Manchu-sproget er et tungustisk sprog, og det var det oprindelige sprog for Manchu-folket før og under Qing-dynastiet. Manchurerne er det etniske mindretal i Kina, som væltede Ming-dynastiet i 1644 og overtog landet. Da de herskede, dannede de Qing-dynastiet. I løbet af Qing-perioden fungerede manchu i lange perioder som administrativt og ceremonielt sprog ved hoffet og i dokumenter, selv om almindelige mennesker og mange embedsmænd i praksis talte kinesisk. I midten af 1800-tallet blev det mere almindeligt, at mange manchuiske adelsmænd at tale kinesisk som deres første sprog, og Kinas sidste kejser, Aisin Gioro Puyi, kunne kun ganske lidt manchu og talte kinesisk som sit modersmål. Ikke desto mindre blev manchu ofte skrevet ved siden af kinesisk i officielle dokumenter indtil slutningen af kejsertidens Kina.

Historie og udbredelse

Manchu tilhører den tungustiske sprogfamilie og er nært beslægtet med sibe samt mere fjerne tungustiske sprog som evenki. Under Qing-dynastiet (1644–1912) havde manchu en særlig prestige som herskerfolkets sprog, men sprogskiftet mod kinesisk begyndte gradvist, især i byområder og blandt eliten. I dag lever omkring 10 millioner mennesker i Kina, der registreres som Manchus-etnicitet, men langt de fleste taler mandarin-kinesisk som første sprog.

Skriftsystem

Manchu anvendte en tilpasset version af den mongolske skrift, som blev ændret for at passe bedre til sprogets lydsystem. Skriften er typisk lodret og stammer fra den mongolske skrifttradition med tilpasninger til manchus morfologi. Skriftsproget blev brugt i officielle protokoller, love og kulturelle tekster gennem størstedelen af Qing-tiden.

Sproglige træk

Manchu er et agglutinerende sprog med suffixation, hvilket betyder, at grammatiske funktioner typisk udtrykkes ved endelser. Grundordstilling er ofte subjekt–objekt–verb (SOV). Sproget har kasusmarkører på substantiver, verbalsuffixer til at markere aspekt og modus, samt postpositioner. Mange af disse træk er typiske for de tungustiske sprog.

Status i dag og kritisk truet

Manchu er i dag klassificeret som et kritisk truet sprog. Selvom der er omkring 10 millioner mennesker, der i folkeregistre er opført som Manchus, er antallet af faktiske manchutalere stærkt reduceret. Forskellige vurderinger anslår det nuværende antal flydende talere til færre end 100 og muligvis kun nogle få dusin, primært ældre personer. Dette gør manchu til et af de mest truede sprog i regionen.

Revitalisering og forskning

Der findes i dag akademiske studier af manchu ved universiteter i Kina og i udlandet, udgivelser af ordbøger og grammatikker samt enkelte lokale og online initiativer, der forsøger at genindlevere sproget i skoledistrikter og i kulturprojekter. Nogle manchuiske samfund og forskere arbejder på undervisningsmaterialer, digitale ressourcer og fagsprogskurser. Et relateret sprog, sibe (xibe), som blev relocated til Xinjiang i 1700- og 1800-tallet, har bevaret flere aktive talere og bruges ofte som sammenligningsgrundlag i forskningen.

Betydning

Manchu har stor historisk betydning for kinesisk historie, kultur og for studiet af etniske relationer i det nordøstlige Asien. Som arvestykke fra Qing-dynastiet indeholder manchutekster vigtige kilder til statslige dokumenter, love, kultur og sprogkontakt mellem manchu og kinesisk. Bevægelsen for at dokumentere og bevare manchu handler både om at beskytte et sprogligt kulturarv og om at forstå den flersprogede historie i regionen.

Resumé: Manchu var det officielle sprog for Qing-dynastiets herskere og anvendte en modificeret mongolsk skrift. I dag er sproget kritisk truet — langt de fleste personer med manchu-tilhørsforhold taler mandarin — men forskning og revitaliseringsinitiativer forsøger at dokumentere og bevare dets resterende viden og materialer.