David - Israels konge og bibelsk figur i Koranen, Bibelen og Bahá'í-skrifterne

David var den yngste af de otte sønner til hyrden Isaj; Isaj var sønnesøn af Rut (Rut 4:17, 22). David var hyrde ligesom sin far. Mens han passede fårene, brugte han en slynge for at forhindre vilde dyr i at gøre dem fortræd. Han spillede også på sin harpe. Mange af de sange, han skrev i løbet af sit liv, findes i Salmernes Bog.

Da Saul, Israels første konge, ikke adlød Herrens wikt:befaling om at udrydde Amalek, sendte Gud en ond ånd ind i ham for at pine ham. Han kaldte hyrden David til sit palads, fordi David var god til at spille på harpe, og den bløde musik beroligede Saul, da han blev plaget af den onde ånd. Saul "kunne lide ham meget godt, og David blev en af hans rustningsbærere". Så "... hver gang ånden fra Gud kom over Saul, tog David sin harpe og spillede. Så kom der lindring over Saul; han fik det bedre, og den onde ånd forlod ham." Han sætter ubevidst den person, som Gud valgte til at erstatte ham, i sit hof.

Da David var omkring 12 år gammel, måtte hans ældre brødre tage med i hæren for at kæmpe for Israel under kong Saul. Hans far var bekymret for dem og sendte David ud for at se til dem. Han tog sin harpe med sig, og kong Saul, som var meget bekymret, hørte ham spille og fandt det beroligende. Han bad om, at David måtte blive hos hæren.

Da David ankom, var der en filistrenes kæmpe fjende, Goliat, som hånede israelitterne og Gud og sagde: "Hvem vil komme og kæmpe mod mig? Hvis han vinder, bliver vi jeres slaver, men hvis jeg vinder, bliver I vores slaver!" Alle israelitterne blev bange. Da David så dette, blev han meget vred og sagde: "Jeg vil gå ud og kæmpe mod ham!"

Davids tro var meget anderledes end kong Sauls tro, som ikke tænkte på Gud og straks sagde: "Du kan ikke... du er kun en dreng..." Men David sagde selvsikkert: "Herren, som frelste mig fra løvens og bjørnens poter, vil også frelse (redde) mig fra denne filistres hånd." Han havde tillid, ikke til sine egne kampfærdigheder, men til Guds magt, hvis ære var blevet såret af filisterne, og hvis pagtsløfter var blevet glemt af israelitterne.

Da kong Saul så, at David var modig nok til at kæmpe mod Goliat, gik han med til at sende ham af sted. Saul gav David rustning og våben, men de var for tunge til ham. David sagde til Saul, at han ville bruge sin slynge i stedet. Derefter brugte han en glat sten og ramte Goliat i panden, så han dræbte ham med det samme. David brugte Goliats eget sværd og huggede Goliats hoved af. Selv om Saul var glad for sejren, begyndte han at frygte, at David ville begynde at søge magt.

Senere, på grund af Davids fremragende kampfærdigheder og loyalitet over for Gud, udnævnte kong Saul David til en høj rang i hæren og giftede ham med en af sine egne døtre, Mikal. Hver gang David drog i kamp, kom han tilbage med en sejr, og hele folket var tilfreds med ham, og kong Saul værdsatte ham meget højt. David blev en nær kammerat og ven af Sauls søn Jonatan. Men en dag, da kong Saul var på vej ud for at hilse på sit folk, kom byens kvinder ud og sang og dansede med tamburiner og luther. Og mens de dansede, sang de følgende ord:

Da Saul hørte denne sang, blev han rasende og jaloux og begyndte at tro, at folket holdt mere af David end af ham.

