C♯-dur (eller Cis-dur) er en durskala baseret på C♯. Dens toneart har syv skråtoner (syv krydser i toneangivelsen): F♯, C♯, G♯, D♯, A♯, E♯ og B♯.

Skala og noder

Skalaen i C♯-dur består af tonerne: C♯ – D♯ – E♯ – F♯ – G♯ – A♯ – B♯ – C♯. Bemærk, at E♯ og B♯ enharmonisk svarer til F og C, men noteres som E♯ og B♯ i denne toneart for at bevare skalaens stavemåde og intervaller.

Relative og parallelle tonearter

Dens relative mol er A♯-mol, og dens parallelle mol er C♯-mol. Dens enharmoniske ækvivalent er D♭dur, som ofte foretrækkes i praksis, fordi den har færre fortegn (fem b’er i stedet for syv krydser).

Akkorder i C♯-dur

De diatoniske treklange (dur/minor/dim) i C♯-dur er:

  • I – C♯ (C♯ – E♯ – G♯) (C♯ dur)
  • ii – D♯m (D♯ – F♯ – A♯) (D♯ mol)
  • iii – E♯m (E♯ – G♯ – B♯) (E♯ mol)
  • IV – F♯ (F♯ – A♯ – C♯) (F♯ dur)
  • V – G♯ (G♯ – B♯ – D♯) (G♯ dur)
  • vi – A♯m (A♯ – C♯ – E♯) (A♯ mol)
  • vii° – B♯dim (B♯ – D♯ – F♯) (B♯ formindsket)

På klaveret kan skalaens placering (med mange sorte tangenter) gøre visse løb mere behagelige at udføre, men notationen med syv krydser ses sjældnere i praksis end dens enharmoniske modstykke D♭dur.

Instrumentation og praktiske forhold

På pedalarpen justeres pedalerne individuelt for hver tonenhed (A–G) for at sænke eller hæve strengernes grundtone. For at spille i C♯-dur skal de fleste pedaler være sat, så de tilsvarende strenge fremstår forhøjede (skarp), hvilket ændrer strenglængde og overtonebalance og kan påvirke harpens resonans og klang. Af samme grund vælger nogle arrangører eller komponister ofte D♭dur for at opnå en anden teknisk eller klanglig effekt.

Tonal karakter og brug

C♯-dur betragtes ofte som en lys og klar dur-toneart og kan give en skinnende, skarp farve i visse sammenhænge. I orkestrering og korværker undgås den nogle gange til fordel for enklere toneangivelser (fx D♭dur), men på klaveret kan den være praktisk i passager, hvor brugen af sorte tangenter letter teknikken.

Kendte værker i C♯-dur

Selvom mange komponister vælger D♭dur i stedet for C♯-dur, findes der bemærkelsesværdige eksempler i C♯-dur:

  • Johann Sebastian Bach valgte Cis-dur til præludium og fuga nr. 3 i begge bøger af den veltempererede klaver.
  • I den ungarske rapsodi nr. 6 skifter Franz Liszt toneart fra D-dur til Cis-dur i begyndelsen af stykket.
  • Maurice Ravel brugte Cis-dur som tonart i Ondine fra sin klaversuite Gaspard de la nuit, hvor klangfarven er afgørende for stykkets stemning.
  • Louis Vierne brugte cis-dur i det sidste stykke af Messe solennelle.

Samlet set er C♯-dur en fuldt ud anvendelig og udtryksfuld dur-toneart, men dens praktiske brug påvirkes ofte af notationstekniske hensyn og instrumenternes komfort ved mange krydser. For analytiske eller klanglige overvejelser er det nyttigt at kende både C♯-dur og dens enharmoniske modstykke D♭dur.