Inokulation (variolation): Historisk metode mod kopper før Edward Jenner
Inokulation (variolation): historisk metode mod kopper før Edward Jenner — brug af inficeret materiale gav mildere sygdom og væsentligt lavere dødelighed.
Inokulation (også kaldet variolation) var en historisk metode til at gøre folk immune over for kopper. I stedet for den moderne vaccine brugte man ved inokulation materiale fra en person smittet med kopper — typisk pus eller sårskorper fra en pustel. Tanken var at indføre en lavere dosis eller en mildere form af virussen, så den vaccinerede kun fik en lettere sygdom og derigennem opnåede beskyttelse. Fordelen var, at dødeligheden ved inokulation typisk lå væsentligt lavere end ved naturlig kopperinfektion: omkring 0,5–2 %, sammenlignet med de høje dødeligheds‑procenter ved naturlige koppepidemier (ofte angivet til omkring 20–35 % afhængig af udbrud og befolkning).
Hvordan foregik inokulationen?
Der fandtes flere teknikker, men de mest almindelige var:
- Hudinokulation: En lille rids eller stiksår blev lavet i huden, hvorefter materiale fra en koppepustel blev indført. Dette gav en kontrolleret lokal infektion, som ofte udviklede sig mildere end naturlig kopper.
- Nasal insufflation: I nogle kulturer (f.eks. i dele af Asien) tørrede man pulveriseret koppermateriale og snusede det op i næsen.
Efter inokulation optrådte typisk feber og et mindre udbrud af pustler. Når personen var kommet sig, havde vedkommende ofte varig eller langvarig immunitet. Proceduren kunne dog give alvorlig sygdom og i sjældne tilfælde føre til døden eller sprede kopper til andre.
Historisk udbredelse og vigtige personer
Inokulation var kendt i Kina, Indien, dele af Afrika og i det Osmanniske Rige længe før den blev almindelig i Europa. I Europa og Nordamerika blev metoden introduceret og fremmet i 1700‑tallet. Et kendt eksempel er Lady Mary Wortley Montagu, som i begyndelsen af 1700‑tallet bragte kendskabet til praktik fra Osmanniske rige til England. I New England praktiserede lægen Zabdiel Boylston inokulation under koppeudbrud i begyndelsen af århundredet.
Risici, modstand og etiske overvejelser
Selvom inokulation reducerede dødeligheden sammenlignet med en naturlig koppeinfektion, var der betydelige risici:
- Den inokulerede person kunne få alvorlig sygdom og dø.
- Inokulerede kunne i tiden efter behandlingen være smitsomme og udløse lokale udbrud.
- Der var risiko for samtidig overførsel af andre infektioner fra donoren.
Derudover mødte metoden både religiøs og medicinsk modstand: nogle mente, at man pådrog sig sygdom med vilje, andre tvivlede på metoden eller frygtede sociale konsekvenser. Alligevel blev inokulation i mange samfund set som et nyttigt middel til at mindske koppernes ødelæggelser.
Overgang fra inokulation til vaccination
Inokulation blev til sidst afløst af den sikrere metode, som Edward Jenner introducerede i 1796. Jenner brugte materiale fra ko‑kopper (vaccinia) — en beslægtet men langt mildere sygdom — til at give beskyttelse mod kopper. Heraf stammer betegnelsen "vaccination" (fra latin vacca, 'ko'). Forskellen er væsentlig: ved variolation/inokulation brugte man selve koppevirussen; ved vaccination brugte man en anden, harmløsere virus, som gav immunitet uden at medføre samme risiko som småkopper.
Konsekvenser og eftermæle
Takket være udviklingen af vaccination, bedre folkesundhedstiltag og senere organiserede immuniseringsprogrammer lykkedes det verden at fjerne kopper fuldstændigt. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede kopper udryddet i 1980 — den første og eneste sygdom, der er blevet fuldstændigt udryddet gennem menneskeligt initiativ. Inokulationens historie er stadig vigtig, fordi den viser tidlige forsøg på at kontrollere infektionssygdomme og banede vejen for moderne immunologi og vaccinesikkerhed.
Historiske anvendelser
Kina
Kina kan have brugt vaccination i det 10. århundrede. Den daværende kejser af Kina mistede sin ældste søn til kopper. Han ønskede en måde at forhindre, at kopper dræbte flere medlemmer af hans familie. Han indkaldte mange mennesker fra hele imperiet for at forsøge at finde en kur mod kopper. En mand foretog en vaccination for at immunisere sin familie. Men kilden til historien blev angiveligt skrevet 100 år efter hændelsen.
Vaccination blev ikke udbredt i Kina før "Longqing-kejseren" i det 16. århundrede. Dette blev skrevet af Yu Tianchi. Vaccination med den mest dødelige stamme af viruset blev forbudt i Kina for at forhindre høje dødsrater. Det er dokumenteret, at inokulation har været anvendt i Indien i det 18. århundrede. Det kan have været anvendt tidligere, men der er ingen beviser for dette.
Indførsel til Europa
Vaccinationen blev først anvendt i England, efter at en ambassadørs kone havde været vidne til den i Konstantinopel. Hendes navn var Lady Mary Wortley Montague, og hun var imponeret over fordelene. Hun havde mistet sin søn og bar selv ar efter virussen. Da en koppeepidemi opstod i England i 1721, beordrede hun, at hendes datter skulle vaccineres. Mange mennesker besøgte hendes datter og var imponerede over resultaterne af vaccinationen. Til sidst blev vaccinationen afprøvet i Newgate-fængslet. Dette var før medlemmerne af den kongelige familie blev vaccineret. Efter succesen i England begyndte mange europæiske lande at bruge vaccination mod kopper.
Nedgang i brugen
I 1796 opdagede Edward Jenner en vaccine mod kopper, som havde en meget lav dødelighed. Den var også mere effektiv. Vaccination begyndte at blive erstattet af denne nye vaccine, og den blev til sidst forbudt i England i 1840. Frankrig forbød vaccination i 1762 på grund af den høje dødelighed, der var forbundet med den.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er inokulation?
A: Inokulation er en historisk metode til at gøre folk immune over for kopper.
Q: Hvordan fungerer inokulation anderledes end en vaccine?
A: Inokulation bruger inficeret materiale (f.eks. sårskorper) fra en inficeret patient, hvorimod en vaccine bruger en svækket eller død form af virussen.
Q: Hvilke fordele har podning i forhold til at blive smittet med kopper på naturlig vis?
A: Vaccination giver personen en mindre farlig type af virussen, hvilket betyder en lavere risiko for alvorlige symptomer og død.
Q: Hvad er dødsraten ved podning sammenlignet med kopper?
A: Dødsraten ved podning er mellem 0,5 og 2 %, mens dødsraten ved kopper er 35 %.
Q: Hvorfor blev inokulation til sidst erstattet?
A: Inokulation blev til sidst erstattet, efter at Edward Jenner opdagede en vaccine mod kopper.
Q: Hvilken type materiale bruges til inokulation?
A: Inficeret materiale (f.eks. sårskorper) fra en inficeret patient bruges til inokulation.
Q: Bliver inokulation stadig brugt i dag?
A: Nej, podning bruges ikke længere, da der er blevet udviklet en mere effektiv og sikker vaccine.
Søge