Paul von Hindenburg – tysk feltmarskal og præsident (1847–1934)

Formandskab

Valget i 1925

I 1925 havde Hindenburg ingen interesse i at stille op til et offentligt embede. Efter første runde besøgte admiral Alfred von Tirpitz, en af lederne af DNVP, Hindenburg og bad ham om at stille op.

Hindenburg gik til sidst med til at stille op i anden valgrunde som uafhængig uden for partiet, selv om han var konservativ. Fordi han var Tysklands største krigshelt, vandt Hindenburg valget i anden valgrunde den 26. april 1925.

Han fik hjælp, da det bayerske folkeparti (BVP) skiftede sin støtte fra SPD-kandidat Marx til at trække sin kandidat Ernst Thälmann tilbage, og Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) ikke trak sin kandidat Ernst Thälmann tilbage. Hvis de havde gjort det, ville deres tilhængere højst sandsynligt have stemt på SPD, og Hindenburg ville måske ikke have vundet.

Første valgperiode

Hindenburg forsøgte at holde sig ude af den daglige politik og være en ceremoniel præsident. Han kunne godt lide monarkiet, men tog sin ed på Weimar-forfatningen alvorligt.

Hindenburg klagede ofte over, at han savnede roen i sin pensionering, og at politik var fuld af ideer som økonomi, som han ikke forstod.

Blandt hans rådgivere var hans søn Oskar, hans gamle hærhjælper, general Wilhelm Groener, og general Kurt von Schleicher. Den yngre Hindenburg fungerede som sin fars hjælpekammerat og kontrollerede politikernes adgang til præsidenten.

Schleicher kom med ideen om en præsidentiel regering og "25/48/53-formlen".

Under en "præsidentiel" regering er kansleren ansvarlig over for præsidenten) og ikke over for rigsdagen. "25/48/53-formlen" var de tre artikler i forfatningen, der kunne gøre en "præsidentiel regering" mulig:

• Artikel 25 gav præsidenten mulighed for at opløse rigsdagen.
• Artikel 48 gav præsidenten mulighed for at underskrive nødlove uden rigsdagens samtykke. (Rigsdagen kunne annullere enhver lov vedtaget i henhold til artikel 48 med simpelt flertal inden for 60 dage efter underskrivelsen).
• Artikel 53 gav formanden mulighed for at udnævne kansleren.

Schleicher ville have Hindenburg til at udnævne en kansler, som Schleicher selv valgte. Hvis denne kansler havde brug for love, kunne han bruge artikel 48. Hvis rigsdagen truede med at annullere nogen af disse love, kunne Hindenburg true med opløsning og udskrive nyvalg. Hindenburg brød sig ikke om idéen, men blev presset til at gå med på den af sin søn og sine andre rådgivere.

Præsidentens regering

Det første forsøg på en "præsidentiel regering" i 1926-1927 mislykkedes på grund af manglende politisk støtte. I vinteren 1929-1930 havde Schleicher en række hemmelige møder med Heinrich Brüning, lederen af det katolske centerparti (Zentrum).

Schleicher gik derefter i gang med at splitte den "store koalitionsregering" bestående af socialdemokraterne og det tyske folkeparti. Resultatet var, at regeringen faldt i marts 1930, og Brüning blev udnævnt til kansler af Hindenburg.

Brünings første handling var at fremlægge et budget, der krævede store besparelser og kraftige skatteforhøjelser. Da budgettet blev forkastet i juli, fik Brüning Hindenburg til at underskrive budgettet som en undtagelseslov i henhold til artikel 48. Da rigsdagen stemte for at annullere budgettet, fik Brüning Hindenburg til at opløse rigsdagen kun to år inde i dens mandatperiode og fik budgettet vedtaget igen i henhold til artikel 48. Nazisterne fik 17 % af stemmerne ved valget i september 1930. Tysklands Kommunistiske Parti gjorde også fremskridt.

