Da Frederik besteg tronen som "konge i Preussen" i 1740, bestod Preussen af spredte territorier, herunder Kleve, Mark og Ravensberg i den vestlige del af det Hellige Romerske Rige, Brandenburg, Pommern og Pommern i den østlige del af riget og det tidligere hertugdømme Preussen, der lå uden for riget og grænsede op til det polsk-litauiske rige. Han blev tituleret konge i Preussen, fordi dette kun var en del af det historiske Preussen; han skulle erklære sig selv for konge af Preussen efter at have erhvervet det meste af resten i 1772.
Krigsførelse og erobring
Frederik havde til formål at modernisere og forene sine sårbare og usammenhængende lande; med dette for øje førte han hovedsagelig krig mod Østrig, hvis habsburgske dynasti regerede som hellige romerske kejsere næsten uafbrudt fra det 15. århundrede til 1806. Frederik etablerede Preussen som den femte og mindste europæiske stormagt ved at bruge de ressourcer, som hans sparsommelige far havde opdyrket.
Den første Schlesiske krig (1740-1742), som var en del af den østrigske arvefølgekrig (1740-1748), resulterede i, at Frederik erobrede den polske del af Schlesien. Østrig forsøgte at genvinde Schlesien i Anden Schlesiske Krig (1744-1745), men Frederik sejrede igen og tvang Østrig til at holde sig til de tidligere fredsaftaler. Preussernes besiddelse af Schlesien gav kongeriget kontrol over Oder-floden.
Det habsburgske Østrig og det bourboniske Frankrig, der traditionelt var fjender, allierede sig i den diplomatiske revolution i 1756 efter den engelsk-østrigske alliances sammenbrud. Frederik indgik hurtigt en alliance med Storbritannien på konventet i Westminster. Da nabolandene begyndte at konspirere mod ham, var Frederik fast besluttet på at slå til først. Den 29. august 1756 krydsede hans velforberedte hær grænsen og invaderede Sachsen og indledte dermed Syvårskrigen, som varede indtil 1763. Han blev udsat for omfattende kritik for sit angreb på det neutrale Sachsen og for sin tvangsindlemmelse af de saksiske styrker i den preussiske hær efter belejringen af Pirna i oktober 1756.
Frederik stod over for en koalition bestående af Østrig, Frankrig, Rusland, Sachsen og Sverige og havde kun Storbritannien og Hannover som sine allierede, og det lykkedes ham kun med nød og næppe at holde Preussen i krigen på trods af at hans territorier ofte blev invaderet.
Kejserinde Elizabeth af Ruslands pludselige død satte hendes pro-preussiske nevø Peter III til magten. Dette førte til sammenbruddet af den antipreussiske koalition. Selv om Frederik ikke vandt noget territorium i den efterfølgende traktat i Hubertusburg, kunne han beholde Schlesien. Preussen blev populær i mange tysktalende territorier.
Sidst i sit liv inddrog Frederik også Preussen i den mindre bayerske arvefølgekrig i 1778, hvor han stoppede de østrigske forsøg på at bytte de østrigske Nederlande med Bayern. Da kejser Joseph II| prøvede ordningen igen i 1784, oprettede Frederik Fürstenbund, hvilket fik tyskerne til at se ham som en forsvarer af de tyske frihedsrettigheder i modsætning til hans tidligere rolle, hvor han angreb de kejserlige Habsburgerne.
Frederik ledede ofte sine militære styrker personligt og fik seks heste skudt væk under slaget. Frederik bliver ofte beundret som et af de største taktiske genier nogensinde, især for sin brug af den skrå slagorden. Endnu vigtigere var hans operationelle succeser, især at forhindre foreningen af numerisk overlegne modstanderhære og at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt for at holde fjendtlige hære ude af det preussiske kerneområde. I et brev til sin mor Maria Theresia skrev den østrigske medregent kejser Joseph II,
Når kongen af Preussen taler om problemer i forbindelse med krigskunst, som han har studeret intensivt, og som han har læst alle tænkelige bøger om, så er alting stramt, solidt og ualmindeligt lærerigt. Der er ingen omsvøb, han giver faktuelle og historiske beviser for de påstande, han fremsætter, for han er velbevandret i historie ... Et geni og en mand, der taler beundringsværdigt. Men alt, hvad han siger, forråder knægten.
