Es-mol (E♭-mol) er en molskala baseret på tonen Es. Dens grundtone indgår i en toneart med seks fortegn (seks flats): B♭, E♭, A♭, D♭, G♭ og C♭. I notation og harmonisk praksis optræder både den naturlige, harmoniske og melodiske molskala:

  • Naturlig mol: Es – F – Ges – As – B – C♭ – Des – Es
  • Harmonisk mol: Es – F – Ges – As – B – C♭ – D – Es (hævet 7. trin)
  • Melodisk mol (opad): Es – F – Ges – As – B – C – D – Es (nedad vender den tilbage til den naturlige form)

Egenskaber og relationer

Dens relative dur er angivet i den oprindelige tekst som G-dur, men den korrekte relative dur til es-mol er G♭-dur (Ges-dur). Den parallelle dur er Es-dur. Den enharmoniske ækvivalent er Dis-mol (D♯-mol), som har samme klanghøjde men anderledes fortegn (typisk fire # i stedet for seks b).

På grund af sin toneart (især notationen med C♭ og andre flats) er es-mol ofte besværlig at arbejde med i store ensembler og orkestre. For transposition og orkestrering anbefaler nogle arrangører at transponere værker i es-mol til en nærliggende mindre kompliceret toneart (fx d-mol eller e-mol) for at gøre dele enklere at læse for blæsere og strygere. På keyboards og klaver er denne toneart teknisk uproblematisk, men den er mindre almindelig i orkestermusik.

Lydkarakter og brug

Es-mol beskrives ofte som mørk, dramatisk og til tider mystisk – en stemning som gør tonearten populær til sørgmodige eller intense musikalske udsagn. Kombinationen af sages (Cb) og det hævede 7. trin i harmonisk brug giver desuden en karakteristisk chromatik, som komponister kan udnytte dramatisk.

Taktisk bruges es-mol ofte som mellemtone ved modulation i klavermusik eller som farvet central toneart i værker, hvor man ønsker en særlig, tung klangpalet. I jazz og moderne populærmusik optræder es-mol også i flere kendte numre — både i originale tonearter og i arrangementer/transpositioner.

Kendte værker i es-mol

Nogle eksempler på værker og steder hvor es-mol forekommer i klassisk og nyere musik:

  • I Johann Sebastian Bachs første bog af Den veltempererede klaver er præludium nr. 8 skrevet i es-mol, mens den tilhørende fuga i den første bog er noteret i dis-mol. I bog 2 er begge satser sat i dis-mol.
  • En af de få symfonier skrevet i denne toneart er Prokofievs symfoni nr. 6.
  • Flere sovjetiske og øst-europæiske komponister har benyttet es-mol, fx Eshpai, Janis Ivanovs (fjerde symfoni Atlantis, 1941), Ovchinnikov og Myaskovsky.
  • Rachmaninovs "Elegie", Op. 3 nr. 1, samt Études-Tableaux Op. 39 nr. 5 er eksempler på pianostykker i es-mol; disse stykker fremhæves ofte for deres mørke og mystiske klang.
  • Anden sats i Gustav Mahlers ottende symfoni har en lang orkester- og korindledning i es-mol. Den mørke orkesterindledning til Beethovens eneste oratorium, Kristus på Oliebjerget, er også skrevet i denne toneart.
  • I jazzrepertoiret er es-mol associeret med flere stemninger; eksempler fra populær- og jazzhistorien der ofte omtales i denne toneart inkluderer versioner af "'Round Midnight" og arrangementer af "Take Five".

Praktiske bemærkninger for musikere

  • Ved orkestrering skal man være opmærksom på instrumenternes komfort med mange flats (fx horn, klarinetter i B♭ eller A kræver passende transposition).
  • På strygere og blæsere kan bestemte fingeringer og positioner blive mindre praktiske på grund af C♭ og Ges, hvilket kan påvirke intonation og klang.
  • Til gengæld giver es-mol en særlig klangfarve, som kan være musikalsk ønskværdig trods notationens kompleksitet.