Det seleukidiske imperium var en hellenistisk (eller oldgræsk) efterfølgerstat til Alexander den Stores imperium. I sin største udstrækning dækkede riget det centrale Anatolien, Levanten, Mesopotamien, Persien, Turkmenistan, Pamir og Indusdalen.

Det var først og fremmest efterfølgeren til det aksemenidiske imperium i Persien og blev efterfulgt af det islamiske kalifat (Rashidun-imperiet), der erobrede og regerede fra 650'erne til 660'erne e.Kr. Senere blev en stor del af dette område en del af det umayyadiske imperium og derefter det abbasidiske imperium.

Der var over 30 konger i det seleukidiske dynasti fra 323 til 63 f.Kr.

Grundlæggelse og tidlige år

Det seleukidiske rige opstod efter Alexander den Stores død (323 f.Kr.), da hans rige blev delt mellem hans generaler (diadocherne). En af de mest fremtrædende var Seleukos I Nicator, der omkring 305–281 f.Kr. etablerede et stort rige i øst og tog titlen som konge. Seleukiderne så sig selv både som efterfølgere til aksemeniderne i Persien og som en del af den hellenistiske kulturarv, hvilket kom til udtryk i styrets institutioner, sprog og bygrundlæggelser.

Territorium og administration

I sin største udstrækning omfattede riget store og meget forskelligartede områder: fra Anatolien og Levanten i vest over Mesopotamien og Persien til dele af Centralasien og Indusdalen. Styret kombinerede elementer fra den makedonske/hellenistiske administrative tradition og ældre persiske satrapsystemer. Seleukiderne grundlagde eller omdøbte mange byer som administrative og militære centre—de mest kendte er Antiokia (i Syrien) og Seleucia» på Tigris, som blev kulturelle og økonomiske knudepunkter.

Kultur og samfund

Under seleukiderne skete en udbredt hellenisering: græsk sprog, kunst, arkitektur og byliv bredte sig i byernes elite, men riget var et multietnisk fællesskab med betydelige folkestammer, iraniske, semitiske, aramæiske og andre befolkningsgrupper. Der opstod kulturel og religiøs synkretisme, hvor græske skikke og lokale traditioner smeltede sammen. Myndighederne udstedte græske mønter og anvendte græsk i administrationen, men lokale sprog og skikke fortsatte i det daglige liv.

Militær og konflikter

Det seleukidiske militær byggede videre på den makedonske phalanx kombineret med lette tropper, kavaleri og ofte brug af lejesoldater og krigselefanter (især i konflikter mod indiske stater). Riget var involveret i vedvarende konflikter:

  • Konflikter med de ptolemæiske riger om kontrollen over Levanten (de såkaldte ptolemæisk‑seleukidiske krige).
  • Kampene mod voksende magter i øst — især partherne — som i de 2. århundrede f.Kr. fratog seleukiderne store østlige provinser.
  • Møder med romerne. Efter Antiochos III» (den Store)s ekspansion mod vest kom han i konflikt med Rom, hvilket førte til nederlaget ved Magnesia (190 f.Kr.) og den efterfølgende freden i Apamea (188 f.Kr.), der stærkt begrænsede seleukidisk magt i Anatolien.

Nedgang og fald

Riget blev svækket af flere faktorer: gentagne dynastiske stridigheder, opstande, tab af territorium til partherne i øst og romersk indflydelse i vest. Interne magtkampe og mord og ombytninger på tronen var hyppige; derfor optrådte en række kortvarige konger. I 1. århundrede f.Kr. var riget reelt brudt op i flere rivaliserende regioner. I 63 f.Kr. intervenerede den romerske general Pompejus i de syriske interne forhold, opløste de resterende seleukidiske territoriale strukturer i Levanten og indlemmede store dele i den romerske sfære—dette regnes ofte som afslutningen på det seleukidiske kongedømme.

Det er vigtigt at bemærke, at de områder, der engang havde hørt under seleukiderne, efterfølgende gennemgik flere herskere: partherne, det sasanidiske Persien, byzantinere og andre, før regionerne i 600‑tallet e.Kr. blev erobret af det islamiske kalifat (Rashidun-imperiet) og senere integreret i det umayyadiske og abbasidiske rige.

Økonomi og arv

Økonomien var baseret på landbrug i frugtbare områder (især Mesopotamien), skatteindtægter, handel langs vigtige handelsruter mellem øst og vest og produktion af mønter. Seleukiderne efterlod sig en varig arv gennem bygrundlæggelser, spredningen af græsk kultur i Mellemøsten og etableringen af institutioner, som influerede efterfølgende magter. Mange af deres byer forblev vigtige centre i århundreder.

Nogle fremtrædende konger

  • Seleukos I Nicator (grundlæggeren)
  • Antiochos I
  • Antiochos III den Store (udvidede riget før det romerske nederlag)
  • Antiochos IV Epiphanes (kendt fra konflikt med jøderne og Helleniseringspolitikker)
  • Flere andre konger — samlet over 30 i perioden 323–63 f.Kr.

Det seleukidiske rige var på mange måder et bindeled mellem græsk og østlig civilisation, og dets historie illustrerer både mulighederne og begrænsningerne ved at administrere et stort, multikulturelt imperium i antikken.