Teoretiske tonearter: Umulige tonearter og enharmonisk ækvivalens
Udforsk teoretiske tonearter, umulige tonearter og enharmonisk ækvivalens — hvorfor dobbeltskærp og dobbeltflats sjældent bruges i praksis.
I musikteori er teoretiske tonearter (ofte kaldet umulige tonearter) tonearter, hvis nøgletal kræver mindst én dobbeltflat eller et dobbeltskærp i selve nøglesystemet. Sådanne dobbelte fortegn optræder som tilfælde, hvor den almindelige nøgletalspraksis (maksimalt syv skærp eller syv flats) ikke slår til, og man derfor teoretisk må notere ekstra aflæsningskomplekse tegn.
Hvorfor bruges de sjældent?
Dobbeltflats og dobbeltskærp anvendes i noder som accidentals, men det er sjældent hensigtsmæssigt at placere dem i selve toneartsnøglen (særligt i musik skrevet for lige tempereret stemning), fordi det gør nodelæsningen tung og uoverskuelig. En praktisk konsekvens er, at komponister og udgivere typisk foretrækker at skrive musikken i en enharmonisk ækvivalent toneart med et enklere nøgletal.
Et konkret eksempel: G♯-dur bruges sjældent noteret som selvstændig toneart, fordi nøgletallet ville indeholde et F
(dvs. F dobbeltskærp). I praksis har en lige tempereret G♯-dur-skala præcis de samme hørbare toner som A♭-dur. Tonartspar som dette kaldes enharmonisk ækvivalente, og derfor noteres musik normalt i A♭-dur i stedet for i G♯-dur.
Enharmonisk ækvivalens og temperering
Enharmonisk ækvivalens betyder, at to forskellige notationsmåder angiver samme klingende tone i lige temperatur (f.eks. G♯ = A♭). Selvom de klingende toner er ens i denne stemning, er deres navngivning vigtigt for harmonisk analyse og for læsbarheden — fx for at vise funktion (om en tone er en ledetone, subdominant etc.) eller for at følge logikken i en modulation.
Det er vigtigt at bemærke, at i historiske eller alternative stemningssystemer (fx meantone eller andre uligetempererede systemer) er enharmonisk ækvivalens ikke nødvendigvis sand: samme notation kan faktisk give lidt forskellige frekvenser, og her kan teoretiske tonearter få praktisk betydning.
Når kan teoretiske tonearter alligevel anvendes?
- Ved streng teoretisk analyse, hvor korrekt stavning viser stemmeføringen eller harmoniske relationer præcist.
- I visse stilistiske eller historiske udgaver, hvor originalens notationspraksis bevares.
- Når komponisten ønsker at fastholde en bestemt enharmonisk stavning af en tone efter en kompleks modulation eller kromatisk linje.
- I moderne eller eksperimentel musik, microtonal musik eller ikke-lige-tempererede systemer, hvor de forskellige stavemåder faktisk er forskellige toner.
Eksempler og praktisk anvendelse
Ud over G♯-dur/A♭-dur findes flere tilsvarende par; fx er D♯-dur enharmonisk med E♭-dur, og A♯-dur med B♭-dur. Når en toneart ville kræve flere end syv skærp eller flats, ville man i notationen støde på dobbelttegn. Af praktiske årsager vælger man derfor som regel den enharmonisk simplere toneart ved udgivelse og undervisning.
Konklusion: Teoretiske eller ”umulige” tonearter er primært et begreb i notationsteori — nyttige til at forstå mulige stavemåder og harmonisk funktion, men sjældent anvendt i standardudgaver, hvor en enharmonisk ækvivalent giver langt bedre læsbarhed.
Enharmonisk ækvivalens
Et stykke vestlig musik har normalt en grundtone, og en passage i den kan modulere til en anden toneart, som normalt er nært beslægtet med grundtonen. (Normalt tæt på den oprindelige omkring kvintcirklen.) Når tonen er tæt på toppen af cirklen (en toneart med nul eller få accidentals), er skrivningen af begge tonearter let - et lille antal ekstra skråtoner eller flats er tilføjet. Men hvis hjemtonearten er nær bunden af cirklen (en tonearten med mange accidentals), kan det være nødvendigt at anvende enharmonisk ækvivalens, fordi det blot at tilføje accidentals vil resultere i en toneart med for mange accidentals til at være let at spille eller skrive i.
