Rokoko: Definition, historie og kendetegn i 1700-tallets kunst
Opdag rokoko: definition, historie og kendetegn i 1700-tallets kunst — fra pastelfarver og Chinoiserie til Watteau og Fragonard. Læs om stilens charme, elegance og udvikling.
Rokoko er en kunstnerisk stil, som opstod i det 18. århundrede i Frankrig. Ofte omtales rokoko blot som senbarok, men den udviklede sig fra barokken og markerer en bevægelse væk fra barokkens monumentale alvor mod en lettere, mere intim æstetik. Selv om den bevarede flere af den oprindelige stils karakteristika, herunder rig ornamentik og dramatiske dekorationer, var den også mere legende, poetisk og asymmetrisk. Rokokoen forbindes især med den franske kong Louis XV's regeringstid (Louis XIV forbindes med barokken, mens Louis XVI forbindes med nyklassicismen, selv om hans stil startede som rokoko i begyndelsen af hans regeringstid). Rokokoens popularitet var på sit højeste i midten af det 18. århundrede og svandt gradvist ind mod slutningen af århundredet, efterhånden som neoklassicismen vandt frem.
Kendetegn
Rokokoens visuelle sprog er kendetegnet ved lethed, bevægelse og overdådig ornamentik. Typiske elementer omfatter:
- Asymmetri og flydende kurver (S- og C-former), ofte inspireret af naturmotiver som skaller, blade og blomster — det såkaldte rocaille.
- En lys, pastelfarvet palet: creme, lyserød, lyseblå og gulnede toner, i kontrast til barokkens mørkere og kraftigere farver.
- Fokus på intime, hverdagslige eller erotiske motiver: kærlighedsscener, fester, landskaber og elegante selskaber (fêtes galantes).
- Præcision i dekoration af interiører: boiserie (udskårne vægpaneler), spejle, lysekroner og porcelæn som faste elementer i veludstyrede saloner.
- Chinoiserie og eksotiske motiver: fascination af fjernøstlige former og mønstre samt "turquerie" — orientalske fantasier, som prægede møbler og tekstiler.
Maleri og dekorative kunstarter
Rokokomaleri fremhæver følsomhed, let erotik og en scenisk, poesifyldt stemning. Kendte motiver er de intime portrætter, amorøse scener og idylliske landskaber. Teknikken er ofte blødere med lette penselstrøg og subtile farveovergange. Ud over maleri udviklede rokokoen sig stærkt inden for dekorationskunsten:
- Porcelæn (Meissen i Tyskland og Sèvres i Frankrig) blev et statussymbol med små figurer og fint dekorerede services.
- Møbelkunsten nåede nye højder: cabrioleben, elegant intarsia, forgyldte ornamenter og komfortorienterede former til salonlivet.
- Tekstiler, sølvtøj og smykker fulgte samme stilretning med blomstermotiver, asymmetriske buer og let dekor.
Arkitektur og interiør
I arkitekturen var rokoko især synlig i interiører frem for i monumentale eksteriører. Værelser blev designet som private oaser med boiserier, fresker, spejle og fine møbler, hvor hver overflade fungerede som dekoration. I Centraleuropa udviklede der sig en særlig overdådig form for kirke- og slotssals-rokoko, hvor loftsfresker, stuccodekorationer og lysfyldte interiører skaber en næsten scenisk effekt. Berømte eksempler er blandt andet pavilonen Amalienburg i München og kirker som Wieskirche i Bayern, samt de udsmykkede saloner i Paris (fx Hôtel de Soubise).
Udbredelse og regionale varianter
Rokokoen spredte sig fra Frankrig til store dele af Europa og tilpassede sig lokale traditioner:
- I Frankrig fremstod stilen som let, raffineret og aristokratisk — ideal til private saloner og hoffets selskabsliv.
- I Tyskland og Østrig udviklede rokokoen sig ofte i endnu mere overdådige former, især i kirker og pragtbyggerier (det so-called tyske eller centraleuropæiske rococo).
- I Italien ses rokokoens påvirkning i fresker og dekorativ maleri hos kunstnere som Giovanni Battista Tiepolo, der kombinerede lethed med dramatisk lys og perspektiv.