Brüning regerede gennem artikel 48; socialdemokraterne stemte aldrig for ikke at annullere hans artikel 48-lovforslag for ikke at få et nyt valg, som kun kunne gavne nazisterne og kommunisterne.

Valget i 1932

I første valgrunde i marts 1932 var Hindenburg i spidsen, men han havde ikke absolut flertal. Ved anden valgrunde i april 1932 slog Hindenburg Hitler om præsidentposten.

Efter præsidentvalget var afsluttet, holdt Schleicher en række hemmelige møder med Hitler i maj 1932, og han troede, at Hitler havde indvilget i at støtte den nye "præsidentregering", som Schleicher var ved at opbygge.

I maj 1932 fik Schleicher Hindenburg til at afskedige Groener som forsvarsminister for at ydmyge både Groener og Brüning. Den 31. maj 1932 afskedigede Hindenburg Brüning som kansler og erstattede ham med Franz von Papen, som Schleicher havde foreslået.

von Papens regering ønskede åbenlyst at ødelægge det tyske demokrati. Ligesom Brünings regering var von Papens regering en "præsidentiel regering", der regerede ved hjælp af artikel 48.

Som Schleicher ønskede, opløste Hindenburg rigsdagen og udskrev nyvalg til juli 1932. Schleicher og von Papen troede begge, at nazisterne ville vinde flertallet af pladserne og ville støtte von Papens regering.

Nazistpartiet blev det største parti i rigsdagen og forventede, at Hitler ville blive rigskansler. Da Hindenburg mødte Hitler den 13. august 1932 i Berlin, afviste Hindenburg Hitlers krav om kanslerposten.

Mødeprotokollen blev ført af Otto Meißner, lederen af præsidentkancelliet. Ifølge protokollen:

Hindenburg udsendte en pressemeddelelse om sit møde med Hitler, som syntes at sige, at Hitler havde krævet absolut magt, og at præsidenten havde afvist det. Hitler blev rasende over denne pressemeddelelse.

Da rigsdagen mødtes i september 1932, var dens første og eneste handling at vedtage et massivt mistillidsvotum til von Papens regering. Som svar herpå fik von Papen Hindenburg til at opløse rigsdagen med henblik på valg i november 1932. Ifølge forfatningen fra 1949 skal et mistillidsvotum ledsages af valget af en ny kansler, så dette kunne ikke ske.

Ved det andet rigsdagsvalg i 1932 mistede nazisterne en del opbakning, men de var fortsat det største parti i rigsdagen. Der fulgte endnu en forhandlingsrunde mellem Hindenburg, von Papen og von Schleicher på den ene side og Hitler og de andre nazistiske ledere på den anden side.

Hitler krævede stadig, at Hindenburg skulle give ham kanslerposten. Hindenburg kunne ikke acceptere dette, så von Papen foreslog Hindenburg at erklære undtagelsestilstand og afskaffe demokratiet.

Von Papen fik Oscar Hindenburg til at støtte planen, og de overtalte præsidenten til at ignorere sin ed til forfatningen og gå med i planen. Schleicher så von Papen som en trussel, så han blokerede for undtagelsestilstandsplanen ved at sige, at den ville få det nazistiske SA og de kommunistiske rødfrontskæmpere til at gøre oprør, og at polakkerne ville invadere, og at Reichswehr ikke ville være i stand til at klare det.

Hindenburg hadede tanken om Hitler som kansler, men under pres fra Meißner, von Papen og Oskar Hindenburg besluttede præsidenten at udnævne Hitler til kansler. Om morgenen den 30. januar 1933 tilsvor Hindenburg Hitler som kansler i Præsidentpaladset.

Machtergreifung

Hindenburg spillede en central rolle i den nazistiske Machtergreifung (magtovertagelse) i 1933. Han var ikke involveret i planlægningen, men han stoppede ikke Hitler. I den "nationale koncentrationsregering" under ledelse af Hitler var nazisterne i mindretal. De fleste af ministrene var fra von Papen- og von Schleicher-regeringerne. Ud over Hitler var de eneste andre nazistiske ministre Hermann Göring og Wilhelm Frick.

