B♭-dur – tonearten med to ♭, relative g-mol og orkesterbrug

B♭-dur: tonearten med to ♭ — relativ g‑mol. Perfekt til blæseinstrumenter og orkestermusik; lær om historik, orkesterbrug og kendte værker af Haydn og Mozart.

B♭-dur (ofte omtalt som Bess-dur) er en durskala med grundtonen B♭. Dens toneart har to ♭ i toneartsnøglen: B♭ og E♭. Bemærk, at dette ikke må forveksles med B-dur (B naturlig), som i nogle betegnelser kan se ens ud – det korrekte symbol for den sænkede B er ♭.

Skala, toneartsnøgle og akkorder

B♭-dur-skalaens toner er: B♭–C–D–E♭–F–G–A–B♭. I harmonisk sammenhæng er de vigtigste diatoniske akkorder i B♭-dur:

• I: B♭ (B♭-dur)
• ii: C-mol (c-mol)
• iii: D-mol (d-mol)
• IV: E♭ (E♭-dur)
• V: F (F-dur)
• vi: G-mol (g-mol) — den relative mol
• vii°: A-dim (A formindsket)

Den relative mol til B♭-dur er g-mol, fordi g-mol deler samme toneartsnøgle (to ♭). Den parallelle mol til B♭-dur er b-mol (samme grundton men molkarakter).

Brug i blæsere og orkestre

B♭-dur er en praktisk og populær toneart for mange blæseinstrumenter, især de instrumenter, der er konstrueret som transponerende i B♭. Eksempler er klarinetter i B♭, trompeter i B♭ og visse saxofoner (fx tenor-sax) der transponerer i B♭. Derfor synes mange værker for koncertorkestre og blæserensembler naturlige i B♭-dur eller i nært beslægtede tonearter som F-dur (én ♭) og Es-dur (tre ♭).

Bemærk, at ikke alle instrumenter i et orkester er transponerende: moderne fløjter er som regel ikke transponerende (de er i C), men orkesterarrangører vælger ofte B♭-dur fordi den ligger godt for blæserne og giver en fyldig, varm klang i træ- og messingsektionerne. Det gør også musik letlæselig for skoleorkestre, hvor mange unge spiller på B♭-klarinetter og B♭-trompeter.

Repertoire og historiske bemærkninger

Haydns symfoni nr. 98, som inkluderer både trompet og pauker, nævnes ofte som den første store symfoni skrevet i B♭-dur. Faktisk havde hans bror Michael Haydn skrevet en tidligere symfoni i samme toneart, men Joseph Haydn får i traditionen æren for at have skrevet paukepartiet i den korrekte, klingende tonehøjde (trommer stemt til de relevante toner i F i stedet for at transponere fra C), hvilket gjorde rytme- og klangkombinationen mere logisk og praktisk.

Derudover er B♭-dur et yndet valg i klassisk repertoire: fem af Mozarts klaverkoncerter er skrevet i B♭-dur, en toneart som Mozart ofte brugte, når han ønskede en varm, sangbar og samtidig let tilgængelig klang for soloinstrumentet mod orkestret.

Praktiske noter for musikere

• Toneartsnøglen med to ♭ er let at huske og gør skiftet til nøgler med flere flats (fx E♭) enkelt.
• For transponerende B♭-instrumenter (som B♭-klarinet og B♭-trompet) vil et stykke skrevet i B♭-dur fremstå som C-dur for instrumentet, så arrangører og dirigenter skal huske transpositionen ved udskrift af partier.
• B♭-dur fungerer ofte godt i blæsere og kor, da tonerne ligger bekvemt i instrumenternes og stemmens centrale register.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er B♭ major?

Sp: Hvad er den relative mol af B♭-dur?

Spørgsmål: Hvilke instrumenter fungerer denne toneart godt til?

Spørgsmål: Hvorfor er mange koncertorkesterstykker skrevet i denne eller beslægtede tonearter?

Spørgsmål: Hvem skrev den første symfoni i denne toneart?

Spørgsmål: Hvor mange klaverkoncerter skrev Mozart i denne toneart?

Søg efter bogstav