Teoretisk nøgle | musikteori
I musikteori er teoretiske tonearter eller umulige tonearter tonearter med tonearter, der indeholder mindst én dobbeltflats eller dobbeltskærp.
Dobbeltflats og dobbeltskæringer bruges i musikken som accidentals, men de er sjældent placeret i tonearten (i musik, der bruger lige temperament), fordi det ville gøre det meget vanskeligt at læse tonearten.
F.eks. bruges G♯-dur sjældent til at skrive musik ned i, fordi tonearten har et F
. En lige tempereret skala i G♯-dur har præcis de samme toner som A♭-dur-skalaen. Tonartspar som dette kaldes enharmonisk ækvivalente. Så den teoretiske toneart G♯-dur skrives normalt med tonartssignaturen A♭-dur.
Enharmonisk ækvivalens
Et stykke vestlig musik har normalt en grundtone, og en passage i den kan modulere til en anden toneart, som normalt er nært beslægtet med grundtonen. (Normalt tæt på den oprindelige omkring kvintcirklen.) Når tonen er tæt på toppen af cirklen (en toneart med nul eller få accidentals), er skrivningen af begge tonearter let - et lille antal ekstra skråtoner eller flats er tilføjet. Men hvis hjemtonearten er nær bunden af cirklen (en tonearten med mange accidentals), kan det være nødvendigt at anvende enharmonisk ækvivalens, fordi det blot at tilføje accidentals vil resultere i en toneart med for mange accidentals til at være let at spille eller skrive i.
Kvintcirklen viser dur- og moltoner
Behovet for at overveje teoretiske nøgler
På hver af de tre nederste pladser på kvintcirklen kan de to enharmoniske ækvivalenter begge skrives uden dobbeltskæringer eller dobbeltflader og kan derfor ikke klassificeres som "teoretiske tonearter":
| Major (minor) | Nøglesignatur |
| Major (minor) | Nøglesignatur |
| B (G♯) | 5 spidser |
| C♭ (A♭) | 7 lejligheder |
| F♯ (D♯) | 6 spidser |
| G♭ (E♭) | 6 lejligheder |
| C♯ (A♯) | 7 spidser |
| D♭ (B♭) | 5 lejligheder |
Men når en relativ toneart er på den modsatte side af cirklen af dens hjemtonetone, ville det i teorien indebære, at man ved at modulere til denne toneart skulle tilføje så mange skarpe eller flade toner, at der skulle skrives dobbeltskarpe og dobbeltflade toner i tonearten. De følgende tonearter (seks af dem er parallelle dur/minor-tonearter til de ovennævnte) ville kræve op til syv dobbeltharpe eller dobbeltflats:
| Nøgle | Nøglesignatur | |
| D♭ minor (= C♯ minor) | 8 lejligheder | F♭ dur (= E-dur) |
| G♭-mol (= F♯-mol) | 9 lejligheder | B |
| C♭-mol (= h-mol) | 10 lejligheder | E |
| F♭-mol (= e-mol) | 11 lejligheder | A |
| B | 12 lejligheder | D |
| E | 13 lejligheder | G |
| A | 14 lejligheder | C |
| G♯ dur (= A♭ dur) | 8 spidser | E♯-mol (= f-mol) |
| D♯ dur (= E♭ dur) | 9 spidser | B♯-mol (= c-mol) |
| A♯ major (= B♭ major) | 10 spidser | F |
| E♯-dur (= F-dur) | 11 spidser | C |
| B♯-dur (= C-dur) | 12 spidser | G |
| F | 13 spidser | D |
| C | 14 spidser | A |
Hvis et stykke i E-dur f.eks. skulle modulere en kvint opad til B-dur, som ligger ved siden af på cirklen og på samme side af cirklen, er notationen klar og enkel; der tilføjes en ekstra skarp, så der bliver fem skarpheder. Hvis den blev moduleret igen, ville det blive F♯-dur, skrevet med seks skarpe. Den næste modulation, til C♯, har syv skarpe. Men den næste modulation ville være til en teoretisk toneart G♯, som ville kræve en ottende diskant - for at den tidligere F♯-note kunne blive til F i tonearten. For at undgå teoretiske tonearter vil det nye afsnit normalt blive skrevet i den enharmonisk tilsvarende tonearter A♭-dur.
| Diatoniske skalaer og tonearter | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Tabellen viser antallet af skarpe og flade toner i hver skala. Mindre skalaer er skrevet med små bogstaver. | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er teoretiske nøgler?
A: Teoretiske tonearter er musikalske tonearter med tonartssignaturer, der indeholder mindst én dobbelt flad eller dobbelt skarp.
Spørgsmål: Hvorfor er dobbeltflats og dobbeltskarpe sjældent placeret i tonearten?
Svar: Dobbeltsatser og dobbeltsatser bruges som tilfældigheder, men de er sjældent placeret i tonearten, fordi det ville gøre det meget vanskeligt at læse tonearten.
Spørgsmål: Hvad er et eksempel på en teoretisk toneart?
Svar: Et eksempel på en teoretisk toneart er G♯-dur, som har en toneartssignatur med et F.
Spørgsmål: Hvordan kan vi skrive musik med denne teoretiske toneart?
Svar: Vi kan skrive musik i denne teoretiske toneart ved at skrive den med de samme toner som A♭ dur, da disse to tonearter er enharmonisk ækvivalente.
Spørgsmål: Hvad betyder enharmonisk ækvivalent?
A: Enharmonisk ækvivalent betyder, at to forskellige tonearter har præcis de samme toner.
Spørgsmål: Hvorfor bruger vi lige temperament, når vi skriver musik ned? Svar: Vi bruger lige temperament, når vi skriver musik ned, så alle toner lyder lige melodiske, uanset deres placering på skalaen.
