Coronavirus | gruppe af RNA-virus

Sygdomme

Coronavirusser inficerer de øvre luftveje og mave-tarmkanalerne hos pattedyr og fugle. Seks forskellige stammer af coronavirus inficerer mennesker. Disse omfatter:

• MERS-CoV
• SARS-CoV
• alvorligt akut respiratorisk syndrom coronavirus 2, som forårsager sygdommen coronavirus disease 2019 og er årsag til COVID-19-pandemien (tidligere benævnt "2019-20 coronavirusudbruddet")

Coronavirusser menes at være årsag til mange almindelige forkølelser hos voksne mennesker. Det er vanskeligt at vurdere coronavirers betydning og økonomiske konsekvenser. I modsætning til rhinovirus (en anden almindelig forkølelsesvirus) er det let at dyrke humane coronavirus i laboratoriet.

 

Struktur

Coronavirusser er store, sfæriske partikler med unikke overfladeprojektioner. Deres størrelse er variabel og ligger i gennemsnit på 80 til 120 nms. Den samlede molekylvægt er i gennemsnit 40 000 kDa. De er indesluttet i en hyldest, der er besat med fremspringende proteinmolekyler. Disse lag beskytter viruset, når det befinder sig uden for værtscellen.

Virushylden består af et lipid-dobbeltlag, hvori membranen (M), hylsteret (E) og de strukturelle proteiner (S) er forankret. Forholdet mellem E:S:M i lipiddobbeltlaget er ca. 1:20:300. E og M-proteinerne er de strukturelle proteiner, der sammen med lipiddobbeltlaget former virushylstret og opretholder dets størrelse. S-proteinerne er nødvendige for interaktion med værtscellerne. Men humant coronavirus NL63 er specielt, fordi dets M-protein har bindingsstedet for værtscellen og ikke dets S-protein. Hylens diameter er 85 nm.

 
Struktur af et coronavirus  

Historie

De tidligste rapporter om en coronavirusinfektion hos dyr kom i slutningen af 1920'erne, da en akut luftvejsinfektion hos tamkyllinger fandt sted i Nordamerika. Arthur Schalk og M.C. Hawn udarbejdede i 1931 den første detaljerede rapport, som beskrev en ny luftvejsinfektion hos kyllinger i North Dakota. Man var ikke klar over på det tidspunkt, at der var tale om tre beslægtede vira.

Menneskelige coronavirusser blev opdaget i 1960'erne ved hjælp af to forskellige metoder. E.C. Kendall, Malcolm Bynoe og David Tyrrel, der arbejdede ved Common Cold Unit of the British Medical Research Council, indsamlede en unik forkølelsesvirus B814 i 1961. Virussen kunne ikke dyrkes ved hjælp af de teknikker, der med held havde været anvendt til at dyrke rhinovirus, adenovirus og andre kendte forkølelsesvirus. Til sidst blev dette problem løst. Den nye dyrkningsmetode blev introduceret i laboratoriet af Bertil Hoorn. Den isolerede virus forårsagede forkølelse, når den blev puttet i næsen på frivillige forsøgspersoner. Virussen blev inaktiveret med æter, hvilket viste, at den havde en lipidhinde. Den nye virus forårsagede forkølelse hos frivillige og blev ligesom B814 inaktiveret af æter.

Den skotske virolog June Almeida fra St Thomas' Hospital i London sammenlignede i 1967 strukturerne af IBV, B814 og 229E. Ved hjælp af transmissionselektronmikroskopi blev det påvist, at de tre vira ligner hinanden i form og har kølleformede pigge. En forskergruppe ved National Institute of Health isolerede samme år et andet medlem af denne gruppe af vira. Ligesom B814, 229E og IBV havde den nye forkølelsesvirus OC43 karakteristiske køllelignende pigge, når den blev observeret med elektronmikroskopet.

De IBV-lignende nye forkølelsesvirus lignede musens hepatitisvirus. Denne nye gruppe af vira blev kaldt "coronavirus" på grund af deres kronelignende udseende. Coronavirus-stammen B814 gik tabt. Det vides ikke, hvilken nuværende human coronavirus det var. Siden da er der blevet identificeret andre humane coronavirus, herunder SARS-CoV i 2003, HCoV NL63 i 2003, HCoV HKU1 i 2004, MERS-CoV i 2013 og SARS-CoV-2 i 2019. Der er blevet identificeret et stort antal animalske coronavirusser siden 1960'erne.

 
Transmissionselektronmikroskopisk billede af organdyrket coronavirus OC43  

Relaterede sider

• Zoonose