Ratificeringskonventioner i delstaterne er en af de to måder, der er fastsat i artikel 5 i USA's forfatning for at ratificere forslag til forfatningsændringer. Ratifikationsforsamlinger er kun blevet anvendt én gang. Det var i 1933 og blev brugt til at ratificere den 21. ændring. Alle andre forslag til forfatningsændringer er blevet forelagt delstaternes lovgivende forsamlinger til ratifikation.

I forfatningen er det også fastsat, at statslige ratificeringskonventioner også kan anvendes til at foreslå en forfatningsændring. Indtil nu er ingen af de 27 forfatningsændringer imidlertid blevet foreslået af statskonventioner. Et statsligt ratifikationskonvent kan indkaldes af en stats lovgivende forsamling med to tredjedeles stemmer.

Hvad betyder det i praksis?

Artikel V giver to måder at få en ændring af den føderale forfatning på: enten ved at Kongressen foreslår ændringen med to tredjedeles flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, eller ved en national forfatningskonvention indkaldt efter anmodning fra to tredjedele af delstaterne. Når en ændring er foreslået, bestemmer Kongressen, om den skal ratificeres af delstaternes lovgivende forsamlinger eller af ratificeringskonventioner i delstaterne.

For at en ændring bliver en del af forfatningen, kræves der ratifikation i tre fjerdedele af delstaterne (i dag svarer det til 38 af 50 stater). Det er altså ikke nok med flertal i et enkelt antal stater; tærsklen er høj for at sikre bred enighed.

Hvorfor bruge en ratificeringskonvention?

Kongressen vælger lejlighedsvis ratifikationskonventioner, når man vurderer, at en sådan procedure bedre vil afspejle befolkningens holdning end delstaternes lovgivende forsamlinger. Det klassiske eksempel er 21. ændring (1933), som ophævede forbudstiden (18. ændring). Mange statslige lovgivere var på det tidspunkt imod ophævelse, mens vælgerne i større grad var for, og derfor valgte Kongressen ratifikationskonventioner som ratifikationsform.

Hvordan fungerer en statslig ratifikationskonvention?

  • Den konkrete fremgangsmåde til at indkalde og sammensætte en sådan konvention er ikke detaljeret fastsat i den føderale forfatning. Reglerne afhænger af hver enkelt stats lovgivning og forfatning.
  • I nogle stater vælges delegerede til konventionen ved almindelige valg, i andre udpeges de af den lovgivende forsamling eller ved en særlig procedure efter statens egne regler.
  • Konventionens mandat er begrænset til at tage stilling til den konkrete ændring, som Kongressen har foreslået; den kan normalt ikke ændre forslaget, kun stemme ja eller nej til ratifikation.

Bemærkninger og historisk kontekst

Selvom artikel V også giver mulighed for, at delstaterne kan foranledige en national forfatningskonvention (påkrævet når to tredjedele af delstaterne anmoder herom), er den metode aldrig blevet brugt til at foreslå en forfatningsændring. Alle 27 vedtagne ændringer er indtil videre foreslået af Kongressen.

Samlet set er ratificeringskonventioner et sjældent, men forfatningsretligt anerkendt værktøj, som Kongressen kan anvende for at sikre, at en ratifikation bedre afspejler befolkningens holdning i stedet for de siddende lovgivende forsamlinger i delstaterne.