Sauls jalousi begyndte at blive til had, og han ønskede at dræbe David, men ikke endnu med egen hånd, og derfor bad han David om at gifte sig med sin datter Merab, men David afviste høfligt, og Merab blev gift med Adriel fra Mehola. Derefter bad han igen David om at gifte sig med Mikal, som var forelsket i David. David afviste igen. Til sidst bad han ham om at bringe hundrede filistinske forhuder, og så ville han give bruden til ham. David var glad for at blive Sauls svigersøn, da han hørte dette, og han indvilligede. Saul tænkte: "Nu vil han blive dræbt af filisterens hånd!" Men Gud var med David, og han blev ikke såret. Saul siger til Jonatan og alle embedsmændene, at de skal slå David ihjel, men Jonatan elskede David meget højt (og havde indgået en venskabspagt med ham) og advarede Saul mod det. Saul lyttede, men senere blev han vred igen og blev ved med at forsøge at slå David ihjel. Mange gange dræbte David ikke Saul, da han havde mulighed for det, men sagde i stedet: "Hvordan kan jeg dræbe Herrens salvede?" og skånede Saul; og mange gange velsignede Saul David og angrede og besluttede sig for ikke længere at forsøge at dræbe David - men han vendte altid tilbage med et spyd.

I kampen mod filisterne blev Sauls sønner Jonathan, Abinadab og Malki-Shua dræbt (den overlevende søn, Ish-Bosheth eller Esh-Baal, blev senere gjort til konge af Abner). Saul blev såret, og han sagde til sin rustningsbærer, at han skulle dræbe ham, før "... disse uomskårne fyre kommer og gennemkører mig og mishandler mig". Våbendrageren var for bange til at gøre det, så Saul "...tog sit eget sværd og faldt på det" og dræbte sig selv. Rustningsbæreren dræbte også sig selv. "Så døde Saul og hans tre sønner og hans våbendrager og alle hans mænd sammen samme dag."

En amalekit kom til David og løj om, at han havde dræbt Saul, sandsynligvis i håb om, at David ville belønne ham. David opdagede, at Saul var død, og han rev sit tøj i stykker og græd. Han var ikke glad for at høre, at Saul var død, og han dræbte endda amalekitten, fordi han troede, at han var Sauls morder. Han blev salvet igen foran alle.

I mellemtiden blev Ish-Bosheth, Sauls eneste tilbageværende søn, gjort til konge af Abner, en slægtning til Saul. "Krigen mellem Sauls hus og Davids hus varede længe. David blev stærkere og stærkere, mens Sauls hus blev svagere og svagere.", Senere gik Abner i seng med en af Sauls konkubiner, og Ish-Boshet spurgte: "Hvorfor gik du i seng med min fars konkubine?" Ish-Boshet mistænkte Abner for at ville være konge i stedet for ham (at sove med en konges konkubine blev anset for at være meget vigtigt). Abner blev meget vred og besluttede sig for at hjælpe David i stedet for. Joab, kommandanten for Davids hær, kunne imidlertid ikke lide Abner, fordi Abner havde dræbt sin bror. Måske troede han også, at hans job som hærleder ikke ville være sikkert, hvis Abner hjalp David, fordi Abner var meget magtfuld i Israels nordlige stammer. Så Joab dræbte ham ved at stikke ham i maven. David forbandede Joab for mordet på Abner og sagde, at han ikke var med til at dræbe ham.

Da Ish-Boshet hørte, at Abner var død, blev han meget bekymret: de nordlige stammer stod nu uden en stærk leder. To mænd, Recab og hans bror Baana, dræbte Ish-Boshet i hans hus og bragte hans hoved til David med ordene: "I dag har Herren hævnet min herre kongen på Saul." David blev meget vred og dræbte dem: Han huggede hænderne af dem, der havde dræbt Ish-Bosheth, og fødderne, der var løbet med nyheden. De begravede Ish-Boseths hoved i Abners grav.

Alle Israels stammer kom nu til David og gjorde ham til konge over Israel.

Nogle år efter at David havde indtaget Jerusalem, spurgte han: "Er der nogen, som jeg kan vise godhed mod for Jonatans skyld?" Han huskede på det løfte, han havde givet. De fandt en af kong Sauls tjenere ved navn Ziba, som fortalte, at der stadig var en søn af Jonatan, som var lam i begge fødder og hed Mefibosjet, og som hed Mefibosjet. David fortalte Mefibosheth, at han ville få alt det land tilbage, som Saul havde haft, da han var konge, og at Mefibosheth altid ville spise ved hans bord - et tegn på stor ære. Mefibosheth bøjede sig ned og råbte: "Hvad er din tjener, at du lægger mærke til en død hund som mig?" Fra da af boede Mefibosheth i Jerusalem og spiste altid ved kongens bord som en af Davids sønner.

