Francis Poulenc (7. januar 1899 i Paris – 30. januar 1963 i Paris) var en fransk komponist og et af de mest karakteristiske medlemmer af gruppen Les Six. Han skrev musik i mange genrer: sang (mélodie), kammermusik, oratorier, opera, balletmusik og orkestermusik. Poulencs musik er ofte umiddelbart tilgængelig, præget af sangbar melodik, klare harmonier og en særlig kombination af lethed, humor og pludselig dyb alvor. I begyndelsen blev han af nogle musikkritikerne ikke anset for at være en «seriøs» komponist, men gennem sit virke vandt han langsomt anerkendelse og regnes i dag for en central skikkelse i fransk musik fra 1900-tallet. Han anses ofte som den væsentligste forfatter af fransk sang siden Fauré.
Liv og karriere
Poulenc blev født i en velstående parisisk familie og fik tidligt musikalsk uddannelse; han var delvist selvlært som komponist, men modtog også klaverundervisning. Som ung var han en af de seks komponister, der samlede sig om navnet Les Six — en løs gruppe, som delte et ønske om at skabe en levende, moderne men folkelig fransk musik i reaktion mod romantikkens og wagnersk tradition. Udover Poulenc omfattede gruppen bl.a. Darius Milhaud, Arthur Honegger, Germaine Tailleferre, Louis Durey og Georges Auric.
Musikalsk stil og store værker
Poulencs stil kombinerer ofte:
- En sangbar, ofte let genkendelig melodik.
- Enkle, men raffinerede harmoniske farver.
- En blanding af humor, parisisk elegance og pludselig religiøs eller alvorlig inderlighed.
Han bevægede sig frit mellem verdslige og religiøse udtryk, og efter en religiøs fornyelse i mellemkrigsårene og især efter 2. verdenskrig skrev han flere bemærkelsesværdige hellige værker.
Nogle af hans mest kendte værker er:
- Les Biches (ballet, 1924) — tidlig succesfuld balletmusik med charmerende, neoklassiske træk.
- Trois Mouvements perpétuels (pianostykker, 1918) — populære korte værker fra hans ungdom.
- Sextet for piano og blæsere (Sextuor, 1932) — et af hans mest elskede kammermusikværker.
- Concerto pour orgue, cordes et timbales (orgelkoncert, 1938) — markant orkesterværk med imponerende orgelklang.
- Stabat Mater (1950) — et centralt religiøst korværk, følsomt og intenst.
- Dialogues des Carmélites (opera, 1957) — en af Poulencs mest berømte scenerotationer, kendt for sin dramatik og religiøse dybde.
- La voix humaine (monodrama for sopran og orkester, 1959) — et intens, dramatisk solostykke skrevet til sangerinden Denise Duval.
- Gloria (1961) — et storslået kor- og orkesterværk, der viser hans sene religiøse og musikalske modenhed.
Kammermusik, sange og samarbejder
Poulenc skrev et stort antal mélodies (sange), kammerværker og klaverværker — hans sange er især rost for deres tekstfølelse og melodiske overskud. Han arbejdede tæt sammen med sangere som Denise Duval, der var hans muse og medvirkende i flere urpremierer. Hans kammermusik omfatter også sonater og mindre ensembler, ofte med fremtrædende blæserinstrumenter.
Eftermæle
Poulencs musik opfattes i dag som en væsentlig bro mellem tradition og modernitet i fransk 1900-talsmusik. Hans evne til at kombinere humor og melankoli, det umiddelbart tilgængelige med det dybt følelsesmæssige, har gjort hans værker populære både i koncerthuse og på plader. Især hans sange og scener fra opera/teater lever videre i et rigt koncerthold og mange optagelser.
Vigtige kendetegn: klar melodik, ofte intime tekstopførelser, vekslen mellem det profane og det religiøse samt en personlig, umiskendelig fransk tone. Poulenc står som en af de mest fremtrædende franske komponister i midten af det 20. århundrede.

