefter de østlige områder: han afskaffede mange af de gamle seleukidiske strukturer, etablerede romersk overherredømme i Syria og skabte et net af klientstater, hvilket ændrede magtforholdene i Østen.

Politisk karriere og det første triumvirat

Som en af republikens mest populære generaler kombinerede Pompejus militær succes med politisk indflydelse. I 70 f.Kr. blev han valgt som konsul sammen med Marcus Licinius Crassus. I 60 f.Kr. indgik han, Crassus og Cæsar en uformel magtkonstellation kendt som det første triumvirat, der sikrede gensidig støtte til hinandens politiske mål. For at styrke båndene blev Pompejus gift med Cæsars datter Julia; hendes død i 54 f.Kr. svækkede imidlertid alliancen mellem de to mænd. Senere udviklede Pompejus sig til leder af den konservative, senatsvenlige fløj, især efter at hans og senatets interesser kom i direkte modstrid med Cæsars ambitioner.

Borgerkrig, nederlag og død

Da spændingerne mellem Pompejus og Caesar eskalerede, krydsede Cæsar i 49 f.Kr. Rubicon og indledte borgerkrigen. Pompejus trak sig tilbage til Italien og videre til de græske provinser for at samle en hær. Han led det afgørende nederlag ved Pharsalus i 48 f.Kr., hvor Cæsars bedre disciplinerede tropper besejrede hans langt større, men mindre sammensatte styrke. Pompejus flygtede derpå til Egypten i håb om støtte, men blev myrdet ved ankomsten af egyptiske hoffolk den 28. september 48 f.Kr. Hans hoved og hænder blev efter sigende præsenteret for Cæsar.

Familie, eftermæle og betydning

Pompejus var gift flere gange; hans ægteskab med Julia styrkede båndet til Cæsar midlertidigt. Han efterlod sig sønner, herunder Gnaeus og Sextus Pompeius, som senere fortsatte modstanden mod de nye magter i Rom efter Cæsars død. Pompejus' karriere illustrerer overgangen fra republikanske magtkampe til de større personlige magtkoncentrationer, der førte til republikens fald. Han huskes som en af de mest effektive soldater og administratorer i sin tid, men også som en politiker, hvis ambitioner bidrog til den ustabilitet, som kulminerede i afslutningen på den romerske republik.

Pompejus på en mønt af hans søn Sextus Pompeius.

Borgerkrig og mord

I begyndelsen mente Pompejus, at han kunne besejre Cæsar og rejse hære blot ved at trampe sin fod på Italiens jord, men i foråret 49 f.Kr. krydsede Cæsar Rubicon, og hans legioner fejede ned over halvøen. Pompejus forlod Rom og førte sine legioner sydpå mod Brundisium. Pompejus havde til hensigt at opbygge sin hær og føre krig mod Cæsar i øst. Hverken Pompejus eller senatet tænkte på at tage den enorme statskasse med sig, idet de sandsynligvis troede, at Cæsar ikke ville turde tage den til sig selv. Den blev efterladt i Saturntemplet, da Cæsar og hans styrker indtog Rom.

Pompejus undslap med nød og næppe Caesar i Brundisium og gik over til Epirus. Der havde Pompejus under Cæsars spanske felttog samlet en stor styrke i Makedonien med ni legioner plus kontingenter fra de romerske allierede i øst. Hans flåde kontrollerede Adriaterhavet. Ikke desto mindre lykkedes det Caesar at krydse over i Epirus i november 49 f.Kr. og erobrede Apollonia.

Pompejus kæmpede mod Cæsar i slaget ved Dyrrhachium (48 f.Kr.), hvor Cæsar mistede 1000 mand og Pompejus 2000. Fordi han undlod at forfølge Cæsars nederlag, forspildte Pompejus chancen for at ødelægge Cæsars meget mindre hær. Som Cæsar selv sagde: "I dag ville fjenden have vundet, hvis de havde haft en hærfører, der var en vinder" (Plutarch, 65).

