Pompejus

Borgerkrig og mord

I begyndelsen mente Pompejus, at han kunne besejre Cæsar og rejse hære blot ved at trampe sin fod på Italiens jord, men i foråret 49 f.Kr. krydsede Cæsar Rubicon, og hans legioner fejede ned over halvøen. Pompejus forlod Rom og førte sine legioner sydpå mod Brundisium. Pompejus havde til hensigt at opbygge sin hær og føre krig mod Cæsar i øst. Hverken Pompejus eller senatet tænkte på at tage den enorme statskasse med sig, idet de sandsynligvis troede, at Cæsar ikke ville turde tage den til sig selv. Den blev efterladt i Saturntemplet, da Cæsar og hans styrker indtog Rom.

Pompejus undslap med nød og næppe Caesar i Brundisium og gik over til Epirus. Der havde Pompejus under Cæsars spanske felttog samlet en stor styrke i Makedonien med ni legioner plus kontingenter fra de romerske allierede i øst. Hans flåde kontrollerede Adriaterhavet. Ikke desto mindre lykkedes det Caesar at krydse over i Epirus i november 49 f.Kr. og erobrede Apollonia.

Pompejus kæmpede mod Cæsar i slaget ved Dyrrhachium (48 f.Kr.), hvor Cæsar mistede 1000 mand og Pompejus 2000. Fordi han undlod at forfølge Cæsars nederlag, forspildte Pompejus chancen for at ødelægge Cæsars meget mindre hær. Som Cæsar selv sagde: "I dag ville fjenden have vundet, hvis de havde haft en hærfører, der var en vinder" (Plutarch, 65).

Ifølge Suetonius var det på dette tidspunkt, at Cæsar sagde, at "den mand (Pompejus) ikke ved, hvordan man vinder en krig". Med Cæsar i ryggen flygtede de konservative med Pompejus i spidsen til Grækenland. Cæsar og Pompejus havde deres endelige opgør i slaget ved Pharsalus i 48 f.Kr. Kampene var bitre for begge parter, og selv om Pompejus forventedes at vinde på grund af overlegenhed i antal, førte den geniale taktik og de overlegne kampfærdigheder hos Cæsars veteraner til en sejr til Cæsar. Pompejus mødte sin kone Cornelia og sin søn Sextus Pompeius på øen Mytilene. Han spekulerede derefter på, hvor han skulle tage hen som det næste. Han løb til Egypten.

Efter at han var kommet til Egypten, blev Pompejus' skæbne afgjort af rådgiverne for den unge kong Ptolemæus XIII. Mens Pompejus ventede på landjorden, diskuterede de omkostningerne ved at tilbyde ham et tilflugtssted hos Cæsar, der allerede var på vej til Egypten; kongens eunuk Pothinus vandt. Ifølge Plutarch så Cornelia ængstelig til fra triremen, da Pompejus forlod skibet i en lille båd med nogle få kammerater og tog af sted mod en velkomstfest på den egyptiske kyst. Da Pompejus steg af båden, blev han stukket ihjel af mænd, der fulgte Pothinus' ordre.

Pompejus døde en dag efter sin 59-års fødselsdag. Hans lig blev liggende på kysten for at blive kremeret af hans loyale friherre Philip på de rådne planker på en fiskerbåd. Hans hoved og segl blev overrakt til Cæsar, som ifølge Plutarch sørgede over denne fornærmelse mod sin tidligere allieredes storhed. Cæsar straffede hans mordere og deres egyptiske medsammensvorne og henrettede både Achillas og Pothinus til døden. Pompejus' aske blev til sidst returneret til Cornelia, som bar den til sit landsted nær Alba.

Cassius Dio beskriver Caesars reaktioner med skepsis. Han mener, at Pompejus' egne politiske fejlvurderinger snarere end forræderi var årsagen til Pompejus' undergang. I Appians beretning om borgerkrigen lader Cæsar Pompejus' afhuggede hoved begrave i Alexandria i jorden, der er reserveret til et nyt tempel for gudinden Nemesis. Nemesis' (~ skæbne) guddommelige funktioner omfattede afstraffelse af hybris (stolthed). For Plinius står ydmygelsen ved Pompejus' endeligt i kontrast til hans overdimensionerede portræthoved, der var besat med perler og blev båret i procession under hans største triumf.

Pompejus' flugt efter Pharsalus, af Jean Fouquet