D♯-mol (Dis-mol): skala, nøglesignatur, egenskaber og kendte værker
Dis-mol (D♯-mol): guide til skala, nøglesignatur, egenskaber og berømte værker — teori, historiske eksempler og praktiske tips til klaver- og orkesterarrangementer.
Dis-mol er en molskala baseret på tonen D♯. Tonearten har en nøglesignatur med seks skarper (F♯, C♯, G♯, D♯, A♯ og E♯) og er enharmonisk lig med Es-mol. Dens relative dur er Fis-dur. Den teoretiske parallelle dur er Dis-dur (som i praksis ofte erstattes af Es-dur, fordi Dis-dur kræver mange dobbeltskarper og derfor er upraktisk at notere).
Skala og varianter
Den grundlæggende (naturlige) dis-mol-skala lyder: D♯ – E♯ – F♯ – G♯ – A♯ – B – C♯ – D♯.
Den harmoniske form hæver den 7. trin: C♯ hæves til C
, så skalaen bliver: D♯ – E♯ – F♯ – G♯ – A♯ – B – C – D♯.
I den melodiske mol hæves både 6. og 7. trin ved opstigning: B hæves til B♯ og C♯ til C, mens man ved nedstigning typisk vender tilbage til den naturlige molform.
Nøglesignatur og notation
Da dis-mol bruger seks skarper i nøglesignaturen, opstår nogle notationstekniske problemer i praksis: mange komponister og udøvere foretrækker at skrive tonen som Es-mol (seks flader), fordi dette er lettere at læse og spiller bedre sammen med de fleste instrumenters standardindstillinger.
I nogle partiturer ses nøglesignaturer med seks skarper i basnøglen arrangeret lidt anderledes end i diskantnøglen – fx kan det skarpe A vises på den øverste linje. Dette er dog sjældent og kan virke forstyrrende for læsningen.
Notation i praksis og instrumentmæssige hensyn
Notation i dis-mol kan være vanskelig at praktisere for visse instrumenter. Et klassisk eksempel er harpen: pedalindstillingerne dækker hver diatonisk tone, men der findes ingen pedalindstilling, der tilsvarende laver en dobbeltskarp, så pasager med C (C##) bliver besværlige at gennemføre uden omskrivning. Af samme grund er dis-mol og dets enharmoniske pendant ofte undgået i ældre orkestermusik; i klaverlitteraturen optræder de hyppigere.
Generelt oplever mange messing- og træblæsere, at Es-mol er mere overskuelig end dis-mol, fordi notationen (med flader) ofte ligger bedre i deres tekniske register.
Repertoireeksempler
Musik skrevet i dis-mol anses ofte for svær at læse, og derfor er der forholdsvis få værker i denne toneart fra den klassiske æra. Alligevel findes bemærkelsesværdige eksempler i senere repertoire. Det mest berømte klaverstykke i dis-mol er Skrjabins Etude Op. 8, nr. 12. Den russiske komponist Lyapunov brugte også tonearten: hans anden etude i Op. 11 og senere Variationer over et russisk tema, Op. 49, er i dis-mol/erneharmoniske varianter; hans tidlige klaverkoncert nr. 1, op. 4, findes i den enharmoniske toneart es-mol.
Et historisk kuriosum vedrører Johann Sebastian Bach: i Den veltempererede klaver valgte han i Bog I at skrive det ottende præludium i Es-mol, mens den ledsagende fuga er angivet i dis-mol. I Bog II skrev Bach både præludium og fuga i dis-mol.
Orkestrering og transposition
Når klavermusik i dis-mol skal arrangeres for orkester, anbefaler mange arrangører at transponere til en mere praktisk toneart, fx til den enharmoniske Es-mol eller til en nærtliggende, lettere nøgle. Hvilken løsning der er bedst, afhænger af besætningen og de enkelte instruments transponeringspraksis. Tjek altid, hvordan transponerende instrumenter (fx B‑blæsere) skal noteres, så deres skrevne nøgle svarer korrekt til koncerttonearten.
Alt i alt er dis-mol en teoretisk ren og interessant toneart, men dens notation med dobbeltskarper og usædvanlige formler betyder, at mange udøvere og komponister vælger enharmoniske eller transponerede løsninger af praktiske årsager.
Skalaer og tonearter
| Diatoniske skalaer og tonearter | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Tabellen viser antallet af skarpe og flade toner i hver skala. Mindre skalaer er skrevet med små bogstaver. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er dis-mol?
Svar: D-skarpt-mol er en molskala baseret på D♯. Den har seks skraveringer i sin toneart og dens enharmoniske ækvivalent er Es-mol-mol.
Sp: Hvad er den relative dur til d-mol?
Svar: Den relative dur til d-mol er f-dur.
Sp: Hvad er den parallelle dur til dis-mol?
Svar: Den parallelle dur til dis-mol er normalt erstattet af Es-dur, fordi dis-dur's to dobbelt skarpe dias gør det upraktisk at bruge.
Spørgsmål: Hvorfor skriver Bach det ottende præludium i es-mol, men den ledsagende fuga i diskant-mol?
Svar: Bach valgte at skrive det ottende præludium i es-mol, men den ledsagende fuga i dis-mol, fordi musik skrevet i denne toneart blev anset for at være meget vanskelig at læse, så der blev ikke skrevet meget musik hovedsageligt i denne toneart i den klassiske æra.
Spørgsmål: Hvem skrev Etude Op 8 nr. 12?
Svar: Etude Op 8 nr. 12 blev skrevet af den russiske komponist Scriabin.
Spørgsmål: Hvor mange stykker komponerede Lyapunov med en af de to versioner af denne toneart?
Svar: Ljapunov komponerede tre stykker med en af disse to tonearter - hans anden etude fra sit Op 11-sæt, Variationer over et russisk tema, Op 49, og Klaverkoncert nr. 1, Op 4.
Spørgsmål: Hvordan skal blæseinstrumenter noteres, hvis de spiller musik skrevet for klaver i denne toneart?
Svar: Hvis blæseinstrumenter spiller musik skrevet for klaver i denne toneart, skal deres stemmer skrives i f-mol i stedet for es-mol.
Søge