Tibetansk buddhisme (tibetansk: བོད་བརྒྱུད་ནང་བསྟན།; kinesisk: 藏传佛教) er buddhistiske lærdomme fra Tibet. Den er en del af mahayana-buddhismen og er en af tre hovedgrene, der stadig praktiseres i dag. De to andre er Han-buddhismen og Theravada. Den er mest udbredt omkring Himalaya, Centralasien og Sibirien.

Den omfatter alle de buddhistiske lærdomme (eller "tre veje"). Alle traditioner inden for tibetansk buddhisme praktiserer løfterne om moralsk disciplin (Pratimoksha) fra Hørernes køretøj (Shrāvakayāna); løfterne om universel befrielse og filosofi fra det store køretøj (Mahāyāna); og løfterne og de særlige metoder fra det hemmelige mantra køretøj (Vajrayāna).

Historisk baggrund

Tibetansk buddhisme udviklede sig fra indførelse af buddhisme i Tibet fra det 7. århundrede og frem gennem kontakter med Indien, Nepal og Centralasien. Indflydelsen fra indiske tantriske lærere var særligt afgørende for udviklingen af Vajrayāna-praksisser. Fra middelalderen opstod flere distinkte skoler og klostermiljøer, og religionen blev tæt forbundet med det tibetanske samfunds politiske og kulturelle liv.

Hovedskoler og linjer

De fire store traditionelle skoler i tibetansk buddhisme er:

  • Nyingma – den ældste skole, kendt for sine tidlige oversættelser af tantriske tekster og for læren om Dzogchen (den store fuldkommenhed).
  • Kagyu – vægt på meditation og direkte overleverede praksislinjer, især Mahamudra og berømte siddende mestre som Milarepa.
  • Sakya – kombinerer filosofisk skolastik med særlige tantriske læreserier som Lamdre (stigens vej).
  • Gelug – grundlagt af Je Tsongkhapa; lægger stor vægt på monastisk disciplin, uddannelse og logisk debat. Gelug er også den skole, som Dalai Lama traditionelt stammer fra.

Praksisser og ritualer

Tibetansk buddhisme dækker et bredt spektrum af praksisser, fra grundlæggende etiske regler til avanceret tantrisk meditation:

  • Monastisk praksis: klosterlivet omfatter studier af buddhistisk filosofi, debatter, recitation af sutraer og rituel praksis.
  • Tantriske metoder: omfatter initieringer (empowerments), guru-yoga, deity yoga (visualisering af en oplyst figur), mantra-recititation og brug af mandalaer. Disse metoder arbejdere ofte med kroppens energi og sindets transformation.
  • Dzogchen og Mahamudra: avancerede former for direkte erkendelsespraksis, som søger at pege direkte på sindets natur.
  • Etiske og meditative træningsmetoder: som lojong (sindstræning), tonglen (giv-og-modtag meditation) og almindelig samatha/vipassana-meditation.
  • Folkebrug og ritualer: inkluderer pujaer, beskyttelsesmantraer, bønnehjul, bedeflag, thangka-malerier, stupas (chorten) og ofringer, som binder religionen tæt til dagliglivet i Himalaya.

Lamaer, tulku-system og organisation

En central institution er lamaen (åndelig lærer). Et særkende ved tibetansk buddhisme er tulku-systemet, hvor højere mestre genfødes og genkendes som børnelige reinkarnationer (f.eks. Dalai Lama og Karmapa). Klostre og religiøse institutioner fungerer både som uddannelsescentre og som kulturelle knudepunkter.

Tekster og intellektuel tradition

Tibetanerne samlet og oversatte et enormt korpus af buddhistiske skrifter, blandt andet Kangyur (oversættelser af Buddhas ord) og Tengyur (kommentarer og værker af indiske mestre). Studier i logik, madhyamaka-filosofi, abhidharma og tantriske traktater er centrale for mange skoler.

Kunst, medicin og kultur

Tibetansk buddhisme har påvirket kunst, arkitektur og medicin i regionen. Thangka-malerier, kompliserede rituelle objekter, klosterarkitektur og traditionel tibetansk medicin (Sowa Rigpa) er tæt forbundne med religiøs praksis og verdenssyn.

Moderne udvikling og global udbredelse

I det 20. århundrede blev tibetansk kultur og religion udsat for store forandringer, bl.a. politisk undertryk i Kina, hvilket førte til diaspora og genopbygning af klostre i Indien, Nepal og andre steder. Samtidig har tibetansk buddhisme fået udbredelse i Vesten. Mange vestlige praktiserende tiltrækkes af meditationsteknikker, mindfullness-inspiration og lærerlineager, mens der også er et stærkt fokus på bevarelse af traditionelle uddannelser og sprog.

Essensen

Tibetansk buddhisme er en mangfoldig tradition, der integrerer moral, filozofi og esoteriske praksisser med en stærk institutionel og kulturel ramme. Dens kombination af tekstlig lærdom, ritual, meditation og kunst gør den til en central religiøs og kulturel kraft i Himalaya og i det globale buddhistiske landskab.