Hvad er ratifikation? Definition og betydning for traktater
Få en klar forklaring på ratifikation: hvad det betyder for traktater, hvordan stater godkender dem, og hvilke konsekvenser det har for lovgivning og internationale aftaler.
Ratifikation er en officiel bekræftelse fra en stat på, at den accepterer at være bundet af en traktat.
Hvad betyder det i praksis?
Når en traktat underskrives, viser det at de forhandlende parter er enige om traktattekstens indhold. Underskriften alene binder normalt ikke staten internationalt, medmindre traktaten udtrykkeligt fastsætter, at underskriften er nok. Ratifikation er ofte det skridt, hvor staten formelt giver sit samtykke til at være bundet af traktaten. Dette sker ved, at den udfylder sin egen forfatningsmæssige procedure — for eksempel ved godkendelse i parlamentet eller ved folkeafstemning — og derefter udsteder et formelt dokument kaldet et "ratifikationsinstrument", som afleveres til den deponerat (ofte en anden stat eller en international organisation), der tager imod ratifikationerne.
Hvorfor kræves ratifikation?
Mange traktater forpligter stater til at ændre politik eller lands egen lovgivning. Af hensyn til demokratisk kontrol og forfatningsmæssig orden kræver nogle lande derfor, at traktater godkendes af lovgivende forsamlinger eller befolkningen, før de bliver bindende på nationalt plan. I andre lande kan regeringen ratificere uden særskilt parlamentarisk godkendelse, men der vil ofte være behov for særskilt lovgivning, hvis traktaten forudsætter ændring af national lov.
Trin i ratifikationsprocessen
- Underskrift: Repræsentanter for staten underskriver traktaten efter forhandling.
- Indenlandsk godkendelse: Den relevante nationale procedure gennemføres (parlament, folkeafstemning, konge/ statsoverhoved mv.).
- Instrumentet for ratifikation: Et formelt dokument udstedes og afleveres til traktatens deponerat.
- Traktaten træder i kraft: Enten på et tidspunkt fastsat i traktaten eller når et nærmere bestemt antal stater har ratificeret.
Reservasjoner, forbehold og ændringer
Stater kan i nogle tilfælde fremsætte reservations eller forbehold til bestemte traktatbestemmelser ved ratifikation. Et forbehold er en erklæring om, at staten ikke anser sig for bundet af visse artikler i traktaten. Accepten af sådanne forbehold afhænger af de øvrige parter og af traktatens regler. Der findes også procedurer for at ændre eller devisere traktater senere.
International ret og national ret
Ratifikation skaber forpligtelser efter international ret: staten har accepteret at overholde traktatens forpligtelser over for andre stater. Hvordan traktaten får virkning i den nationale ret afhænger af landets forfatningsregler: i monistiske systemer kan traktater indgå direkte i national ret, mens i dualistiske systemer kræves der ofte særlig lovgivning for at implementere traktatens regler i den nationale lovgivning.
Eksempler
USA er kun bundet af en traktat, hvis Senatet er indforstået med den. Så selv om præsident Woodrow Wilson underskrev Versaillestraktaten, som afsluttede Første Verdenskrig med Tyskland og oprettede Folkeforbundet, fik traktaten aldrig virkning for USA, fordi det amerikanske Senat aldrig gav sit "råd og samtykke" (accepterede) til traktaten. Derfor blev der indgået en særskilt fredstraktat mellem Tyskland og USA.
I Det Forenede Kongerige ratificerer regeringen traktater, og den behøver ikke underhusets godkendelse. Men hvis traktaten skal ændre loven, er det nødvendigt med en særskilt parlamentslov. Før Storbritannien blev medlem af EU i 1973, skulle der f.eks. vedtages en lov om De Europæiske Fællesskaber for at foretage de nødvendige ændringer af loven.
Andre relevante forhold
- Provisorisk anvendelse: I nogle tilfælde kan en traktat få midlertidig virkning før ratifikation, hvis parterne aftaler det.
- Adgang og succession: Stater kan også tiltræde (accede) eller overtage forpligtelser i visse situationer gennem særskilte procedurer.
- Wienerreglerne: Regler om ratifikation, forbehold og traktaters gyldighed er blandt andet beskrevet i Wienerkonventionen om traktater (1969), som er en central kilde i folkeretten.
- Ophævelse og udtræden: Traktater kan indeholde bestemmelser om, hvordan en stat kan trække sig ud eller opsige traktaten.
Kort opsummering
Ratifikation er det formelle skridt, hvor en stat giver sit endelige samtykke til at være bundet af en traktat. Den sikrer, at traktatens internationale forpligtelser også er forankret i statens egne forfatningsmæssige procedurer, og kan kræve parlamentarisk godkendelse eller folkeafstemning afhængigt af landets regler.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er ratifikation?
A: Ratifikation er bekræftelsen af en traktat.
Q: Hvordan ratificerer lande traktater?
A: Mange lande skal bekræfte en traktat enten gennem deres lovgivende forsamling eller ved en folkeafstemning (en afstemning blandt befolkningen). Tidligere blev traktater underskrevet af delegerede, der blev valgt af et lands hersker, og ratificeret af herskeren, inden de trådte i kraft. USA er kun bundet af en traktat, hvis Senatet er indforstået med den.
Spørgsmål: Hvem løste dette spørgsmål tidligere?
Svar: Tidligere blev dette problem løst ved at lade kravene i ændringsforslagene bortfalde.
Spørgsmål: Hvordan ratificerer Det Forenede Kongerige traktater?
Svar: Regeringen i Det Forenede Kongerige ratificerer traktater uden at have brug for Underhuset til at godkende dem, men hvis den ændrer loven, er der brug for en parlamentslov.
Spørgsmål: Hvad var nødvendigt for at Storbritannien kunne blive medlem af Den Europæiske Union i 1973?
Svar: For at blive medlem af Den Europæiske Union i 1973 skulle Storbritannien vedtage en lov om De Europæiske Fællesskaber for at foretage de nødvendige lovændringer.
Spørgsmål: Hvem underskrev Versailles-traktaten, som afsluttede Første Verdenskrig med Tyskland og oprettede Folkeforbundet?
Svar: Præsident Woodrow Wilson underskrev Versaillestraktaten, som afsluttede Første Verdenskrig med Tyskland og oprettede Folkeforbundet.
Søge