F-moll er en mindre skala med grundtonen F. Den naturlige F-mol-skala lyder: F – G – A♭ – B♭ – C – D♭ – E♭ – F. Nøgletegnet indeholder fire flats: B♭, E♭, A♭ og D♭ (ofte skrevet i dansk notebetegnelse som B, Es, As og Des).

I praksis arbejder man med tre forskellige former for mol:

  • Naturlig mol: som ovenfor (E♭ som s-tone).
  • Harmonisk mol: hvor den syvende tone hæves — altså E♭ → E♮ — for at skabe en stærkere ledeton og dermed en klarere dominant (C-dur).
  • Melodisk mol: ved opstigning hæves både den sjette og syvende tone (D♭ → D♮ og E♭ → E♮), mens den ved nedstigning normalt vender tilbage til den naturlige form.

Dens relative dur er As-dur (A♭-dur), hvilket betyder, at de to tonearter deler samme nøgletegn. Dens parallelle dur er F-dur, altså durtonarten med samme grundtone.

Typisk harmonik i F-moll omfatter blandt andre:

  • i: Fm (F–A♭–C)
  • iv: B♭m (B♭–D♭–F)
  • v / V: C-moll eller — når ledetonen er hævet — C-dur (C–E–G) som stærk dominant
  • VII: E♭-dur (E♭–G–B♭)

F-mol forbindes ofte med en intens, dramatisk eller lidenskabelig karakter, men kan også fremstå sørgmodig eller alvorlig afhængig af tempo, instrumentation og harmonisk behandling. Komponister udnytter særlig ofte den hævede ledetone (E♮) til at skabe kraftige kadencer og spænding før opløsning.

Nogle berømte værker i f-mol-tonart er Beethovens Appassionata Sonata (Piano Sonata nr. 23, Op. 57), Haydns symfoni nr. 49 i f-mol, La Passione, og Vivaldis satsen "Vinter" fra De fire årstider (RV 297), som er skrevet i f-mol.

I barokken var det almindeligt, at musik i f-mol blev noteret med kun tre flats i nøgletegnet (ofte uden Des), og D♭/C♮ indførtes som fortegn efter behov. Nogle moderne udgaver af barokmusik lader denne ældre notationspraksis stå, mens andre transskriberer partituret til nutidens fire-flat-nøgletegn for at lette læsningen.

For udøvere og lyttere er det nyttigt at bemærke, at f-mol forekommer både i rene, modalprægede passager og i stærkt tonale sammenhænge, hvor harmonisk og melodisk mol bruges til at fremhæve ledeton og dominantfunktion. Lyt for eksempel til hvordan Beethoven bruger skiftet mellem naturlig og harmonisk mol i sine dramatiske slutninger for at få større følelsesmæssig effekt.