Det attende ændringsforslag til USA's forfatning

Tekst

Afdeling 1.

Efter et år fra ratifikationen af denne artikel er fremstilling, salg eller transport af berusende spiritus i, import heraf til eller eksport heraf fra USA og alle områder underlagt deres jurisdiktion til drikkevarer forbudt.

Afdeling 2.
Kongressen og de enkelte stater har samtidig beføjelse til at håndhæve denne artikel ved passende lovgivning.

Afdeling 3. Denne artikel er uden virkning, medmindre den er blevet ratificeret som en ændring af forfatningen af de enkelte staters lovgivende forsamlinger, som fastsat i forfatningen, inden syv år fra den dato, hvor kongressen har forelagt den for staterne.

Klausuler

I den første paragraf, afsnit 1, står der, at loven skulle træde i kraft et år efter ratifikationen. Den blev vedtaget af Kongressen den 18. december 1917. Den seksogtredivte stat (det krævede antal for vedtagelse), der ratificerede ændringen, gjorde det 394 dage senere, den 16. januar 1919. Den syvogfyrreogfyrre stat, der ratificerede ændringen, var New Jersey den 9. marts 1922. Rhode Island var den eneste stat, der afviste at ratificere den 18. ændring.

Den anden klausul gav forbundsregeringen og delstatsregeringen fælles beføjelser til at håndhæve ændringsforslaget. Kongressen vedtog den nationale lov om håndhævelse af forbuddet, også kendt som Volstead-loven. Loven definerede enhver drik med et indhold på mere end en halv procent som en berusende drik. Den gav Internal Revenue Service beføjelse til at håndhæve loven.

Den tredje bestemmelse gav staterne syv år til at ratificere ændringen. Dette er det første ændringsforslag, der har en tidsbegrænsning for ratifikation. Hvis det ikke blev ratificeret af det krævede antal stater inden for denne frist, ville ændringen ikke træde i kraft. I artikel 5 i USA's forfatning kræves det, at en ændring skal vedtages af tre fjerdedele af staterne. (36 ud af de 48 stater på det tidspunkt).

Baggrund

I løbet af 1820'erne spredte intense religiøse og sociale bevægelser sig over hele landet og kaldte alkohol og drukkenskab for en "national forbandelse". De blev kaldt afholdsbevægelser. Den første stat, der fik en lov om afholdenhed, var Massachusetts, som i 1838 vedtog en lov, der forbød salg af spiritus i mængder på under 15 US gallons (57 l; 12 imp gal). I 1846 vedtog Maine den første forbudslov i staten. Den blev ophævet to år senere, men andre stater vedtog alligevel også lignende love.

Efter den amerikanske borgerkrig kom indvandrere, primært fra Irland, Tyskland, Italien og andre dele af Europa, til de store byer i millioner af mennesker. Mange af disse mænd arbejdede hårdt og drak lige så hårdt. Øl blev en favoritdrik, og mange tysk-amerikanere, der vidste, hvordan man brygger øl, begyndte at producere det i store mængder. I 1870'erne begyndte mange koner og mødre, som var fuldstændig afhængige af deres mænd, at protestere mod at få deres liv ødelagt af alkohol. De fik følgeskab af en række præster. De organiserede sig som Woman's Christian Temperance Union (WCTU) og blev en stærk drivkraft for forandring. De fik følgeskab af kvinder som Susan B. Anthony og Elizabeth Cady Stanton, der var fremtrædende i stemmerettighedsbevægelsen (kvinders ret til at stemme). Afholdsbevægelsen var i stand til at lægge politisk pres på politikere, som mange var bange for. WCTU begyndte at opfordre til et landsdækkende forbud mod alkoholholdige drikkevarer. I første omgang var de fleste senatorer imod ideen. Men de ønskede heller ikke at blive opfattet som værende imod det. Derfor satte de en frist for ratificering på syv år. Mange håbede, at den ikke ville blive ratificeret. Men planen virkede ikke, da den blev ratificeret lidt over et år efter vedtagelsen.

