Ges-dur er en durskala, der er baseret på tonen Ges (G♭). Dens grundtone har seks fortegn (seks flats): B♭, E♭, A♭, D♭, G♭ og C♭.
Toner i skalaen
Tonerne i Ges-dur-skalaen (i opadstigende rækkefølge) kan noteres som: Ges – As – B♭ – C♭ – Des – Es – F – (tilbage til Ges). Nogle af disse toner skrives med bogstavnavne og ciffer/fortegn (fx C♭), hvilket er årsagen til, at Ges-dur ofte betragtes som lidt mere kompliceret at skrive end det enharmoniske alternativ, Fis-dur.
Relative og parallelle mol
Dens relative mol er es-mol (E♭-mol). Den parallelle mol er Ges-mol (G♭-mol), men denne toneart kræver brug af dobbeltflats og bliver derfor ofte erstattet af det enharmonisk ækvivalente Fis-mol (F♯-mol) i praktisk notation.
Enharmonisk pendant og notation
Dens enharmoniske pendant er Fis-dur (F♯-dur), hvis toneart også har seks fortegn (i dette tilfælde seks krydser). Valget mellem at skrive i Ges-dur eller Fis-dur afhænger ofte af praktiske hensyn: Ges-dur bruger flats og noteres derfor ofte foretrukket i situationer hvor flats giver enklere læsning, mens Fis-dur kan være at foretrække i andre sammenhænge. Ved transposition for blæse- og korinstrumenter kan det enharmoniske valg gøre en stor forskel for antallet af dobbelte fortegn og dermed for spilbarheden, så man i praksis ofte vælger den notation, der er lettest for de involverede instrumenter.
Anvendelse i repertoiret
Ges-dur bruges undertiden som hovedtoneart i klaverværker, blandt andet i værker af Chopin og Schubert, hvor pianoteknik og klangfarver ofte gør Ges-dur velegnet. I orkesterværker er Ges-dur mindre almindelig, dels på grund af transpositions- og notationskomplikationer for blæsere og dels af praktiske grunde ved partitur- og nodeskrivning. Dog har komponister som den østrigske komponist Gustav Mahler anvendt Ges-dur i sine symfonier, når den ønskede farve og sonoritet krævede det.
Samlet set er Ges-dur en toneskala med karakteristisk klang og særlige notationsmæssige udfordringer, og valget mellem Ges-dur og det enharmoniske Fis-dur fastlægges ofte ud fra praktisk læsbarhed og instrumental hensigtsmæssighed.