Modernisering af Preussen
Frederik forvandlede Preussen fra et europæisk bagland til en økonomisk stærk og politisk reformeret stat. Hans erobring af Schlesien, som forsynede Preussens nye industrier med råmaterialer, var med til at sætte skub i den industrielle produktion og udvikling, og han beskyttede disse industrier med høje toldsatser og et minimum af restriktioner på den interne indenlandske handel. Statens moderniserende mekanismer og teknologi gjorde det også muligt for Frederik i 1747 at iværksætte et massivt seksårigt drænings- og "indvindings"-program i landets nordlige sumpområder. Dette rationalistiske program, som Frederik så som en "tæmning" og "erobring" af den "ubrugelige" og "barbariske" natur, skabte ca. 150.000 acres dyrkbart landbrugsland, men eliminerede også store dele af det naturlige levested, ødelagde regionens biodiversitet og fordrev talrige indfødte samfund. Med hjælp fra franske eksperter omorganiserede Frederik også Preussens skattepolitik og indførte et system med indirekte beskatning, som var mere lukrativt end den tidligere politik med direkte beskatning. Frederik gav også den fremtrædende preussiske købmand Johann Ernst Gotzkowsky til opgave at hjælpe med at fremme handelen. Gotzkowsky pålagde Frederik at reformere det preussiske system med toldafgifter og importrestriktioner og at opføre en større silkefabrik i et forsøg på at konkurrere med den franske silkehandel. I 1763, da Gotzkowsky gik konkurs under en finanskrise i Amsterdam, overtog Frederik en af hans porcelænsfabrikker.
Frederik stod også i spidsen for den nationale valutareform under sin regeringstid. Virkningerne af Syvårskrigen og erhvervelsen af Schlesien havde forandret økonomien, hvilket havde forringet den nationale valuta og ført til en høj inflation i hele landet. Det preussiske møntedikt fra maj 1763 revaluerede den nationale valuta, stabiliserede kurserne for de stærkt devaluerede mønter og pålagde, at skattebetalinger skulle ske i valuta af førkrigstidens værdi. Andre europæiske herskere gennemførte snart lignende monetære reformer, hvilket bidrog til at sænke priserne i hele regionen.
Frederik stod også i spidsen for andre vigtige moderniseringsbestræbelser i Preussen, herunder etableringen af et moderne regeringsbureaukrati, opbygningen af et af Europas mest anerkendte uddannelsessystemer og afskaffelsen af tortur og korporlig afstraffelse.
Efter købet af Kongelig Preussen (Vestpreussen) i 1772 ændrede Frederik også sin titel fra "kongeiPreussen", som havde været den kongelige titel, der havde været anvendt siden Frederik I's kroning, til "konge af Preussen", hvilket understregede hans stats stigende betydning og hans egen betydning som hersker.
Religiøs tolerance
Frederik var generelt en fortaler for religiøs tolerance, og han accepterede bl.a. jesuitter, der flygtede fra pave Clemens XIV's undertrykkelse, som lærere i Schlesien, Warmia og Netze-distriktet. Han var interesseret i at tiltrække mange færdigheder til sit land, hvad enten det var jesuitiske lærere, huguenotborgere eller jødiske købmænd og bankfolk, især fra Spanien. Han ønskede udvikling i hele landet. Som et eksempel på denne praktisk indstillede, men ikke helt fordomsfrie tolerance skrev Frederik i sit Testament politique, at:
Vi har for mange jøder i byerne. Der er brug for dem ved den polske grænse, fordi det kun er hebræere, der driver handel i disse områder. Så snart man kommer væk fra grænsen, bliver jøderne en ulempe, de danner kliker, de handler med smuglergods og laver alle mulige slynglerier, som er til skade for kristne borgere og købmænd. Jeg har aldrig forfulgt nogen fra denne eller nogen anden sekt [sic]; jeg mener dog, at det ville være klogt at være opmærksom, så deres antal ikke stiger.
