Enogtyvende ændring til USA's forfatning

Tekst

Afdeling 1.
Den attende artikel i forfatningsændringen til De Forenede Staters forfatning ophæves hermed.

Afdeling 2. Transport eller indførsel til en stat, et territorium eller en besiddelse i USA af berusende spiritus med henblik på levering eller brug i disse stater, territorier eller besiddelser er hermed forbudt i strid med lovene i disse stater, territorier eller besiddelser.

Afdeling 3.
Denne artikel er uvirksom, medmindre den er blevet ratificeret som en ændring af forfatningen af kongresser i de enkelte stater, som fastsat i forfatningen, inden syv år fra den dato, hvor kongressen har forelagt den for staterne.

Baggrund

Det 18. forfatningsændringsforslag havde indledt en periode i USA, der var kendt som forbuddet. I denne periode var fremstilling, distribution og salg af alkoholholdige drikkevarer ulovligt. Vedtagelsen af det 18. ændringsforslag i 1919 var det vigtigste mål for afholdsbevægelsen, men det viste sig hurtigt at være meget upopulært. Kriminaliteten var steget kraftigt under forbuddet, da gangstere, som f.eks. Al Capone fra Chicago, blev rige på et meget indbringende sort marked for alkohol. Den føderale regering var ude af stand til at håndhæve Volstead-loven. I 1932 udtalte den rige industrimand John D. Rockefeller, Jr. i et brev:

Da forbuddet blev indført, håbede jeg, at det ville få bred opbakning i offentligheden, og at den dag snart ville komme, hvor alkoholens skadelige virkninger ville blive anerkendt. Jeg er langsomt og modvilligt kommet til at tro, at dette ikke har været resultatet. I stedet er drikkeriet generelt steget, speakeasy'erne har erstattet saloonerne, der er dukket en stor hær af lovovertrædere op, mange af vores bedste borgere har åbent ignoreret forbuddet, respekten for loven er blevet stærkt mindsket, og kriminaliteten er steget til et niveau, som aldrig før er set.

Efterhånden som flere og flere amerikanere modsatte sig det 18. ændringsforslag, voksede en politisk bevægelse for at få det ophævet. Ophævelsen blev imidlertid kompliceret af græsrodspolitik. Selv om den amerikanske forfatning indeholder to metoder til ratifikation af forfatningsændringer, var der indtil da kun blevet anvendt én metode. Denne var ratifikation af tre fjerdedele af staternes lovgivende forsamlinger. Imidlertid var det dengang en visdom, at lovgiverne i mange stater enten var forpligtede over for eller simpelthen bange for afholdslobbyen. Derfor valgte kongressen, da den 20. februar 1933 formelt foreslog ophævelsen af forbuddet, den anden ratifikationsmetode, der er fastsat i artikel V. Det er ved hjælp af statskonventioner.

Implementering

Statslig og lokal kontrol

Den anden afdeling forbyder import af alkohol i strid med statslig eller territorial lovgivning. Dette er blevet fortolket således, at det i det væsentlige giver staterne absolut kontrol over alkoholholdige drikkevarer. Mange amerikanske stater var stadig "tørre" (med statsligt forbud mod alkohol) længe efter ratifikationen af loven. Mississippi var den sidste, som forblev tørre indtil 1966. Kansas fortsatte med at forbyde offentlige barer indtil 1987. Mange stater uddelegerer nu den myndighed over alkohol, som de fik i henhold til denne ændring, til deres kommuner eller amter (eller begge dele), hvilket har ført til mange retssager om rettighederne i henhold til den første ændring, når lokale myndigheder har forsøgt at tilbagekalde spirituslicenser.

Domstolens afgørelser

Afsnit 2 har været kilden til alle afgørelser fra Højesteret, der direkte har behandlet spørgsmål vedrørende den 21. ændring. De første afgørelser tydede på, at afsnit 2 gav staterne mulighed for at lovgive med usædvanligt brede forfatningsmæssige beføjelser.

I State Board of Equalization v. Young's Market Co. (1936) fastslog Højesteret, at en stat kunne kræve en licensafgift for import af øl fra andre stater og også for fremstilling af øl i staten. Domstolen erkendte, at "før den 21. ændring ville det naturligvis have været forfatningsstridigt" for en stat at kræve et gebyr for et sådant privilegium.

I Craig v. Boren (1976) behandlede Højesteret spørgsmålet om et lovforslag med forskellige aldersgrænser for mænd og kvinder med hensyn til alkoholforbrug i Oklahoma (18 år for kvinder og 21 år for mænd). Domstolen underkendte forslaget på grund af en formodet overtrædelse af klausulen om lige beskyttelse i det fjortende tillæg.

I South Dakota v. Dole (1987) bekræftede Højesteret, at det er lovligt at tilbageholde visse føderale motorvejsmidler til stater, hvor den lovlige aldersgrænse for alkoholindtagelse er lavere end 21 år. Domstolen fastslog, at begrænsningerne af udgiftsbeføjelserne i det 21. tillæg ikke forbød Kongressen at opnå indirekte føderale mål.

I 44 Liquormart, Inc. v. Rhode Island (1996) vedtog Rhode Island en lov, der forbød reklamer for spiritus på steder, der ikke solgte spiritus. Andragerne baserede deres søgsmål på deres ret til ytringsfrihed i henhold til første tillægsforfatning. I en enstemmig afgørelse fastslog Domstolen, at stater ikke kan bruge den 21. ændring til at begrænse ytringsfriheden i henhold til den første ændring. Domstolen anerkendte dog, at staten havde beføjelse til at regulere salget af spiritus i henhold til det 21. ændringsforslag.