I musik betyder flad (ofte også kaldet bemolle, fra fransk/italiensk) at et tonehøjden sænkes. I nodeord betyder flad typisk, at en tone sænkes med en halv tone (et halvt trin). Flad-symbolet er ♭. Unicode-tegnet for flat er U+266D (♭) og dens HTML-enhed er ♭.
Hvad gør en flad i noderne?
Et fladtegn placeret foran en node sænker den node med en halv tone. I moderne nodepraksis gælder et fladtegn for den samme node (samme linje/rum og samme oktav) resten af takten, medmindre et natural-tegn eller nyt fladtegn ændrer det. I forstavelse (key signature) angives faste flats, der gælder for hele stykket, indtil en anden forstavelse indtræder.
Enharmoni og stemning
Under tolvtoners lige temperament er visse flad- og kryds-notationer enharmonisk ækvivalente — det vil sige, de lyder som den samme pitch selvom de skrives forskelligt. For eksempel er C♭ enharmonisk med B, og G♭ er enharmonisk med F♯ (Fis). Enharmonisk ækvivalens afhænger dog af stemningssystemet: i andre tempereringer (f.eks. renstemning eller historiske tempereringer) kan disse toner have lidt forskellige frekvenser.
I stemning bruges ordet "flad" også i daglig tale om, at en instrument eller stemt tone ligger lidt lavere end et referenceinstrument. Hvis to instrumenter spiller samme tone, er det instrument, som spiller lavere, "fladt" i forhold til det andet.
Dobbelt- og tredobbeltflad
Der findes også dobbelte flats, som visuelt kan ligne 
eller det Unicode-tegn, der repræsenterer dobbeltflad (U+1D12B, 𝄫). En dobbeltflad sænker tonen med to halvtoner (et helt trin). Dobbeltflad anvendes typisk i kompleks harmonisk notation, f.eks. i kromatiske forløb eller i analyse, hvor man ønsker at bevare en bestemt harmonisk funktion i navngivningen af toner.
En tredobbelt flad (sænker en tone tre halvtoner) findes teoretisk og forekommer meget sjældent i praksis, oftest kun i ekstremt teoretiske eller historiske eksempler.
Halv- og trekvartflade (kvartstoner)
I mikrotonal musik og i nogle ikke-vestlige notationssystemer ses også mindre intervaller end halve toner. En halv flad (halvton-variation) kan vises med et fladtegn med en skråstreg eller et omvendt fladtegn — som i det viste billede (
). En trekvartfladetone kan angives som kombinationen af en halvflad og en almindelig flad (dvs. 3/4 tone sænkning). Sådanne tegn bruges i f.eks. arabisk musikteori og moderne mikrotonale kompositioner.
Flade i tonearter og eksempler
Nogle tonearter bruger flats i deres forstavelse. Den almindelige rækkefølge af flats i forstavelsen er: B♭, E♭, A♭, D♭, G♭, C♭, F♭. For eksempel har F-dur ét flad (B♭), B♭-dur har to flats (B♭ og E♭) osv. Flats i forstavelsen angiver, at alle de tilsvarende noder normalt skal spilles flade uden at genindsætte fladtegnet foran hver node.
Eksempler på enharmoniske par: B♯ = C, E♭ = D♯, A♭ = G♯, C♭ = B, G♭ = F♯.
Notationseksempel
Noten A kan noteres almindeligt som A, men også som A dobbeltflad hvis man ønsker at angive en sænkning på to halvtoner i forbindelse med en bestemt harmonisk kontekst. I udgivne noder vil forfatteren normalt vælge den notation, der bedst afspejler stemningen og harmonikken i musikken.
Bemærk: Terminologien varierer en smule mellem sprog og traditioner. Dansk bruger tit "flad" eller "bemol", italiensk "bemolle", fransk "bémol".
Praktiske notater
- Accidentals: Et fladtegn gælder normalt for resten af takten på samme linje/rum og oktav.
- Tuning: Om to noter er helt ens i frekvens afhænger af tempereringen; i lige temperament er mange par enharmoniske.
- Mikrotonalitet: Halv- og trekvartflader bruges primært i mikrotonal eller ikke-vestlig musik.
- Læsbarhed: Komponister vælger notation (fx dobbeltflad frem for enharmonisk alternativ) ud fra, hvad der er mest forståeligt i harmonisk kontekst.