Gis-dur er en durskala baseret på tonen Gis. Teoretisk set har tonearten seks skarpe i nøgletegnet og kræver én dobbeltskarp (F𝄪) for at danne den syvende trin (ledetonen), hvorfor man ofte siger at Gis-dur har “seks skarpe og en dobbeltskarp”.

Skala og toneindhold

Den teoretiske skala i Gis-dur lyder (i stavemåde): Gis, Ais, H♯ (B♯), Cis, Dis, Eis (E♯) og F𝄪 (F dobbeltisskarp). På grund af behovet for H♯ og F𝄪 er Gis-dur meget upraktisk at skrive og læse i almindelig notation.

Af den grund bruges den næsten altid som den enharmoniske pendant As-dur (A♭-dur) i daglig notation. As-dur er langt mere læsevenlig, fordi den benytter fire b (B, Es, As, Des) i stedet for dobbelte krydser.

Benyttelse i repertoiret

Selvom Gis-dur er upraktisk, optræder tonearten som sekundært toneartsfelt i enkelte værker — især i musik, der ellers er skrevet i skarpe tonearter. Et eksempel er nogle af Bach’s modulationer i Das wohltemperierte Klavier. I bog 1 optræder Gis-dur som et kortvarigt område i forbindelse med præludium og fuga i Cis-dur (Cis-dur er tæt beslægtet med Gis-dur gennem delte toner og nærliggende modulationer). Derudover slutter præludium og fuga i gis-mol fra samme sæt med en pikardisk terts i Gis-dur — altså en lille-mol-sætning, der afrundes med dur-akkord på tonikaen.

Gis-dur bruges også kortvarigt i flere af Chopins nocturner i cis-mol, hvor den optræder som en lysere modulering eller som en kortvarig dur-afslutning.

Relativ og parallel toneart

Den relative moltoneart til Gis-dur er Eis-mol (E♯-mol), hvilket er teoretisk set korrekt, men også sjældent brugt i praksis på grund af det ualmindelige notebillede; den enharmoniske ækvivalent er F-mol. Den parallelle mol er Gis-mol (G♯-mol), som hyppigt forekommer i repertoiret og ofte benyttes i sammenhæng med Gis-dur i moduleringer.

Praktiske kommentarer

  • Notation: På grund af dobbeltskarpen og usædvanlige krydser foretrækker komponister og udgivere ofte at skrive i As-dur i stedet for Gis-dur for at lette læsning og indspilning.
  • Analyse: Når man analyserer harmonier eller modulationer, er det dog nyttigt at kunne tænke i Gis-dur som en teoretisk mulighed, især i værker der allerede befinder sig i skarpe tonearter (fx Cis-dur, Gis-mol o. lign.).
  • Spilleteknik: For udøvere kan korte passage i Gis-dur opfattes som “lysere” end i As-dur, selv om de er enharmonisk ækvivalente. Valget mellem enharmonisk skrivemåde kan også påvirke stemmeføring og akkordnavne ved analyse og reduktion.

Samlet set er Gis-dur en interessant teoretisk toneart — praktisk set dog sjælden i udgivelser, og oftere brugt i analytiske sammenhænge eller som kortvarig modulering i værker af komponister som Bach og Chopin.