As-mol er en molskala, der starter på A♭. Dens toneart har syv flats (B♭, E♭, A♭, D♭, G♭, C♭, F♭) i fortrækningsrækkefølgen.

Skala og form

Den naturlige A♭-moll skala er typisk skrevet som: A♭ – B♭ – C♭ – D♭ – E♭ – F♭ – G♭. I praksis forekommer også de følgende former:

  • Harmonisk moll: A♭ – B♭ – C♭ – D♭ – E♭ – F♭ – G♮ (den VII. grad hæves til G♮ som fører-tone)
  • Melodisk moll: Ascenderende: A♭ – B♭ – C♭ – D♭ – E♭ – F♮ – G♮; Descenderende: A♭ – G♭ – F♭ – E♭ – D♭ – C♭ – B♭ – A♭ (nedad vender man normalt tilbage til den naturlige form)

Dens relative dur er C-dur (korrekt i teorien: C♭-dur, som deler samme fortrækningsbillede med As-mol), og dens parallelle dur er As-dur. Dens enharmoniske ækvivalent er gis-mol, som ofte foretrækkes i praksis, fordi gis-mol har en enklere signatur (fem krydser) sammenlignet med As-mol's syv flader.

Toneartens karakteristika og brug

A♭-mol opfattes i teorien som en mørk og særligt karakterfuld toneart, men den bruges sjældent som hovedtoneart i større værker. Årsagen er praktisk: de mange C♭- og F♭-navne (og dermed notationen med syv flader) gør læsning og skrivning mindre overskuelig for udøvere og udgivere. Derfor vælger komponister ofte den enharmoniske gis-mol ved behov.

I nogle partiturer kan man bemærke, at placeringen af fortræknings- og fortegnsymbolerne afviger mellem diskant- og basnøglen. For eksempel kan fladen for F i basnøglen stå på anden linje fra toppen, hvor placeringen i diskantnøglen er forskellig — dette er blot et spørgsmål om notationskonventioner i de to nøgler.

Som følge af den komplekse notation findes der relativt få værker skrevet udelukkende i As-mol; når komponister ønsker den samme klangfarve, skriver de ofte i gis-mol eller benytter moduleringer.

Kort opsummeret:

  • Tonalitet: As-mol (A♭ minor)
  • Fortrin: 7 flader (B♭, E♭, A♭, D♭, G♭, C♭, F♭)
  • Relative dur: C♭-dur (samme fortrækning)
  • Parallel dur: As-dur
  • Enharmonisk ækvivalent: gis-mol (bruges oftere i praksis)

I noder og analyser er det nyttigt at være opmærksom på de forskellige notationsformer (naturlig, harmonisk, melodisk) og på, at mange udøvere og udgivere foretrækker den enharmoniske form for praktisk læsbarhed.