F-dur er en dur-toneart bygget på grundtonen F. Dens grundtone er F, og dens toneartsfortegn er én flat (B♭). Skalaens syv forskellige trin (i opadgående rækkefølge) er: F, G, A, B♭, C, D og E, og tilbage til F.
Skala og akkorder
Den diatoniske F-dur-skala giver følgende primære akkorder (treklange):
- I (tonika): F-dur (F–A–C)
- ii (supertonisk): G-mol (G–B♭–D)
- iii (mediant): A-mol (A–C–E)
- IV (subdominant): B♭-dur (B♭–D–F)
- V (dominant): C-dur (C–E–G)
- vi (submediant): D-mol (D–F–A)
- vii° (ledetone): E formindsket (E–G–B♭)
Relative og parallelle tonearter
Dens relative mol er d-mol (samme fortegn: én flat). Dens parallelle mol er f-mol (F-mol), som har et andet fortegn (flere flats i sin naturskala). I visse analytiske eller orkestratoriske situationer kan komponister vælge enharmoniske omskrivninger som e-mol eller andre enharmoniske varianter for at opnå bestemte stemmeførings- eller kromatik-effekter, men dette er usædvanligt i almindelig notation.
Enharmonisk omtale og notation
F-dur er en praktisk og hyppigt brugt toneart, fordi dens nøgle kun indeholder én flat. Teoretisk kan man omtale F som enharmonisk svarende til E# (E♯), hvilket fører til den teoretiske toneart E#-dur, men denne skrivemåde er sjældent brugt i praksis, da den kræver mange dobbelte kors og bliver upraktisk at læse.
I repertoiret
F-dur anvendes bredt i klassisk musik, populærmusik og folkemusik. I en del af Richard Strauss' Metamorphosen anvendes F-dur, som en kommentator har kaldt "en bitter enharmonisk parodi" på de tidligere udtryk for E-dur i stykket — et eksempel på, hvordan valg af toneart og enharmoniske omskrivninger kan bruges dramatisk i kompositionen.
Praktiske noter
- Fortegn: 1 flat (B♭).
- Skalaens basissoner og akkordprogressioner er lette at spille på mange instrumenter; især blæsere og sangere finder ofte F-dur bekvem.
- Når du skriver eller analyserer musik, er det normalt at notere tonen som F (ikke som E#), medmindre der er teoretiske grunde til en enharmonisk omskrivning.
