Tiende (tiendedel): Definition, historie og bibelsk betydning

Tiende: Få klar definition, historisk baggrund og bibelsk betydning — fra 4. Mosebog til moderne praksis og hvad det betyder for tro og økonomi.

En tiendedel betyder den tiende del af noget, normalt en indkomst, som betales til en religiøs organisation. En tiende kan ses som en skat, et gebyr for en tjeneste eller et frivilligt bidrag. Tiendeafgiften stammer fra 4. Mosebog. I det gamle Israel var det levitternes stammer, der var præsterne. De andre stammer gav tiende til levitterstammerne, fordi de ikke havde fået noget land i Kana'an. Tiende kan være penge eller afgrøder eller andre værdifulde ting.

Oprindelse og bibelsk grundlag

Selvom der i Bibelen findes eksempler på betaling af tiende allerede i 1. Mosebog (fx Abraham, som giver tiende til Melkisedek, og Jakob, som lover at give tiende), er den mest detaljerede regulering at finde i Mosebøgerne. Den konkrete institutionalisering af tienden i Israel fremgår af tekster i 4. Mosebog og 5. Mosebog, hvor bestemmelser angiver, hvem der modtager tienden, og hvordan den skal bruges.

Typer af tiender i Det Gamle Testamente

• Den første tiende: Ofte omtalt som den almindelige tiende, som skulle gives til levitterne og præsteskabet som støtte, fordi de ikke arvede jord i Kana'an.
• Festtienden: En tiendedel der blev brugt af ejeren ved religiøse fester og pilgrimsrejser til templet, så man kunne deltage i kulten og fællesskabet.
• Den tredjeårs-tiende (fattigtienden): I nogle tekster nævnes, at hver tredje år skulle en særlig tiende gives til de fattige, herunder enker, forældreløse og fremmede i landet.

Formål og praktisk brug

Formålene med tienden var flere: at sikre levebrød for dem, der tjente i præstegerningen, at finansiere tempelkulten og vedligeholdelse samt at skabe et socialt sikkerhedsnet for samfundets svageste. Tienden kunne leveres i naturaprodukter (korn, vin, husdyr) eller som penge efter konvertering af produkterne.

Tiende i jødisk og kristen tradition

I den jødiske tradition blev tienden håndteret og fortolket gennem århundreder, især i tempelperioden og i rabbinsk lovgivning, hvor detaljer om indsamling, opbevaring og dispensationer blev udviklet. Efter templets fald ændredes praksis, men princippet om at støtte religiøse tjenere og nødlidende bestod.

I kristendommen omtaler Det Nye Testamente tiende i nogle passager; Jesus kritiserer hykleri omkring givning (fx at overholde tienden, men forsømme retfærdighed og barmhjertighed) og samtidig anerkender han det som en religiøs praksis. De tidlige kristne lagde vægt på fællesskabets støtte til de fattige og til kirkens tjenere; senere kirkesamfund har forskellig praksis: nogle ser 10 % som et ideelt mål eller en påbudt forpligtelse, andre betoner frivilligt og lærredssbaseret givende.

Nutidig praksis og juridiske aspekter

I dag varierer praksis meget mellem trossamfund og lande. I mange kristne menigheder opfordres medlemmer til at give regelmæssigt — nogle følger den klassiske 10%-model, andre anbefaler procentbaserede eller behovsbaserede bidrag. I mange moderne samfund er gaver til religiøse og velgørende organisationer et frivilligt bidrag, og i visse lande kan sådanne donationer være fradragsberettigede efter skatteregler. I Danmark er folkekirken primært finansieret gennem kirkeskatten (kirkeskatten indkræves via det offentlige skattesystem for medlemmer af folkekirken), mens frie trossamfund i højere grad er afhængige af medlemstilskud og donationer.

Kritik og nutidig debat

Der rejses også kritik af tvedelte spørgsmål: om tiende som rigid regel er passende i moderne økonomier, og hvordan man sikrer, at midler bruges ansvarligt. Diskussionen inkluderer også emner som økonomisk gennemsigtighed i religiøse organisationer, sociale forpligtelser over for fattige og om princippet om obligatorisk procentgivning står i kontrast til frivillighed og personlig økonomisk situation.

Konklusion

Tienden er et gammelt religiøst og socialt redskab med rødder i bibelske traditioner. Historisk har den båret ansvar for religiøse tjenere, tempelkult og social omsorg. I dag er den fortsat en vigtig praksis i mange trossamfund, men forståelsen og anvendelsen varierer fra streng pligt til frivillig støtte afhængig af teologisk syn, kulturel kontekst og lovgivning.

Søg efter bogstav