Anden ændring til USA's forfatning

Baggrund

Da Amerika blev koloniseret af europæiske lande, var skydevåben meget vigtige for kolonisterne. Da europæerne kom til Amerika, bragte de ideen om, at jord skulle ejes af en enkeltperson. De fik denne ret fra deres konge gennem jordtilskud. Dette var helt fremmed for de indfødte amerikanere, som mente, at et bestemt område tilhørte stammen. Kolonisterne forsvarede deres krav over for indianere og andre europæere, hvis konger måske havde givet dem de samme landområder. De havde også brug for skydevåben til jagt. I mange byer og landsbyer var mænd forpligtet til at eje skydevåben til forsvar af samfundet. De fleste kolonister, der kom til Amerika i det 17. århundrede, havde ingen erfaring som soldater. Briterne havde kun få soldater i kolonierne, og kolonisterne fandt hurtigt ud af, at de var nødt til at oprette militser.

Kolonierne havde militslove, der krævede, at alle raske hvide mænd skulle være til rådighed for militsen og selv sørge for deres egne våben. I 1774 og 1775 forsøgte den britiske regering, som nu var mere tilstede, at afvæbne de amerikanske kolonister. Dette fik kolonisterne til at danne private militser, som var uafhængige af enhver kontrol fra de guvernører, der var udpeget af den britiske regering. Minutemen, som kæmpede mod den britiske hær i slaget ved Lexington og Concord, var en uafhængig milits.

Efter den amerikanske revolutionskrig havde forfatningens ophavsmænd, ligesom de fleste amerikanere på den tid, mistillid til stående (permanente) hære og stolede på militser. Efter revolutionskrigen stolede amerikanerne på statsmilitser til at forsvare landet. Konføderationsartiklerne, den nye nations første forfatning, krævede, at hver stat skulle opretholde en velbevæbnet milits. Kongressen kunne indkalde militserne til at forsvare landet mod enhver fremmed magt. Kongressen kunne dog kun danne en stående hær, hvis ni af de tretten stater godkendte det. Dette var en af de svagheder, der førte til forfatningskonventet i 1787 og til en ny forfatning.

I det 18. århundrede betød ordet "hær" lejesoldater. Amerikanerne nærede mistillid til stående hære og var bange for, at de kunne bruges til at overtage landet. Folk huskede stadig Oliver Cromwell og hans militærdiktatur i England.

Statsforfatninger

Virginia var en af de første kolonier, der vedtog en statsforfatning. Den indeholdt ordene: "En velreguleret milits, der består af folkets medlemmer, som er trænet til at føre våben, er det rette, naturlige og sikre forsvar for en fri stat." Andre stater fulgte efter med lignende formuleringer i deres egne forfatninger. Pennsylvania erklærede: "folket har ret til at bære våben til forsvar af sig selv og staten; og da stående hære i fredstid er farlige for friheden, bør de ikke opretholdes; og at militæret bør holdes under streng underordning og styres af den civile magt."

I 1781 godkendte den kontinentale kongres konføderationsartiklerne. Heri anerkendte man, at de tretten oprindelige stater havde beføjelse til at styre sig selv. De handlede kollektivt for at få en kongres, men gav ikke penge til at drive den. Der var ingen præsident og intet retssystem. Denne konføderation af stater viste sig at være en meget dårlig form for centralregering.

Philadelphia-konventet i 1787

Forfatningskonventet mødtes i Philadelphia i Pennsylvania fra den 25. maj til den 17. september 1787. Formålet med konventet var at revidere konføderationsartiklerne. Men det blev klart, at mange af medlemmerne, herunder James Madison og Alexander Hamilton, ønskede at skabe en ny regering i stedet for at rette op på den eksisterende regering. De delegerede valgte George Washington til at lede konventet. De blev til sidst enige om blev enige om Madisons Virginia-plan og begyndte at foretage ændringer. Resultatet blev De Forenede Staters forfatning og den nuværende regeringsform.

Lovforslag om rettigheder

Debatten om forfatningen i Philadelphia førte til, at der dannedes to grupper: føderalisterne og anti-føderalisterne. Føderalisterne ønskede en stærk centralregering. Anti-føderalisterne ønskede, at delstatsregeringerne skulle have mere magt. Afstemningen om den nye forfatning blev vedtaget på baggrund af et løfte fra føderalisterne om at støtte en Bill of Rights, der skulle tilføjes til forfatningen.