Hindenburg mente, at nazisternes magt var begrænset, især fordi hans yndlingspolitiker, von Papen, var vicekansler og rigskommissær for Preussen.

Hitlers første handling som kansler var at bede Hindenburg om at opløse rigsdagen, så nazisterne og D.N.V.P. kunne øge deres antal pladser, hvilket Hindenburg indvilligede i.

I begyndelsen af februar 1933 fik von Papen underskrevet et lovforslag i henhold til artikel 48, der begrænsede pressefriheden. Efter rigsdagsbranden underskrev Hindenburg dekretet om rigsdagsbranden som lov.

Ved åbningen af den nye rigsdag den 21. marts 1933 i Kroll Opera House iscenesatte nazisterne en omfattende ceremoni, hvor Hindenburg spillede hovedrollen, som skulle markere kontinuiteten mellem den preussisk-tyske tradition og den nye nazistiske stat.

Ceremonien i Kroll-operaen havde den virkning, at mange tyskere, især konservative tyskere, blev beroliget med, at livet ville blive godt under det nye regime. Den 23. marts 1933 underskrev Hindenburg bemyndigelsesloven som lov.

Hindenburg var stadig meget populær, men hans helbred var ved at blive dårligere. Nazisterne sørgede for, at Hitler altid var sammen med Hindenburg, når han viste sig offentligt, og at Hitler altid var meget respektfuld over for præsidenten. Nazisternes propagandister håbede, at folk ville tro, at Hindenburg kunne lide Hitler, og at Hitler ville blive mere populær.

Den eneste gang, Hindenburg nogensinde forsøgte at stoppe et nazistisk lovforslag, var i begyndelsen af april 1933. Rigsdagen havde vedtaget en lov om genoprettelse af den professionelle embedsmandsstand. Den sagde, at alle jødiske embedsmænd, der arbejdede for Riget, delstaterne eller de lokale distrikter, skulle fyres øjeblikkeligt.

Hindenburg nægtede at underskrive dette lovforslag, medmindre alle jødiske veteraner fra Første Verdenskrig, jødiske tjenestemænd, der tjente i det offentlige under krigen, og de jødiske tjenestemænd, hvis fædre var veteraner, fik lov til at blive i embedet. Hitler gik med til det for at få loven underskrevet, selv om han mente, at jøderne havde forsøgt at underminere Tyskland under den store krig. Det var Hindenburg, der sagde, at Tyskland tabte Første Verdenskrig på grund af politikere og andre, der "dolkede hæren i ryggen". Hindenburg troede ikke på den historie. Han sagde den for at hans krigsskifte Erich von Ludendorff ikke skulle skrive dårlige ting i sine erindringer. Men Hitler troede på historien og brugte den til at få magt.

Hindenburg forblev præsident, indtil han døde af lungekræft i sit hjem i Neudeck i Østpreussen den 2. august 1934.

En dag før Hindenburgs død fløj Hitler til Neudeck og besøgte ham. Hindenburg, der var gammel og senil, troede, at han mødte kejser Wilhelm II, og kaldte Hitler "Deres Majestæt".

Han blev Tysklands sidste præsident indtil 1945, hvor Karl Dönitz blev udnævnt til præsident i Hitlers sidste testamente. Efter Hindenburgs død erklærede Hitler præsidentembedet for permanent ledigt og slog det effektivt sammen med kanslerembedet under titlen "Führer und Reichskanzler" (leder og rigskansler), hvorved han gjorde sig selv til Tysklands stats- og regeringschef.

Begravelse

Hindenburg blev begravet i Tannenberg mindesmærke nær Tannenberg i Østpreussen (i dag Stębark, Polen). Men Hindenburg har altid sagt, at han ønskede at blive begravet ved siden af sin kone. I 1945 fjernede tyske tropper hans og hans kones kister for at redde dem fra de nærmer sig de sovjetiske tropper og sprængte mindesmærket i luften med sprængstoffer.