César Franck

Livet

César Franck blev født i Liège, en by, der nu ligger i Belgien. Hans far kom fra nærheden af den tysk-belgiske grænse, og hans mor var tysk. Da hans far ønskede, at han skulle blive koncertpianist, blev han sendt til at studere på konservatoriet i Liège, inden han i 1837 kom til konservatoriet i Paris. I 1842 fik hans far ham til at komme tilbage til Liège, så han kunne øve sig på sin karriere som virtuos pianist. Han tog tilbage til Paris i 1844 og blev der resten af sit liv. Han fortalte sin far, at han ikke ønskede at blive koncertpianist. Dette gjorde hans far meget vred.

I de første år i Paris ernærede Franck sig ved at undervise og spille orgel. I 1848 blev han gift. Hans forældre kom til brylluppet, selv om de stadig var vrede på ham, fordi han ikke ønskede at blive pianist.

I 1858 blev han organist i en ny kirke, Saint Clotilde Basilica. Han blev der resten af sit liv. Han besluttede sig for at forbedre sit orgelspil, især i brugen af pedaler og i improvisation. På det tidspunkt var man i Frankrig ved at ændre på pibeorgelet. Aristide Cavaillé-Coll var en meget berømt orgelbygger. Han byggede et orgel til Saint Clotilde-basilikaen, og Franck gav den første koncert på det nye instrument i december 1859. Franck blev berømt for den måde, han improviserede på orglet efter gudstjenesterne. I mange år komponerede han dog ikke meget.

Franck var ved at blive kendt som lærer i orgel og komposition. Hans gruppe af elever blev kendt som bande à Franck (Franck-bandet). Blandt dem var Henri Duparc, som præsenterede ham for Alexis de Castillon. Franck blev professor i orgel ved konservatoriet i Paris. Blandt de elever, han underviste, var Vincent d'Indy, Ernest Chausson og Louis Vierne. Hans orgelværker, især Grande Pièce Symphonique, var nogle af de bedste orgelværker, der er kommet fra Frankrig (eller andre steder) i over et århundrede. De var med til at forberede den franske symfoniske orgelstil, som skulle omfatte mange berømte komponister fra slutningen af det 19. århundrede og fremefter: folk som Vierne, Charles-Marie Widor og Marcel Dupré.

I 1872 skrev han oratoriet Rédemption. Det var ikke nogen succes, da det blev opført første gang, men det skyldtes hovedsagelig instrumentalpartierne, som var dårligt kopieret, og den berømte dirigent Edouard Colonne, som dirigerede det meget dårligt. Værket blev populært flere år senere, efter at Franck var død.

Franck var nu begyndt at komponere de værker, som gjorde ham virkelig berømt. Han skrev et meget stort oratorium kaldet Les Béatitudes. Senere skrev han en klaverkvintet og de symfoniske digte Le chasseur maudit og Les Djinns. Hans klavermusik omfattede bl.a. Prélude, choral et fugue og Variations symphoniques. I 1885 blev han tildelt korset af Legion d'honneur. Året efter blev han præsident for Société Nationale de Musique. Han skrev en violinsonate (1886) og en symfoni (1888), som nu nok er hans to mest berømte kompositioner.

I 1890 blev Franck væltet omkuld af en hestevogn, da han krydsede vejen. Han døde kort efter, men nåede alligevel at komponere sine Trois chorals for orgel lige før sin død.

 
Franck spiller orgel  

Hans musik

Mange af Francks værker anvender "cyklisk form", en måde at få et langt værk med flere satser til at lyde som ét stykke ved at lade hovedtemaet eller hovedtemaerne vende tilbage i senere satser. Han skrev i en romantisk stil, som delvis var påvirket af musik af Wagner og Liszt. Franck havde store hænder, og når han skrev for klaver, fik han ofte pianisten til at spille akkorder med meget brede strækninger.

Han er kun berømt for et lille antal kompositioner, som han skrev i sine sidste år. Et af hans mest kendte kortere værker er motetten Panis Angelicus, som oprindeligt blev skrevet for tenorsolo, men som oftere høres sunget af en sopran eller diskant.