Han-buddhisme: Kinesisk buddhisme i Østasiens Mahayana-tradition
Han-buddhisme: Kinesisk Mahayana-buddhisme i Østasien — tradition, kulturpåvirkning og praksis i Kina, Japan, Korea og Vietnam.
Han-buddhisme (forenklet kinesisk: 汉传佛教; traditionelt kinesisk: 漢傳佛教) eller kinesisk buddhisme henviser til buddhismen skrevet med kinesiske tegn (hanzi) eller til buddhismen i den østasiatiske kultursfære. Det er en af de tre vigtigste eksisterende buddhistiske traditioner sammen med tibetansk buddhisme og theravada. Han-buddhismen praktiseres hovedsageligt i Kina, Japan, Korea og Vietnam, og har haft en dyb og varig indflydelse på kunst, filosofi, etik og daglig praksis i hele Østasien.
Historisk udvikling
Buddhismen kom til Kina i løbet af de første århundreder e.Kr., typisk dateret til Han-dynastiets sene periode. Den tidlige udbredelse skete gennem oversættelser af sanskrittekster og gennem kontakter langs Silkevejen. I efterfølgende perioder—særligt under de sydlige og nordlige dynastier, Sui og Tang—blev oversættelsesaktiviteten og systematiseringen af læren intensiveret. Fremtrædende oversættere og lærde som Kumarajiva og Xuanzang spillede afgørende roller for, hvilke sutraer og kommentartraditioner der blev dominerende i Kina.
Tekster og doktrin
Kernen i Han-buddhismen er Mahayana-litteraturen: store sutraer som Lotus-sutraen, Avataṃsaka (Huayan)-sutraen, Vimalakīrtinirdeśa og Pure Land-sutraerne samt en omfattende kommentarer- og filosofitradition. Den kinesiske buddhistiske kanon—en samling af sutraer, vinaya (monastiske regler) og abhidharma-tekster—fungerede som fælles reference for lærde og praktiserende. Mange tekster blev oversat til klassisk kinesisk, hvilket gjorde dem tilgængelige i hele Østasien.
Skoler og praksisformer
Han-buddhismen omfatter flere fremtrædende skoler og praksisformer, ofte med betydelige lokale variationer:
- Chan/Zen: Betonede meditation (zazen) og direkte overførsel af indsigt uden udelukkende at læne sig på skriftlige tekster. Chan udviklede sig senere til Zen i Japan.
- Pure Land (Renjiao/Jōdo): Henvendte sig bredt til lægfolk ved at fokusere på recitation af Amitābha-Buddha (nembutsu/nianfo) og troen på genfødsel i Det rene Land.
- Tiantai/Tendai: Systematiserede sutraerne, især Lotus-sutraen, og udviklede en syntetisk lære om “én store køretøj” (ekonomisk oversigt over buddhistiske metoder).
- Huayan/Kegon: Filosofisk skole centreret om Avataṃsaka-sutraens idé om gensidig indlejring og universel indbyrdes afhængighed.
- Esoterisk buddhisme: Esoteriske eller tantriske strømninger bredte sig fra Indien til Kina og videre til Japan (Shingon), hvor ritualer, mantraer og mandalaer blev vigtige praksisformer.
Organisation og livsformer
Monastiske institutioner i den kinesiske tradition fulgte i høj grad vinaya-reglerne, men lokale variationer og lekmandsinddragelse har altid været vigtige. I Østasien har det ofte været muligt for buddhister at kombinere religiøs praksis med familieliv, og lekmands-organisationer og tempelstøtte fra lokale eliter har sikret udbredelsen af læren.
Synkretisme og kulturel indflydelse
Han-buddhismen har over tid indgået i omfattende udveksling og synkretisme med lokale religioner og forestillinger, særligt taoisme og konfucianisme i Kina. Denne interaktion påvirkede ritualer, kosmologi, etik og tempelarkitektur. Buddhisme har også formet kunst (maleri, skulptur, litteratur), ceremonier, kalenderfester og filosofisk tænkning i hele Østasien.