En dag gik David rundt på taget af sit palads, da han så en meget smuk kvinde, der badede. David fandt ud af, at hun hed Batseba, datter af Eliam og hustru til hetiten Urias, som var en af Davids kongelige vagter. David "sendte budbringere ud for at hente hende ... og han gik i seng med hende". På grund af dette brød David til sidst det sjette, syvende, niende og tiende bud Hun blev snart gravid. Loven sagde, at både David og Batseba skulle dø for deres synd. David fik Urias til at komme tilbage fra kamp og forsøgte at få ham til at vende hjem og gå i seng med Batseba, så alle ville tro, at det var Urias' søn. Men Urias gik ikke hjem og sagde: "Arken og Israel og Juda bor i telte ... Hvordan skulle jeg kunne gå hjem til mit hus ... og ligge med min kone?" Hans hengivenhed viste, hvor syndig David var. Til sidst, da David ikke kunne få ham til at gå hjem, besluttede han at lade Urias dø, så han selv kunne gifte sig hurtigt med Batseba. Han sagde: "Sæt Urias i forreste linje, hvor kampene er hårdest (mest voldsomme). Træk dig så tilbage (gå væk) fra ham, så han bliver slået ned og dør." På grund af dette døde Urias.

David giftede sig med Batseba, men "...det, David havde gjort, var HERREN utilfreds med." Så profeten Natan gik hen og fortalte ham, at han havde begået en meget slem synd. David så, at han var skyldig, og han var meget ked af det. Han sagde: "Jeg har syndet mod Herren." Natan fortalte David, at han var tilgivet, og at Herren nådigt nok ikke lod David dø, som loven sagde, at han skulle. Nathan sagde dog, at Batsebas første søn, der blev født som følge af deres synder, ville dø. Efter at Nathan var gået hjem, blev barnet sygt og døde. David var meget ked af det, men accepterede ydmygt resultatet af sin synd. Batseba fik endnu en søn, og de gav ham navnet Salomon. Herren elskede ham og sagde, at han skulle hedde Jedidah (det betyder elsket af Herren) Dette navn viste, at Herren elskede Salomon, lige fra han blev født, og det viste også, at Herren stadig elskede David, selv om han havde syndet.

Efter at kong Zedekias af Davids hus blev styrtet, blev hans slægt videreført af eksilarkerne.Efterkommere af eksilarkernes hus boede forskellige steder længe efter, at embedet var uddød. En efterkommer af Ezekias, Hiyya al-Daudi, Gaon af Andalusien, døde i 1154 i Kastilien ifølge Abraham ibn Daud. Flere familier, så sent som i det 14. århundrede, sporede deres afstamning tilbage til Josiah, bror til David ben Zakkai, som var blevet forvist til Chorasan (se slægtsfortegnelserne i [Lazarus 1890] s. 180 ff.). Efterkommerne af de karaitiske eksilarker er blevet omtalt ovenfor. en række jødiske familier på den iberiske halvø og i Mesopotamien fortsatte med at bevare traditionen om efterkommere af eksilarker i senmiddelalderen, herunder familierne Abravanel, Benveniste, Hajj Yachya og Ben-David. En tradition sporer også Judah Loew ben Bezalel til babyloniske eksilarker (i geonimernes tid) og dermed også fra det davidiske dynasti, hvilket dog er omstridt. Ifølge en anden tradition skulle rabbiner Elazar Rokeach fra Amsterdam fra Belz (hasidisk dynasti) være en efterkommer af kong Davids hus. Et andet rabbinsk dynasti Charlap er angiveligt også fra kong Davids hus.

Leonard Cohens sang "Halleluja" indeholder henvisninger til David ("der var en hemmelig akkord, som David spillede, og det behagede Herren", "Den forvirrede konge komponerede Halleluja") og Batseba ("du så hende bade på taget") i de første vers.