Kvintcirklen viser dur- og moltoner
Behovet for at overveje teoretiske nøgler
På hver af de tre nederste pladser på kvintcirklen kan de to enharmoniske ækvivalenter begge skrives uden dobbeltskæringer eller dobbeltflader og kan derfor ikke klassificeres som "teoretiske tonearter":
| Major (minor) | Nøglesignatur |
| Major (minor) | Nøglesignatur |
| B (G♯) | 5 spidser |
| C♭ (A♭) | 7 lejligheder |
| F♯ (D♯) | 6 spidser |
| G♭ (E♭) | 6 lejligheder |
| C♯ (A♯) | 7 spidser |
| D♭ (B♭) | 5 lejligheder |
Men når en relativ toneart er på den modsatte side af cirklen af dens hjemtonetone, ville det i teorien indebære, at man ved at modulere til denne toneart skulle tilføje så mange skarpe eller flade toner, at der skulle skrives dobbeltskarpe og dobbeltflade toner i tonearten. De følgende tonearter (seks af dem er parallelle dur/minor-tonearter til de ovennævnte) ville kræve op til syv dobbeltharpe eller dobbeltflats:
| Nøgle | Nøglesignatur | |
| D♭ minor (= C♯ minor) | 8 lejligheder | F♭ dur (= E-dur) |
| G♭-mol (= F♯-mol) | 9 lejligheder | B |
| C♭-mol (= h-mol) | 10 lejligheder | E |
| F♭-mol (= e-mol) | 11 lejligheder | A |
| B | 12 lejligheder | D |
| E | 13 lejligheder | G |
| A | 14 lejligheder | C |
| G♯ dur (= A♭ dur) | 8 spidser | E♯-mol (= f-mol) |
| D♯ dur (= E♭ dur) | 9 spidser | B♯-mol (= c-mol) |
| A♯ major (= B♭ major) | 10 spidser | F |
| E♯-dur (= F-dur) | 11 spidser | C |
| B♯-dur (= C-dur) | 12 spidser | G |
| F | 13 spidser | D |
| C | 14 spidser | A |
Hvis et stykke i E-dur f.eks. skulle modulere en kvint opad til B-dur, som ligger ved siden af på cirklen og på samme side af cirklen, er notationen klar og enkel; der tilføjes en ekstra skarp, så der bliver fem skarpheder. Hvis den blev moduleret igen, ville det blive F♯-dur, skrevet med seks skarpe. Den næste modulation, til C♯, har syv skarpe. Men den næste modulation ville være til en teoretisk toneart G♯, som ville kræve en ottende diskant - for at den tidligere F♯-note kunne blive til F i tonearten. For at undgå teoretiske tonearter vil det nye afsnit normalt blive skrevet i den enharmonisk tilsvarende tonearter A♭-dur.
| Diatoniske skalaer og tonearter | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Tabellen viser antallet af skarpe og flade toner i hver skala. Mindre skalaer er skrevet med små bogstaver. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er teoretiske nøgler?
A: Teoretiske tonearter er musikalske tonearter med tonartssignaturer, der indeholder mindst én dobbelt flad eller dobbelt skarp.
Spørgsmål: Hvorfor er dobbeltflats og dobbeltskarpe sjældent placeret i tonearten?
Svar: Dobbeltsatser og dobbeltsatser bruges som tilfældigheder, men de er sjældent placeret i tonearten, fordi det ville gøre det meget vanskeligt at læse tonearten.
Spørgsmål: Hvad er et eksempel på en teoretisk toneart?
Svar: Et eksempel på en teoretisk toneart er G♯-dur, som har en toneartssignatur med et F.
Spørgsmål: Hvordan kan vi skrive musik med denne teoretiske toneart?
Svar: Vi kan skrive musik i denne teoretiske toneart ved at skrive den med de samme toner som A♭ dur, da disse to tonearter er enharmonisk ækvivalente.
Spørgsmål: Hvad betyder enharmonisk ækvivalent?
A: Enharmonisk ækvivalent betyder, at to forskellige tonearter har præcis de samme toner.
Spørgsmål: Hvorfor bruger vi lige temperament, når vi skriver musik ned? Svar: Vi bruger lige temperament, når vi skriver musik ned, så alle toner lyder lige melodiske, uanset deres placering på skalaen.
Søge