Forskelle til tibetansk buddhisme og theravada
Selvom alle tre traditioner har fælles buddhistiske rødder, adskiller Han-buddhismen sig i flere træk:
- Mahayana-centreret læresæt: større fokus på bodhisattva-idealet, en bred repertoire af sutraer og en tendens til at inkorporere lokale forestillinger.
- Stærk tekst- og oversættelsestradition i klassisk kinesisk, som blev den intellektuelle kanal for buddhisme i hele Østasien.
- Større fleksibilitet mellem lægmands- og munkepraksis og et stærkt fokus på rituelle og devotionsformer som Pure Land-praksis.
Udbredelse og moderne udvikling
Fra Kina spredte Han-buddhismen sig til Korea, Japan og Vietnam, hvor den tilpassede sig lokale sprog og kulturer og gav anledning til nationale varianter (fx Zen i Japan, Jōdo-shū og Tendai; i Korea Seon osv.). I det 20. og 21. århundrede har moderne reformer, genoplivningsbevægelser, missionsarbejde og globalisering gjort kinesisk buddhisme kendt på verdensplan. I Kina og andre lande har politiske omvæltninger—særligt i det 20. århundrede—påvirket institutioner og praksis, men buddhistiske fællesskaber oplever også genopblomstring, især i Taiwan, Hongkong, blandt diasporasamfund og gennem internationale sangha-netværk.
Vigtige personligheder
Nogle historiske personer har haft særlig betydning for Han-buddhismens udvikling: oversættere som Kumarajiva og Xuanzang; æstetiske og doctrinale skikkelser som Bodhidharma, Huineng (Chan-arkitekt), og senere reformatorer og moderne mestre, der formidlede buddhisme i nye tidsaldre.
Konklusion
Han-buddhisme betegner både en tekstlig- og kulturel form af Mahayana-buddhisme, som har præget store dele af Østasien. Dens rigdom af skoler og praksisformer, dens evne til at indoptage lokale elementer og dens omfattende oversættelses- og kanoniseringsarbejde har gjort den til en central strømning i østasiatiske religiøse landskaber.
Historie
Der er legender om, at Laozi var Buddha selv, eller at Buddha kom fra det tibetanske kongerige Zhangzhung. Der er andre legender om, at buddhismen har eksisteret i Kina siden oldtiden (før Qin-dynastiet).
Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.)
Shiji 《史記-秦始皇本紀》har et afsnit called「禁不得祠」(jin bude ci). Der står:
"徙謫，實之初縣。禁不得祠。明星出西方。"
I det 20. århundrede sagde den japanske videnskabsmand Fujita Toyohachi (藤田丰八), at buddhismen kom ind i Kina under Qin-dynastiet. Ordet 不得 (pinyin: "bude"; grov udtale: boo-duh) udtales næsten nøjagtigt som sanskritordet "Buddha". Det blev brugt til at skrive Buddha ned på det kinesiske sprog. Andre (som 铃木券太郎) var uenige. Desuden er det usandsynligt, at 得 ville blive brugt til at translitterere. Og baseret på udviklingen af kinesiske toner ville 不得 lyde noget i retning af putug (郑张尚芳 siger, at "不得" er [pɯtɯːɡ]).
Han-dynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.)
Det menes generelt, at buddhismen blev indført under (det vestlige, før 1 f.Kr.) Han-dynastiet. Den kom fra de vestlige regioner og Silkevejen.
Ifølge Weilüe《魏略‧西戎傳》、《魏書‧釋老志》and andre optegnelser gav kejser Ai af Hans mænd folket Pagoda Sutra《浮屠经》。
I 67 drømte Han-kejseren Ming om det "gyldne folk". Han sendte folk ud for at møde munke i de vestlige regioner. Disse munke bragte flere buddhistiske tekster med tilbage. Han byggede White horse-templet (白马寺) og oversatte 42 kapitler af skriftstedet 《四十二章經》。
Der er en beretning om, at kejser Ming af Han (28-75 e.Kr.) hjalp med at indføre buddhismen i Kina. Mouzi Lihuolun (3. - 5. århundrede) siger:
I gamle dage så kejser Ming i en drøm en gud, hvis krop havde solens glans, og som fløj foran hans palads, og han glædede sig meget over dette. Den næste dag spurgte han sine embedsmænd: "Hvilken gud er det?" Den lærde Fu Yi svarede: "Din undersåt har hørt, at der i Indien er en person, der har opnået Dao, og som kaldes Buddha; han flyver i luften, hans krop havde solens glans; dette må være denne gud."