Jøderne ved den polske grænse blev derfor opfordret til at drive al den handel, de kunne, og de modtog al den beskyttelse og støtte fra kongen som enhver anden preussisk borger. At det lykkedes at integrere jøderne i de områder af samfundet, som Frederik opmuntrede dem til, kan ses af den rolle, som Gerson von Bleichröder spillede i finansieringen af Bismarcks bestræbelser på at genforene Tyskland.
Da mange øde områder under Frederik blev gjort dyrkbare, søgte Preussen efter nye kolonister. Frederik understregede gentagne gange, at nationalitet og religion var ham ligegyldigt.
Arkitektur
Frederik lod opføre berømte bygninger i sin hovedstad, Berlin, hvoraf de fleste stadig eksisterer i dag, f.eks. statsoperaen i Berlin, det kongelige bibliotek (i dag Statsbiblioteket Berlin), Sankt Hedvig-katedralen og Prins Henriks palads (hvor Humboldt-universitetet i dag ligger). Kongen foretrak dog at tilbringe sin tid i sin sommerresidens Potsdam, hvor han byggede slottet Sanssouci, som er det vigtigste værk i nordtysk rokoko. Sanssouci, der fra fransk kan oversættes med "sorgløs" eller "uden bekymringer", var et tilflugtssted for Frederik. "Den fredericianske rokoko" udviklede sig under Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff.
Senere år
Hen mod slutningen af sit liv tilbragte Frederik mere og mere tid alene. Hans vennekreds i Sanssouci døde efterhånden ud uden erstatning, og Frederik blev mere og mere kritisk og vilkårlig til frustration for embedsmændene og officerskorpset. Befolkningen i Berlin jublede altid over kongen, når han vendte tilbage til byen efter provinsrejser eller militærrevisioner, men Frederik nød ikke sin popularitet hos det almindelige folk, men foretrak i stedet selskab med sine italienske greyhounds, som han kaldte sine "marquises de Pompadour" som en hån mod Madame de Pompadour. Frederik døde i en lænestol i sit arbejdsværelse i Sanssouci-slottet den 17. august 1786.
Frederik havde ønsket at blive begravet ved siden af sine greyhounds på vinmarksterrassen ved siden af Sanssouci-logikerne. Hans nevø og efterfølger Frederik Vilhelm II beordrede i stedet, at liget skulle begraves ved siden af sin far i Potsdams garnisonskirke. Ved slutningen af Anden Verdenskrig beordrede Adolf Hitler, at Frederik og Frederik Vilhelm I's kister samt Paul von Hindenburgs og hans hustrus kister først blev overført til en underjordisk bunker nær Berlin og derefter gemt i en saltmine nær byen Bernrode i Tyskland for at beskytte dem mod ødelæggelse. Den amerikanske hær opdagede de fire kister den 27. april 1945 bag en 1,8 m tyk murstensvæg dybt inde i minen og flyttede dem til kælderen i Marburg Slot, et opsamlingssted for genfundne nazistiske "skatte". Som led i et hemmeligt projekt med navnet "Operation Bodysnatch" flyttede den amerikanske hær begge konger først til Elisabethkirken i Marburg og derefter videre til Burg Hohenzollern tæt på byen Hechingen. Efter Tysklands genforening blev Frederik Vilhelms lig begravet i Kaiser Friedrich-mausoleet i Sanssouci's fredskirke.
På 205-årsdagen for hans død, den 17. august 1991, lå Frederikskisten i Sanssouci på ærespladsen i Sanssouci, dækket af et preussisk flag og eskorteret af en æresgarde fra Bundeswehr. Efter mørkets frembrud blev Frederiks lig endelig lagt til hvile på terrassen på vinmarken i Sanssouci, i henhold til hans sidste vilje uden pomp og om natten ("... Im übrigen will ich, was meine Person anbetrifft, in Sanssouci beigesetzt werden, ohne Prunk, ohne Pomp und bei Nacht..." (1757)).
Citater
- "Jeg taler fransk til mine ambassadører, engelsk til mine regnskaber, italiensk til min frue, latin til min Gud og tysk til min hest."
- "Et veluddannet folk kan let regeres."
