Henry Purcell

Hans liv

Tidlige år

Vi ved ikke ret meget om Purcells barndom. I 1664 døde hans far, og Henry kom til at bo hos sin onkel, Thomas Purcell, som var meget venlig over for ham. Thomas Purcell var en gentleman af det kongelige kapel, hvilket betød, at han sang i kongens kor. Snart sang Henry i det kongelige kapel. Dette var den bedste musikalske uddannelse, en dreng kunne få i England. Hans lærere var kaptajn Henry Cooke og derefter Pelham Humfrey. Henry sang i koret, indtil hans stemme gik i stykker i 1673. Han fik derefter til opgave at passe på kongens musikinstrumenter.

Purcell kan have komponeret allerede, da han var ni år gammel. Vi ved, at han skrev en ode til kongens fødselsdag i 1670. Da Humfrey døde, studerede Purcell hos den berømte komponist John Blow. Han gik på Westminster School. I 1676 blev han organist i Westminster Abbey. Han begyndte at skrive musik til teatret. Han skrev også kirkemusik, bl.a. en hymne til en sanger ved navn John Gostling, som havde en meget god, dyb basstemme. Purcell skrev flere hymner til ham i løbet af sit liv. En af dem hedder "They that go down to the sea in ships". Den går ned til et lavt D.

Senere karriere og død

I 1680 tog Blow, der var blevet organist ved Westminster Abbey i 1669, sin afsked, så den 22-årige Purcell kunne få sit job. Purcell brugte derefter de næste seks år på at skrive hellig (religiøs) musik. Senere vendte han tilbage til at skrive musik til teatret, herunder den første engelske opera Dido and Aeneas.

I 1682 blev Purcell organist i Chapel Royal. Han havde dette job samtidig med at han var organist i Westminster Abbey. Hans første trykte komposition, Twelve Sonatas, blev udgivet i 1683. Det var dyrt at trykke musik dengang, så det var usædvanligt at få noget trykt. Han fortsatte med at skrive musik, herunder oden til kongen og den kongelige familie. I 1685 skrev han to af sine fineste anthems, "I was glad" og "My heart is inditing", til kong James II's kroning.

I 1687 skrev han mere teatermusik. Nogle gange var det musik til masker (en slags ballet med en del sang), andre gange var det musik til tragedier, f.eks. skuespil af Dryden. I 1691 skrev han King Arthur, også skrevet af Dryden. I 1692 komponerede han sange og musik til The Fairy-Queen (en bearbejdning af Shakespeares A Midsummer Night's Dream). Purcells musik til dette var forsvundet i mange år og blev genopdaget og udgivet i 1901. I disse værker synger personerne i stykkerne ikke, de taler deres replikker.

Purcells Te Deum and Jubilate blev skrevet til Saint Cecilia's Day i 1693 og er det første engelske Te Deum, der nogensinde blev komponeret med orkesterakkompagnement. Han komponerede en hymne og to elegier til dronning Mary II's begravelse.

Død

Han var meget berømt, da han døde i 1695, muligvis af tuberkulose. Hans kone og to af hans seks børn overlevede ham.

Purcell ligger begravet ved siden af orglet i Westminster Abbey. Hans gravskrift lyder: "Her hviler Henry Purcell Esq. som forlod dette liv og er gået til det velsignede sted, hvor kun hans harmoni kan overgås."

Et andet portræt af Henry Purcell

Hans musik

Purcell skrev en masse musik til teatret. Han blev født et år før den tid, der i England er kendt som "restaurationen". Før restaurationen havde Oliver Cromwell regeret England i næsten 20 år. Det meste musik var blevet forbudt. Folk var derfor meget glade for at kunne lave musik igen, og de ønskede masser af sange og instrumentalmusik i deres skuespil. Opera var derimod ikke ønsket. I Europa var operaen meget populær i lande som Italien, Tyskland og Frankrig, men den blev ikke populær i England, før Händel kom til England i 1709 og introducerede italiensk opera.

Dido and Aeneas er en undtagelse, fordi det er en rigtig opera: alt bliver sunget, og ordene er på engelsk. Den blev skrevet til en opførelse på en pigeskole. Den er ret kort og varer kun en time. Den indeholder den berømte klagesang When I am laid in earth sunget af Dido.

Purcell skrev en meget stor mængde musik til kirken. Dette omfatter bl.a. anthems og gudstjenesteopsætninger. Selv om han var organist, skrev han meget lidt til orgel. Han skrev kammermusik, herunder nogle meget smukke fantasier for violer.

Indflydelse

Selv om Purcell blev anerkendt som en stor komponist på det tidspunkt, havde han ikke megen indflydelse på andre komponister efter sin død. Han var den sidste i en række af store engelske musikere i det 16. og 17. århundrede. Efter hans død var engelsk musik ikke så vigtig, som den havde været. I det 18. århundrede var den musik, der blev hørt i England, i vid udstrækning importeret fra kontinentet, f.eks. italiensk opera.

Langt senere, i det 20. århundrede, blev engelske komponister ofte inspireret af Purcells musik. Benjamin Britten skrev et stykke kaldet The Young Person's Guide to the Orchestra, som er baseret på en melodi fra Purcells Abdelazar. Arien "I know a bank" fra Brittens opera A Midsummer Night's Dream er inspireret af Purcells aria "Sweeter than Roses". Sir Michael Tippett elskede Purcells harmonier og rytmer, og de påvirkede ham i hans kompositioner.