Ming sendte derefter folk til Tianzhu (Sydindien) for at lære mere. Buddhistiske skrifter vendte tilbage til Kina på ryggen af hvide heste, hvorefter White Horse Temple blev opkaldt. To indiske munke vendte også tilbage med dem, de hed Dharmaratna og Kaśyapa Mātaṅga.
Det er omdiskuteret, om kejser Ming faktisk drømte om gyldne mennesker. De lærde er dog enige om, at buddhismen kom fra xiyu omkring hans tid.
En parthisk prins ved navn An Shigao rejste til Kina og hjalp med at oversætte nogle indiske tekster til kinesisk.
I 167 hjalp nogle Yuezhi (stammer i Centralasien) også med at oversætte nogle ting.
I denne periode blev Mahayana-buddhismen populær i Kina. Han-folket ville derefter "sinisere" den for at gøre den til Han-buddhisme.
I Chongqing blev der gravet en gammel Yao Qian Shu (pengetræ) op. En Buddha sad på det. Det stod, at den var lavet i det fjerde år af Yan guang (125 CE). Det er den tidligst kendte bronze Buddha, der er fundet i Kina. Der er en anden tidlig Buddha-skulptur i Sichuan over en grav.
Tidlige buddhistiske skoler
Sarvastivadinns, Dharmaguptakas og andre skoler var vigtige for Han-buddhismen.
Seks dynastier (220-589)
Nogle kinesere mente, at buddhismen var skadelig for regeringens autoritet, at buddhisterne bidrog til at forbedre økonomien, at buddhismen var barbarisk og ikke fortjente at være en del af den kinesiske kultur. Andre blandede imidlertid buddhismen med taoismen. De to gik godt sammen. Begge opfordrer til meditation. Og derfor blev buddhistiske idéer brugt i taoismen og omvendt.
Omkring denne tid begyndte Han-buddhismen at sprede sig til Korea, Japan og Vietnam. Den var allerede populær i Sydkina.
Kumārajīva (334-413)
Kina kontrollerede Kucha, et buddhistisk kongedømme i Xinjiang. De fængslede Kumarajiva, men løslod ham i 401, fordi han var god til buddhismen.
Han fik stor indflydelse på Han-buddhismen.
Kejser Yao Xing fra staten Later Qin kunne lide ham.
Han lavede en række gode oversættelser (fra 402-413 e.Kr.).
Dette omfatter Diamant Sutra, Amitabha Sutra, Lotus Sutra, Vimalakīrti Nirdeśa Sūtra, Mūlamadhyamakakārikā, og Aṣṭasāhasrikā Prajññāpāramitā Sūtra.
Chán-buddhismen
I det 5. århundrede begyndte Chán (Zen) læren i Kina. Bodhidharma, en legende, startede den.
Skolen følger Laṅkāvatāra Sūtra og Diamond Sūtra (Vajracchedikā Prajññāpāramitā Sūtra) . Den blev også kaldt "Et køretøjs skolen".
De var berømte for deres historier om møder og koans og deres undervisningsmetoder. Nan Huai-Chin siger:
Zen-læren var en særskilt overlevering uden for den skriftlige lære, som ikke betragtede nogen skriftlige tekster som hellige. Zen pegede direkte på det menneskelige sind for at sætte folk i stand til at se deres virkelige natur og blive buddhaer.
Tang-dynastiet (618-907)
Xuanzangs rejse mod vest
Under Tang-dynastiet i 629-645 rejste munken Xuanzang til Indien og besøgte over hundrede kongeriger. Han og skrev om sin rejse mod vest. Hans skrifter er vigtige for studiet af Indien i denne periode.
Han besøgte mange åndelige steder, mange åndelige mennesker og lærte en masse åndelige ting. Han mødte buddhistiske berømtheder.
