Fortegn (musik) | gruppe af skarpe eller flade bogstaver, som er trykt i begyndelsen af en musiklinje
En toneart er en gruppe af skarpe eller flade bogstaver, som er trykt i begyndelsen af en linje/en takt i musik. Den viser, hvilke noder der skal ændres til skarpe eller flade toner. Hvis der f.eks. er ét skarpt i tonearten, vil det være et F skarpt. Det betyder, at hver gang tonen F skrives, spiller (eller synger) man i stedet en fis (på et keyboard: den sorte tone lige til højre for F'et).
Der findes tolv dur- og tolv moltonearter (egentlig kaldet "modes"). Det skyldes, at en skala kan starte på en hvilken som helst tone, og at der er tolv toner inden for en oktav: syv hvide toner og fem sorte toner på et keyboard. Hver dur-toneart har sin egen toneart. Forholdet mellem tangenterne forklares i artiklen "kvintcirkel". Hver mol-tonart deler en tangentsignatur med en af de store tonearter.
Der er femten mulige toneartssignaturer: op til syv skraveringer, op til syv basseringer, eller ingen skraveringer eller basseringer. Grunden til, at der er femten og ikke tolv, er, at tre af dem har to mulige navne: Fis-dur (6 skraveringer) kan også kaldes G-dur, C-dur er D-dur og B er C-dur. Vi kalder dem enharmoniske, dvs. den samme tone, men med et andet navn.
Der er to grunde til at skrive en toneartssignatur. For det første sparer man sig for at skrive en masse skarpe eller flade toner i løbet af stykket. For det andet hjælper det spilleren til at tænke i stykkets toneart (musik). Det hjælper til at forstå musikken bedre.
Hvis komponisten vil have ekstra skarpe eller flade toner i løbet af stykket, eller hvis han ønsker at annullere dem i tonearten, kan de skrives ind i noderne. Disse kaldes accidentals. Et accidental skrives altid før den tone, det hører til (vi siger "Cis", men vi skriver først cis-tegnet og derefter tonen C). Som eksempel: I et stykke i G-dur er alle F'er F skarpe. Hvis komponisten ønsker et C sharp, skriver han et sharp-tegn foran det C, der skal spidses. Dette vil vare ved resten af takten (takten). Hvis han vil have et B-mol, skal han skrive det ind. Hvis han ønsker et F i stedet for det sædvanlige Fis skriver han et naturtegn. Der findes også dobbelte skarpe (tegnet ligner et x) og dobbelte flats (to flad-tegn). Et F double sharp er et F sharp, der er blevet forstærket. Det er den samme tone som G.
Nøglesignaturer skrives i begyndelsen af hver linje i musikken. Dette hjælper spilleren med at huske, hvad tonearten er. Tidsangivelsen står derimod kun i begyndelsen af stykket (rækkefølgen er: nøgle - toneart - tidsangivelse). Nogle gange skifter musikken toneart (modulerer) i løbet af et stykke. Hvis musikken skal forblive i den nye toneart i et stykke tid, kan komponisten beslutte at ændre tonearten. En anden grund til at ændre nøglesignaturen kan være, at musikken er moduleret til en toneart som Gis-dur med otte skarpe toner (herunder en dobbeltskarp). Det er nemmere at læse musikken, hvis den er skrevet i As-dur (4 b).
Man kan ud fra tonearten se, hvilken toneart et stykke er i, så længe man ved, om det er dur eller mol (se "mode"). For eksempel: en toneart med en skarp er enten G-dur eller e-mol. Den bedste måde at finde ud af, hvilken det er, ville være at se, om slutningen af stykket er baseret på G-dur eller e-mol. Desuden: Hvis stykket er i mol, er det meget sandsynligt, at der vil være adskillige accidentals i stykket, som skærper den 7. tone i skalaen (i dette tilfælde ændres mange D'er til D skarpe).
Nogle moderne komponister bruger ikke tangentsignaturer. Det er ofte tilfældet, når musikken er atonal eller ikke ligger meget fast i én toneart. Hvis der er mange skarpe og flade toner, og takterne er meget lange, skriver de måske accidentals foran hver tone, der har brug for et accidental, i stedet for kun én gang i en takt. Dette bør forklares øverst i noderne. Det kan også skyldes, at stykket er modalt.
Relaterede sider
| ||||||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er en nøglesignatur?
A: En nøglesignatur er en gruppe af skarpe eller flade bogstaver, som er trykt i begyndelsen af en linje/en tone i musik. Den viser, hvilke toner der skal ændres til skarpe eller flade toner.
Spørgsmål: Hvor mange dur- og moltoner findes der?
Svar: Der findes tolv dur- og tolv moltonearter (egentlig kaldet "modes"). Det skyldes, at en skala kan starte på en hvilken som helst tone, og at der er tolv toner inden for en oktav.
Spørgsmål: Hvor mange mulige tonearter er der?
Svar: Der er femten mulige tonearter: op til syv skrappe toner, op til syv batte toner eller ingen skrappe eller batte toner. Grunden til, at der er femten og ikke tolv, er, at tre af dem har to mulige navne.
Spørgsmål: Hvorfor bruger komponister tonearter?
A: Komponister bruger tonearter af to grunde; for det første sparer de for at skrive en masse skrappe eller flade toner i løbet af stykket, og for det andet hjælper de spilleren til at tænke i "tonearten" (musikken) i stykket, så han/hun bedre kan forstå musikken.
Spørgsmål: Hvad sker der, hvis der skal tilføjes ekstra skarpe eller flade toner i løbet af et stykke?
A: Hvis der skal tilføjes ekstra skarpe eller flade toner i løbet af et stykke, kan de skrives ind som tilfældigheder før hver tone, der skal tilføjes, i stedet for kun én gang i en takt.
Spørgsmål: Bruges dobbelt dias- og dobbelt flade tegn i nodeord?
A: Ja, dobbelt skarpt tegn (tegnet ligner et x) og dobbelt flad tegn (to flad tegn) kan begge bruges i nodeskrift, når det er nødvendigt.
Spørgsmål: Bruger moderne komponister altid tonearter?
A: Nej, nogle moderne komponister bruger ikke altid tonearter, især ikke når musikken er atonal eller ikke ligger meget fast i én toneart.
