Ais-mol eller A♯-mol er en molskala, baseret på tonen A♯. Tonearten optræder med syv skraveringer i fortegnelsen og har derfor en kompleks notation i praksis. Dens relative dur er Cis-dur.

Skala og fortegn

Fortegnelsen for Ais-mol (A♯-mol) svarer til fortegnelsen i Cis-dur: syv krydser (F♯, C♯, G♯, D♯, A♯, E♯, B♯). Notationen af skalaen i dens almindelige former kan skrives således:

  • Naturlig mol: A♯, B♯, C♯, D♯, E♯, F♯, G♯
  • Harmonisk mol (hæver 7. trin): A♯, B♯, C♯, D♯, E♯, F♯, G♯♯ (G dobbeltkrydset)
  • Melodisk mol (stigende: hæver 6. og 7. trin): A♯, B♯, C♯, D♯, E♯, F♯♯, G♯♯; (sænkende vender den tilbage til den naturlige form)

De dobbelte krydser i harmonisk og melodisk form gør Ais-mol upraktisk at bruge i håndskrevne eller enklere udgivelser, hvilket er en af hovedårsagerne til, at man ofte vælger en enharmonisk ækvivalent i stedet.

Parallel dur og enharmonisk ækvivalent

Den parallelle dur til Ais-mol er Ais-dur (A♯-dur), en teoretisk toneart der i praksis indebærer mange dobbelte fortegn. Af praktiske grunde erstattes Ais-dur normalt af B-dur (i praksis benyttes ofte den enharmoniske eller enklere betegnelse for at undgå dobbelte krydser). Kompleks modulering eller enharmoniske skift kan forekomme i romantiske og moderne værker; se fx omtaler af Chopins værker, hvor komponisterne af og til benytter usædvanlige fortegn eller kortvarige enharmoniske forandringer. Et værk kan også skifte til nærtbeslægtede tonearter som B-dur eller på anden vis modulerer ved hjælp af enharmoniske greb.

Praktisk brug

Ais-mol er enharmonisk ækvivalent til b-mol (Bes-mol/B♭-mol). I praksis skrives eller omtales de fleste kompositioner i stedet i den enharmonisk enklere toneart (Bes-mol), fordi den undgår dobbelte krydser og dermed gør notation, udspil og indstudering lettere. Ais-mol er derfor en sjælden toneart i repertoiret, men der findes enkelte historiske eksempler på værker skrevet i denne toneart. Et nævneværdigt eksempel er Christian Heinrich Rincks præludium nr. 16 fra opus 15, som er angivet i Ais-mol.

Afslutningsvis: Ais-mol er teoretisk fuldt gyldig og interessant fra et musikteoretisk synspunkt, men dens praktiske anvendelse er begrænset på grund af de mange krydser og de dobbelte fortegn, som ofte gør den mindre overskuelig end dens enharmoniske ækvivalent.