Vaskebjørnen (Procyon lotor, almindelig vaskebjørn) er et pattedyr. Vaskebjørne er nysgerrige, intelligente og ofte ensomme dyr. De stammer oprindeligt fra Nordamerika, har spredt sig gennem Mellemamerika og findes i mange forskellige levesteder. I løbet af de sidste årtier er de også blevet etableret i visse dele af Eurasien (se kortet), hvor de lever vildt efter undslip eller udsætning. Vaskebjørne er altædende og tilpasser deres kost efter tilgængelighed. Taksonomisk hører de til familien, er en del af Caniformia og er beslægtet med musteliderne.
Udseende
Vaskebjørnen har korte ben, en spids næse, små ører, gråbrun pels og en busket, tydeligt stribet hale. Et af de mest karakteristiske træk er de dygtige, multifunktionelle forpoter, som de bruger til at føle, manipulere og undersøge ting. I ansigtet har de en sort øjenmaskering, omtalt i teksten som "maske" i ansigtet", hvilket er et tydeligt kendetegn. Pelsen kan variere i farvenuance efter geografi og årstid; dyr i nord får ofte en tættere og tykkere vinterpels.
Adfærd og intelligens
Vaskebjørne er kendt for deres høje grad af intelligens. Forsøg viser, at de kan huske løsninger på komplekse opgaver i op til flere år. De er typisk nataktive, men kan også være aktive i skumring og dagtimerne, især i områder med menneskelig aktivitet. Vaskebjørne er gode klatrere og kan bruge både træer og bygninger som tilflugtssteder.
Føde
Vaskebjørnes kost er alsidig: ca. 40 % består af hvirvelløse dyr, 33 % af planteføde og 27 % af hvirveldyr i visse studier. De er opportunistiske og spiser fx mus, egern, kaniner, fugle, fisk, frøer, skildpadder, øgler, æg, insekter, orme, samt frugt, bær og nødder. De kan også søge i affald og madaffald i bynære områder, hvilket gør dem meget tilpasningsdygtige.
Rovdyr og trusler
Vaskebjørne har flere naturlige rovdyr, herunder ræve, ulve, prærieulve, bjørne, store ørne, ugler, pumaer, lossehorn og rødtotter (liste fra originale kilder). Unger er især sårbare over for rovdyr og menneskelig påvirkning.
Levested og kontakt med mennesker
De fleste vaskebjørne lever i naturen, men de er ofte uanfægtede af at være tæt på mennesker. De bygger ofte rede i tomme bygninger, garager, skure og endda i husets loftsrum. Vaskebjørne går ikke i dvale om vinteren, men dyr, der lever længere nordpå, hvor det er koldere, udvikler ofte en tykkere pels og kan sove i lange perioder, så deres aktivitet reduceres. I fangenskab kan vaskebjørne overleve op til omkring 20 år; i naturen er den gennemsnitlige levealder ofte kortere, typisk 2–5 år afhængigt af lokale forhold.
Andre arter
To andre arter, den krabbeædende vaskebjørn (P. cancrivorus) og vaskebjørnen fra Cozumel-øen (P. pygmaeus), ligner den almindelige vaskebjørn meget. Den krabbespisende vaskebjørn er ret udbredt i det østlige Sydamerika.
Reproduktion
Efter en drægtighedsperiode på cirka 65 dage føder hunnen typisk to til fem unger om foråret. Nyfødte vaskebjørne kaldes "killinger". Ungerne bliver i og omkring moderens bolig i flere måneder, hvor de lærer at finde føde, klatre og klare sig selv.
Sygdomme og smitte
Vaskebjørne kan være bærere af forskellige sygdomme og parasitter, herunder rabies, rundorme (Toxocara spp.) og andre zoonoser, som kan overføres til mennesker og husdyr. Derfor er det vigtigt at undgå kontakt med vilde dyr og at sikre affald og fødevarer, så de ikke tiltrækker vaskebjørne.
Forvaltning og bevarelse
I deres oprindelige udbredelsesområde er vaskebjørne ikke truede som art, men lokale bestande kan påvirkes af jagt, tab af levesteder og sygdom. I de områder, hvor de er indslæbne (fx dele af Europa og Asien), kan de være invasive og udgøre problemer for indfødte arter, landbrug og kloaksystemer. Forvaltningstiltag varierer fra beskyttelse til kontrol og fangst afhængig af lokal lovgivning og økologiske forhold.
Samlet set er vaskebjørnen et tilpasningsdygtigt, intelligent og opportunistisk dyr med en bred kost og evne til at udnytte både naturlige og menneskeskabte levesteder.