Patton (1970) – Oscar-vindende krigsfilm om general George S. Patton
Patton (1970) – Oscar-vindende krigsdrama om general George S. Patton med George C. Scott. Intens, historisk fortælling fra Anden Verdenskrig.
Patton (UK: Patton: Lust for Glory) er en film fra 1970 om den amerikanske hærs general George S. Patton og hans rolle i Anden Verdenskrig. Patton havde George C. Scott i titelrollen, og den blev udgivet af 20th Century Fox. Filmen blev meget populær og vandt en Oscar for bedste film i 1971. En efterfølger, The Last Days of Patton, udkom i 1986, også med Scott i hovedrollen.
Kort resumé
Patton skildrer generalens markante personlighed, hans militære succeser under kampagnerne i Nordafrika, Italien og Vesteuropa samt de konflikter og kontroverser, hans opførsel og retorik skabte internt i hæren og i offentligheden. Filmen fokuserer både på hans taktiske evner og på hans komplekse, ofte provokerende karakter — en leder beundret af nogle og fordømt af andre.
Tilblivelse og centrale bidrag
Filmen blev instrueret af Franklin J. Schaffner og havde manuskript af bl.a. Edmund H. North og Francis Ford Coppola. Patton er kendt for sin stærke skuespilpræstation fra George C. Scott, men også for sit markante visuelle udtryk og sit filmmusikalske score, komponeret af Jerry Goldsmith. Produktionens tilgang kombinerer historisk materiale med dramatiske valg for at skabe både et portræt af manden og en kommentar til magt og berømmelse i krigstid.
Modtagelse og priser
Filmen blev rost af anmeldere og publikum for skuespil, instruktion og sit episk præg. Den modtog anerkendelse ved de internationale filmpriser og blev blandt andet belønnet ved Oscar-uddelingen. George C. Scott blev tildelt prisen for bedste mandlige hovedrolle, men nægtede at modtage statuetten som en protest mod konkurrencen mellem skuespillere. Filmen vandt desuden andre Oscars, herunder for bedste film og bedste instruktør.
Ikoniske elementer
- Åbningsmonologen: Den berømte sekvens, hvor Patton taler foran et stort amerikansk flag, regnes i dag for ét af filmhistoriens mest mindeværdige øjeblikke.
- Skuespil: George C. Scotts portræt af Patton står ofte frem som filmens kerne — både beundret for sin intensitet og kritiseret for at forstærke karikaturtræk.
- Musik: Jerry Goldsmiths score bidrager markant til filmens stemning og blev bemærket ved prisuddelinger.
Historisk nøjagtighed og kritik
Selvom Patton bygger på virkelige begivenheder og personlige træk, er filmen et drama og indeholder forenklinger og dramatiske tilføjelser. Nogle historikere har påpeget, at visse hændelser og sammenstillinger er skildret på en måde, der fremhæver biografisk spænding mere end fuld historisk præcision. Ikke desto mindre bruges filmen ofte som et indgangsvinkel til at diskutere lederskab, militær strategi og den offentlige mytologisering af militære figurer.
Eftermæle
Patton regnes i dag som en klassiker inden for krigsfilmgenren. Den har haft varig indflydelse på, hvordan film portrætterer militære ledere, og den fortsætter med at blive vist og analyseret både i populærkultur og i faglige sammenhænge om militærhistorie og lederskab.
Begyndelser
Pattons enke blev kontaktet kort tid efter sin mands død (efter en bilulykke) med et tilbud om at lave en Hollywood-film om Pattons liv og karriere. Hans familie var ikke straks enig, og der gik mange år, før de godkendte, at der blev lavet en dramatisk film. Filmens manuskript var baseret på en velskrevet biografi om general Patton, Patton: Ordeal and Triumph, og A Soldier's Story, en erindringsbog af general Omar N. Bradley, som tjente sammen med Patton.
Storyline
Historien dækker tiden fra det amerikanske nederlag i slaget ved Kasserinepasset i Nordafrika i 1943, hvor Patton blev sendt til at overtage kommandoen, gennem hans sejre i Afrika og Sicilien, hans tid som "lokkefugl" før D-dag, slaget ved Ardennerne og hans sidste uger, efter at krigen var slut i 1945.
Filmen gav ikke meget tid til at vise kampe og slag, men forklarede Pattons rolle i flere vigtige slag og kampagner. Den viste også hans karakter som person, som soldat og som leder. Patton traf gode valg, f.eks. at udnævne Omar Bradley til at assistere ham, og dårlige valg, f.eks. at slå soldater fysisk, når de viste frygt eller fejhed, eller at give sine personlige holdninger til medierne, når de afveg meget fra, hvad de allierede kommandanter forventede. Filmen viste en blanding af både dårlige og gode ting ved Patton.
Modtagelse
Filmen blev vist næsten 25 år efter Pattons død. Den amerikanske holdning til krig, til kamp og til militæret havde ændret sig på mange måder. Vietnamkrigen var i gang på samme tid, som filmen blev lavet og vist. Den ældre generation, som havde kæmpet i Anden Verdenskrig eller hjulpet til på hjemmefronten, havde en tendens til at støtte krigen og indkaldelsen, som fik unge amerikanske mænd til at gå ind i hæren for at kæmpe. De yngre mennesker, som ikke huskede Anden Verdenskrig eller var født efter dens afslutning, var for det meste imod krigen i Vietnam. Patton gav ældre og yngre seere et tilbageblik på en amerikansk krigshelt og leder, og det gav dem noget at tænke over og tale om sammen.
Søge