I jainismen er en tirthankara (sanskrit tīrthaṅkara) en alvidende undervisningsgud, der viser vejen til befrielse fra cyklusen af fødsler og dødsfald, kaldet saṃsāra. Selve ordet tīrthaṅkara kan oversættes til "den, der skaber en ford" — altså en, som lægger en vej frem, så andre kan krydse fra verdslig eksistens til frigørelse. Ifølge jainisk overlevering bliver læren gradvist glemt i løbet af tidens cyklus; når behovet opstår, fødes et sjældent individ, som opgiver verden, praktiserer streng askese og på egen hånd overvinder saṃsāra. Efter at tirthankara opnår Kevala Jnana (alvidenhed) genopretter han læren og danner bro for andre, så de kan følge ham fra saṃsāra til moksha (befrielse).
Tidscyklus og antal
Ifølge jainisk kosmologi er tiden opdelt i cykler — en voksende (utsarpini) og en faldende (avasarpini) fase — og i hver halvdel af cyklussen fremtræder præcis fireogtyve tirthankaraer i den del af universet, hvor mennesker lever. Den første tirthankara i denne række var Rishabhanatha, der i myterne fremstilles som lærer i forskellige kunstarter og erhverv, herunder landbrug. Den 24. og sidste tirthankara i denne halvcyklus var Mahavira (599-527 f.Kr.). Hans forgænger, Parshvanatha, den treogtyvende tirthankara, regnes for at være en historisk person.
Liv, praksis og opnåelse
De traditionelle livsberetninger om tirthankaraer følger ofte et mønster: fødsel i en kongelig eller anset familie, et liv med velstand, en periode med indre uro eller erkendelse, der leder til fuldstændig afkaldsproces (renunciation), langvarig askese og meditation, opnåelsen af Kevala Jnana (perfekt viden/indsigt) og endelig opnåelsen af moksha, hvor sjælen slipper fri og ophører med at genfødes. Efter frigørelsen omtales de som siddha og siges at opholde sig i Siddhashila — et sted øverst i kosmos i jainisk kosmologi.
Lære og skrifter
Tirthankaras lære er ifølge traditionen den samme i kerneprincipper og etik og er samlet i tekster, som i den ene store retning (Svetambara) kaldes Agama'er. Der er dog historiske og doktrinære uenigheder mellem de to hovedretninger, Svetambara og Digambara, om hvilke tekster der er autoritative, og om visse detaljer i skikkelsernes liv. Digambaraerne mener fx, at de oprindelige kanoniske skrifter gik tabt og har derfor en anden teksttradition. Ikke desto mindre underviser alle tirthankaraer i de centrale jainistiske værdier: ikke-vold (ahimsa), sandhed (satya), ikke-stjæl (asteya), afholdenhed (brahmacharya) og ikke-ejerskab (aparigraha).
Ikonografi og tempelpraksis
Tirthankaraer fremstilles ofte i templer i enten stående position (kayotsarga — kropsabandonment) eller siddende i lotusposition. Hver tirthankara har et særligt symbol (lanchana), som ofte afbildes ved statuen og bruges til identifikation. I jainistiske templer, som for eksempel pilgrimsstederne Shikharji, Palitana og de berømte Dilwara-templer, fejres og ærer man tirthankaraerne gennem ærbødighed (puja), recitation af hellige tekster og festivaler som Mahavir Jayanti (fødselsdagen for Mahavira) og Paryushana (en vigtig årlig renselses- og fordybelsesperiode).
Teologisk og etisk rolle
Tirthankaras betragtes i jainismen ikke som skaberguder, men som perfekte vejledere og erkendte væsener, som har besejret indre fjender som vrede, tilknytning, stolthed og begær. Derfor kaldes de Jina (sejrherre). Deres "nåde" forstås som den vejledning og det moralske eksempel, de giver — en nåde, som i traditionel jainisk tanke er tilgængelig for alle levende væsener uanset religiøs tilhørsforhold, fordi lære og praksis siges at være universelt anvendelige.
Forskelle i tilbedelse og fortolkning
Selvom tirthankaraer tilbedes og ærer i ritualer, understreger jainismen, at de ikke griber ind i verdens gang som almægtige guddomme. Tilbedelsen er primært et udtryk for respekt og aspirerende praksis: tilbedere søger at efterligne tirthankarernes askese, etik og indsigt for dermed at fremskynde deres egen vej mod moksha. Der findes desuden sekteristiske forskelle om bl.a. ikonografi (tøj vs. nøgenhed i statuemyter), tekster og ritualpraksis mellem Svetambara og Digambara.
Betydning i dag
Tirthankaraernes livsfortællinger, etik og idealer fortsætter med at være centrale for jainisk religiøs identitet, sociale værdier og daglig praksis. De fungerer som moralske forbilleder, inspiration til ikke-voldelig livsførelse og som kilder til filosofisk refleksion om handling, konsekvens (karma) og frigørelsens natur.
Tirthankaras kaldes Jina (sejrherre), hvilket betyder en, der har besejret indre fjender som vrede, tilknytning, stolthed og grådighed. De er fuldstændigt fri for lidenskaber og personlige tilbøjeligheder. Efter at have opnået alvidenhed siges de også at være fri for almindelige fysiske og psykiske ufuldkommenheder som konstant sult, tørst eller behov for søvn, idet de er nået til en tilstand af fuld erkendelse og frigørelse.