Ifølge Suetonius var det på dette tidspunkt, at Cæsar sagde, at "den mand (Pompejus) ikke ved, hvordan man vinder en krig". Med Cæsar i ryggen flygtede de konservative med Pompejus i spidsen til Grækenland. Cæsar og Pompejus havde deres endelige opgør i slaget ved Pharsalus i 48 f.Kr. Kampene var bitre for begge parter, og selv om Pompejus forventedes at vinde på grund af overlegenhed i antal, førte den geniale taktik og de overlegne kampfærdigheder hos Cæsars veteraner til en sejr til Cæsar. Pompejus mødte sin kone Cornelia og sin søn Sextus Pompeius på øen Mytilene. Han spekulerede derefter på, hvor han skulle tage hen som det næste. Han løb til Egypten.

Efter at han var kommet til Egypten, blev Pompejus' skæbne afgjort af rådgiverne for den unge kong Ptolemæus XIII. Mens Pompejus ventede på landjorden, diskuterede de omkostningerne ved at tilbyde ham et tilflugtssted hos Cæsar, der allerede var på vej til Egypten; kongens eunuk Pothinus vandt. Ifølge Plutarch så Cornelia ængstelig til fra triremen, da Pompejus forlod skibet i en lille båd med nogle få kammerater og tog af sted mod en velkomstfest på den egyptiske kyst. Da Pompejus steg af båden, blev han stukket ihjel af mænd, der fulgte Pothinus' ordre.

Pompejus døde en dag efter sin 59-års fødselsdag. Hans lig blev liggende på kysten for at blive kremeret af hans loyale friherre Philip på de rådne planker på en fiskerbåd. Hans hoved og segl blev overrakt til Cæsar, som ifølge Plutarch sørgede over denne fornærmelse mod sin tidligere allieredes storhed. Cæsar straffede hans mordere og deres egyptiske medsammensvorne og henrettede både Achillas og Pothinus til døden. Pompejus' aske blev til sidst returneret til Cornelia, som bar den til sit landsted nær Alba.

Cassius Dio beskriver Caesars reaktioner med skepsis. Han mener, at Pompejus' egne politiske fejlvurderinger snarere end forræderi var årsagen til Pompejus' undergang. I Appians beretning om borgerkrigen lader Cæsar Pompejus' afhuggede hoved begrave i Alexandria i jorden, der er reserveret til et nyt tempel for gudinden Nemesis. Nemesis' (~ skæbne) guddommelige funktioner omfattede afstraffelse af hybris (stolthed). For Plinius står ydmygelsen ved Pompejus' endeligt i kontrast til hans overdimensionerede portræthoved, der var besat med perler og blev båret i procession under hans største triumf.

Pompejus' flugt efter Pharsalus, af Jean Fouquet

Spørgsmål og svar

Q: Hvem var Gnaeus Pompeius Magnus?

A: Gnaeus Pompeius Magnus, også kendt som Pompejus eller Pompejus den Store, var en vigtig militær og politisk leder i den sene romerske republik.

Q: Hvordan sikrede Pompejus sig en plads i den romerske adels rækker?

A: Selvom Pompejus kom fra en italiensk provinsbaggrund, formåede han at sikre sig en plads i den romerske adel og fik tilnavnet Magnus ("den store") af Lucius Cornelius Sulla.

Q: Hvem var Pompejus' rivaler og allierede?

A: Pompejus var en rival til Marcus Licinius Crassus og en allieret til Gaius Julius Cæsar. Sammen kom de tre politikere til at dominere den senromerske republik gennem en politisk alliance kaldet Det Første Triumvirat.

Q: Hvad forårsagede uoverensstemmelser mellem Pompejus og Cæsar?

A: Efter Julias og Crassus' død (54 f.Kr.) førte stridigheder mellem Pompejus og Cæsar om ledelsen af den romerske republik til borgerkrig.

Q: Hvornår og hvor blev Pompejus afgørende slået af Cæsar?

A: Pompejus blev afgørende slået af Cæsar i slaget ved Pharsalus i 48 f.Kr.

Q: Hvor flygtede Pompejus hen efter sit nederlag i slaget ved Pharsalus?

A: Efter sit nederlag i slaget ved Pharsalus flygtede Pompejus til Egypten.

Q: Hvordan døde Pompejus?

A: Pompejus blev snigmyrdet i Egypten.