Oprindeligt foreslog kongressen 12 ændringsforslag til staterne. Men staterne ratificerede kun ti. Bill of Rights, som de første 10 ændringsforslag kom til at hedde, gjaldt oprindeligt for den nationale regering og ikke for staterne. Mange stater havde allerede deres egen Bill of Rights. Bill of Rights blev ratificeret og trådte i kraft i 1791.

Forskellige fortolkninger

Det andet ændringsforslag var et resultat af flere forslag, der blev kombineret og forenklet til kun 27 ord. Denne forenkling har givet anledning til mange debatter om våbenbesiddelse og individuelle rettigheder. Historikere, dommere og andre har gentagne gange søgt efter den mening, som forfatterne af ændringsforslaget fra det 18. århundrede havde tænkt sig. Forskellige fortolkninger af det andet ændringsforslag giver stadig anledning til offentlige debatter om regulering af skydevåben og våbenkontrol.

Hovedtal og tegnsætning

I 2007 behandlede den amerikanske appelret for District of Columbia Circuit en sag kaldet Heller mod District of Columbia. På det tidspunkt var det ulovligt for almindelige amerikanere at have en pistol i Washington, D.C. For at afgøre, om dette var i strid med det andet tillæg, kiggede retten meget nøje på versaler og tegnsætning i tillægsbestemmelsen for at forsøge at finde ud af, præcis hvad ophavsmændene havde ment.

Dommer Laurence H. Silberman har skrevet Domstolens afgørelse. Den erklærede District of Columbias forbud mod våben ugyldigt. Afgørelsen var baseret på det andet komma (efter ordet "state") som bevis for, at det andet tillæg giver enkeltpersoner ret til at bære en pistol. Dette er ud over staternes ret til at opretholde militser.

Det andet ændringsforslag, der blev ratificeret af staterne og godkendt af udenrigsminister Thomas Jefferson, sagde:

"En velreguleret milits er nødvendig for en fri stats sikkerhed, og folkets ret til at bære våben må ikke krænkes".

I den version, som blev vedtaget af Kongressen og underskrevet af præsident George Washington (men aldrig ratificeret af staterne), stod der:

"En velreguleret milits er nødvendig for en fri stats sikkerhed, og folkets ret til at bære våben må ikke krænkes."

Den 25. juni 2008 erklærede Højesteret sig enig med appelretten i dens afgørelse. (I Højesteret blev sagen kaldt District of Columbia v. Heller).

Afgørelser, der er skelsættende

• I 1939 traf den amerikanske højesteret en skelsættende afgørelse i United States v. Miller (307 U.S. 174 (1939)). Domstolen fastslog, at Kongressen kunne forhindre folk i at have visse våben (i dette tilfælde et oversavet haglgevær), fordi haglgeværet ikke ville bidrage til at opretholde en velreguleret milits. Domstolen sagde, at formålet med det andet ændringsforslag var at sikre militærets effektivitet.
• Sagen District of Columbia v. Heller (554 U.S. 570 (2008)) var en anden skelsættende sag. Det var første gang i næsten 70 år, at Højesteret anvendte det andet ændringsforslag i forbindelse med en revision af våbenkontrollove. USA's højesteret fastslog i en 5-4 afgørelse, at det andet tillæg til USA's forfatning gjaldt for det føderale distrikt og beskytter en persons ret til at besidde et skydevåben til lovlige formål. Dermed blev forbuddet mod håndvåben i Washington D.C. annulleret, fordi det krænkede borgernes rettigheder i henhold til andet tillæg. I afgørelsen blev United States v. Miller også kaldt en undtagelse fra den generelle regel om, at amerikanere må besidde skydevåben. Domstolen sagde:
• Folk, der overholder loven, kan umuligt bruge oversavede haglgeværer til noget lovligt formål
• Love om lignende våben, der ikke kan bruges til lovlige formål, vil ikke være i strid med det andet ændringsforslag.
• Love, der forhindrer kriminelle og psykisk syge i at få våben, er ikke i strid med det andet ændringsforslag.
• I McDonald v. Chicago (561 U.S. 742 (2010)) udtalte Højesteret i en 5-4 afgørelse, at byen Chicago ikke kunne gøre det ulovligt for borgerne at eje håndvåben. Domstolen fastslog, at den enkeltes ret til at "beholde og bære våben", der er beskyttet af det andet tillæg, er indarbejdet i Klausulen om retfærdig rettergang i det fjortende tillæg. Domstolen fastslog, at den gælder for staterne.