Resultater af forbuddet

Gustav Boess, borgmester i Berlin, besøgte New York i slutningen af 1929. Han spurgte New Yorks borgmester, Jimmy Walker, hvornår forbuddet skulle træde i kraft. På det tidspunkt havde forbuddet allerede været landets lov i over ni år. At den tyske borgmester overhovedet var nødt til at spørge, viser, hvor godt den 18. ændring havde fungeret. Faktisk fungerede det slet ikke særlig godt.

Økonomi

De, der støttede forbuddet, forventede, at salget af husholdningsartikler og tøj ville stige drastisk. Mange forventede, at ejendomme og huslejer ville stige, efterhånden som barer lukkede, og kvartererne blev renset op. Mange producenter af sodavand, juice og tyggegummi forventede, at salget ville stige, da amerikanerne måtte finde nye måder at underholde sig selv på. Intet af dette skete. I stedet viste de utilsigtede konsekvenser sig at være en nedgang i forlystelses- og underholdningsindustrien i hele landet. Restauranterne gik konkurs, da de ikke længere kunne opnå overskud uden lovligt salg af spiritus. Teaterindtægterne faldt i stedet for at stige, og kun få af de andre økonomiske fordele, der var blevet forudsagt, blev til virkelighed. Forbuddet viste sig at være stort set negativt for økonomien. Der gik tusindvis af arbejdspladser tabt i bryggerier, destillerier og barer. Lastbilchauffører, tjenere, fadmagere og mange andre relaterede arbejdstagere mistede et stort antal job. Den måske største utilsigtede konsekvens var tabet af skatteindtægter for staten. Staten New York mistede næsten 75 % af sine indtægter. Den føderale regering mistede over 11 millioner dollars i skatteindtægter, mens omkostningerne til at håndhæve den var over 300 millioner dollars.

Smuthuller

Forbudslovene havde mange smuthuller (måder at omgå loven på), som hurtigt blev udnyttet. Det største smuthul var, at hverken det 18. tillæg eller Volstead-loven gjorde det ulovligt at drikke eller være fuld i offentligheden. Landmænd, der dyrkede frugt, lærte hurtigt at sælge deres høst i dehydrerede mursten. Advarselsetiketten indeholdt en vejledning i, hvordan man nemt kunne forvandle murstenene til alkoholholdige drikkevarer. Apotekerne fik lov til at ordinere whisky til en række forskellige sygdomme, fra angst til influenza. Efterhånden som smuglervirksomhederne fik kendskab til dette, tredobledes antallet af apoteker i bl.a. staten New York. Værktøj og ingredienser til at fremstille alkohol derhjemme blev solgt i isenkram- og købmandsforretninger. Bøger om, hvordan man fremstiller spiritus, var også lovlige.

Kriminalitet

Under forbuddet ophørte drikkeriet ikke, det gik blot under jorden. Alene i New York City var der tusindvis af speakeasy-klubber. Mafiaen tjente millioner på ulovligt salg af alkohol på det sorte marked. De fleste amerikanere ignorerede simpelthen loven. De agenter, der håndhævede forbudslovene, var dårligt betalt og let bestikkelige. Gangstere tjente penge og blev magtfulde under forbuddet. De samarbejdede endda med hinanden om at fastsætte priserne. Den organiserede kriminalitet fik et nationalt fodfæste på grund af forbuddet. En af de mere kendte gangstere var Al Capone. Da Capone ankom til Chicago i 1920, så han straks de muligheder, som forbuddet gav. Han organiserede ulovlig smugleri i international skala. Han kontrollerede selv distributionen af sin alkohol. Han hyrede sine egne leveringsbiler, sælgere og sine egne tungt bevæbnede vagter for at beskytte sine investeringer. Capone tjente over 100 millioner dollars om året. Han havde ingen problemer med at bestikke alle politikere og medlemmer af de retshåndhævende myndigheder i sit distrikt.