Johann Pachelbel (1653–1706) — født i Nürnberg, døbt 1. september 1653; begravet 9. marts 1706 i Nürnberg — var en tysk komponist og organist. Han er især kendt for sin orgelmusik, men skrev også klavermusik, kammermusik og talrige satser til den protestantiske kirke. Hans Kanon i D er blevet et af de mest spillede stykker fra baroktiden og bruges ofte ved kirkebryllupper og andre festlige anledninger.
Liv og uddannelse
Pachelbel voksede op i Nürnberg og modtog sin første musikundervisning der. I 1669 begyndte han studier ved universitetet i Altdorf, men måtte efter et år afbryde studierne af økonomiske grunde. Omkring et år senere fortsatte han sin undervisning på gymnasium Poeticum i Regensburg for, hvor skolens ledelse hurtigt så hans musikalske talent og sikrede ham et ekstra stipendium samt særlig musikundervisning uden for skolen.
I 1673 rejste han til Wien, hvor han blev viceorganist ved Stefanskirken og kom i tæt kontakt med musiktraditionen fra Sydtyskland og Italien. Efter et kortere ophold i Eisenach fik han ansættelse som organist ved Predigerkirche i Erfurt, hvor han virkede i en årrække og opbyggede sit ry som dygtig organist og lærer.
Familie og undervisning
I 1681 blev Pachelbel gift, men hans første kone og deres lille søn omkom i pesten. Han giftede sig igen i 1684 og fik med sin anden hustru fem sønner og to døtre; flere af hans sønner fulgte i faderens fodspor som musikere. Pachelbel virkede som lærer for en række unge musikere; blandt dem står forbindelsen til Bach-familien frem—han underviste bl.a. musikere, som senere havde betydning for Johann Sebastian Bachs opvækst og musikalske uddannelse.
Karriere og virke
Pachelbel gjorde sig særligt bemærket som organist og boede i Erfurt indtil 1690. Senere flyttede han tilbage til Nürnberg og blev i 1695 ansat som organist ved St. Sebald, en stilling han beholdt resten af livet. I denne periode udbyggede han sit repertoire, skrev liturgisk musik til gudstjenesten og komponerer både til orgel og til mindre ensembler.
Musikalsk stil og værker
Som komponist hører Pachelbel til den sene renæssance-barokke periode og repræsenterer den sydtyske orgelskole. Han skrev mange koralpræludier, fuger, toccataer, ricercarer og andre orgelstykker, der kombinerer kontrapunktisk håndværk med melodisk klarhed. Ud over orgelværker skrev han også kammermusik, variationer, arier og værker med basso continuo, som afspejler samtidens praksis.
Ikke alle hans værker er bevaret; en del er gået tabt, mens andre er blevet udgivet i samlinger i hans samtid og senere. Hans musik er kendetegnet ved en klar tonal struktur, en sans for sangbare melodier og en praktisk tilgang til kirkemusik, hvor koralens funktion ofte står i fokus.
Kanon i D og eftermæle
Hans Kanon i D er teknisk set et lille kammerstykke skrevet for tre violiner og basso continuo, opbygget over en tilbagevendende baslinje (basso ostinato) og en række overliggende kanoniske stemmer. Stykket blev i århundreder ikke det mest centrale i hans oeuvre, men blev i det 20. århundrede genopdaget og arrangeret i mange forskellige versioner, hvilket har gjort det til et af de mest genkendelige og populært brugte stykker i dag—særligt ved kirkebryllupper og kommercielle indspilninger.
Pachelbels indflydelse ligger både i hans direktemusikalske efterladenskab og i hans rolle som lærer for efterfølgende generationer i den tyske baroktradition. Hans kombination af kontrapunktisk håndværk og melodisk enkelhed gjorde ham til en vigtig bro mellem den ældre barok og komponister som dem i Bach-familien. I dag opføres hans orgelværker regelmæssigt i koncerter, og hans kammermusik, især Kanon i D, har opnået verdensomspændende genkendelse.