Han vendte tilbage til Kina med 657 sanskrit-tekster, gaver, statuer og buddhistiske souvenirs, alt sammen på 22 heste.
Xuanzang oprettede et oversættelsescenter i Chang'an (nu Xi'an). Det tiltrak folk fra hele Østasien. Xuanzang oversatte 1.330 bøger til kinesisk. Hans foretrukne del af buddhismen var Yogācāra, eller "Kun bevidsthed".
I denne periode blev Han Chan-buddhismen populær i Japan.
Song-dynastiet (960-1279)
Under Song-dynastiet blev Chán (禪) brugt af regeringen til at styrke dens kontrol over landet. Chán blev den mest populære form for kinesisk buddhisme.
Yuan-dynastiet (1279-1368)
Under Yuan-dynastiet var de mongolske kejsere glade for den tibetanske buddhisme, så de ansatte tibetanske munke som embedsmænd. Dette forårsagede korruption. Senere væltede Ming-dynastiet Yuan-dynastiet, og tibetanske lamas havde ikke længere indflydelse på hoffet.
Ming-dynastiet (1368-1644)
Chan-skolen var så populær, at alle munke tilhørte den. Mandlige og kvindelige kinesiske buddhister skrev flotte digte i denne periode.
Qing-dynastiet (1644-1911)
Qing støttede den tibetanske buddhisme.
Omkring år 1900 begyndte buddhister fra andre asiatiske lande at interessere sig for den kinesiske buddhisme. Anagarika Dharmapala besøgte Shanghai i 1893. Han og andre indere forsøgte at få kineserne til at hjælpe med at genoplive buddhismen i Indien. Japanske buddhister besøgte også Kina. På dette tidspunkt (og måske tidligere) havde Kina de fleste buddhister i verden.
Kinesiske buddhistiske munke fra Qing-dynastiet
Bodhisattva Avalokitesvara (Guanyin), træ, 11. århundrede, det nordlige Song-dynasti, St. Louis Art Museum
Statue af Xuanzang ved den store vildgåsepagode i Xi'an.
Statue af Kumārajīva foran Kizil-hulerne i Kuqa, Xinjiang, Kina
Ruinerne af Nalanda-universitetet i Indien, hvor Xuanzang studerede.
東漢四川青銅搖錢樹上有西王母與坐佛。
Kort, der viser buddhismens udbredelse og hovedopdelinger
White Horse Temple, der traditionelt anses for at være oprindelsen til den kinesiske buddhisme.
Undervisning
Han-buddhismen bruger begreber fra buddhismen, konfucianismen og taoismen. De tilbeder Buddha og bodhisattvaer ved at give mad, blomster osv. De er veganere. De tror på gud og helvede, liv efter døden og karma.
Relaterede sider
- Neo-konfucianisme
- Religion i Kina
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Han-buddhisme?
A: Han-buddhismen er en buddhistisk skole skrevet med kinesiske tegn (hanzi) eller en skole fra den østasiatiske kultursfære. Den praktiseres hovedsageligt i Kina, Japan, Korea og Vietnam og har haft stor indflydelse på den østasiatiske kultur.
Spørgsmål: Hvad er de to andre store buddhistiske skoler?
Svar: De to andre store buddhistiske skoler er tibetansk buddhisme og theravada.
Spørgsmål: Hvor kommer Han-buddhismen fra?
Svar: Han-buddhismen stammer fra Mahayana, den gren af buddhismen, der hovedsagelig er skrevet på sanskrit og stammer fra det nordlige Indien.
Spørgsmål: Hvordan interagerer Han-buddhismen med indiske religioner?
Svar: Han-buddhismen har et stort samspil mellem de indiske religioner og kinesiske religioner (som taoisme).
Spørgsmål: I hvilke lande praktiseres Han-buddhismen hovedsageligt?
Svar: Han-buddhismen praktiseres hovedsagelig i Kina, Japan, Korea og Vietnam.
Spørgsmål: Hvilket sprog blev Mahayana oprindeligt skrevet på?
Svar: Mahayana blev oprindeligt hovedsageligt skrevet på sanskrit.
Søge