- I England blev rokokoens dekorative træk brugt i interiører og møbeldesign, mens den arkitektoniske udvikling ofte tog en anden kurs.
Kritik, afvikling og arv
Rokokoen har gennem historien både været rost for sin elegance og kritiseret for sin tilsyneladende overfladiskhed. Oplysningstidens tænkere og senere tilhængere af neoklassicismen mente, at rokokoen var dekadent, moralsk svag og mangel på alvor — kritikere som Jean-Jacques Rousseau og senere kunstteoretikere pegede på behovet for strenghed og historisk alvor. Fra omkring midten af 1700-tallet begyndte ideer i Winckelmanns og neoklassicismens ånd at vinde frem, og rokokoen mistede gradvist sin førerposition.
Trods kritikken levede elementer af rokoko videre i møbeldesign, porcelæn og interiør gennem hele 1700- og 1800-tallet og inspirerede senere genoplivninger. Rokokoens fokus på komfort, intimitet og dekorativ finesse har desuden haft varig indflydelse på, hvordan private rum formgives.
Vigtige kunstnere og håndværkere
Rokokoens mest kendte skikkelser inden for maleri og dekorative kunst inkluderer bl.a. Jean-Antoine Watteau (fêtes galantes), François Boucher, Jean-Honoré Fragonard og Giovanni Battista Tiepolo. Inden for arkitektur og bygningskunst kan navne som Balthasar Neumann og François de Cuvilliés nævnes for deres bidrag til rococo-interiører og paviloner. Porcelænsfabrikker som Meissen og Sèvres spillede en central rolle i udbredelsen af rokokoens formsprog i dagligt brug.
Alt i alt repræsenterer rokokoen en periode i 1700-tallets kunst, hvor lysten til skønhed, intimitet og dekorativ leg fandt sit udtryk i maleri, interiør, møbler og kunsthåndværk — en stil som både blev elsket for sin charme og kritiseret for sin lethed.
Et rokokomaleri af den franske kunstner Fragonard. Rokokokokunsten var i sagens natur udførlig, legesyg, fyldt med sarte farver og ofte vittig.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er rokoko?
A: Rokoko er en kunstnerisk stil, som opstod i det 18. århundrede i Frankrig. Den udviklede sig fra den kunstneriske barokbevægelse og var mere legende og asymmetrisk end sin forgænger.
Spørgsmål: Hvem var forbundet med rokokoen?
A: Rokokoen forbindes med den franske kong Louis XV's regeringstid. Berømte kunstnere, der arbejdede i denne stil, er bl.a. Boucher, Watteau og Fragonard.
Spørgsmål: Hvordan adskilte den sig fra barokkunsten?
A: Selv om den bevarede flere karakteristika ved den oprindelige barokstil, herunder udførelse og udsmykkede temaer, var den også mere legesyg og asymmetrisk. Der blev brugt cremede og pastelagtige farver til malerierne i modsætning til de mørkere nuancer i barokkunsten. Religion og politik var ikke længere nødvendigvis det centrale tema i rokokokunsten, i modsætning til barokken, og hverdagslivet blev mere almindeligt repræsenteret. Desuden blev fjernøstlige temaer populære i rokokokunsten.
Spørgsmål: Hvornår var dens popularitet på sit højeste?
A: Rokokokoen var mest populær i midten af det 18. århundrede, inden den forsvandt til fordel for neoklassicismen ved dens afslutning.
Spørgsmål: Hvad er der blevet sagt om den gennem historien?
A: Gennem historien har kunsthistorikere haft mange diskussioner, analyser og kritik af rokokokunsten - nogle har kritiseret den for at være overdreven eller overfladisk, mens andre har rost dens elegance, "skønhed" eller "charme".
Spørgsmål: Hvad er nogle fælles temaer, der findes i rokokokunstværker?
A: Blandt de almindelige temaer i rokokokunstværker kan nævnes kærlighed, romantik, sjov, landskaber og portrætter samt motiver fra Fjernøsten som f.eks. chinoiserie.
Søge