Napalm er navnet på en række brændbare væsker, der er blevet brugt i krigsførelse. Ofte er det geleret benzin. Napalm er faktisk et fortykningsmiddel i sådanne væsker. Når det blandes med benzin, danner fortykningsmidlet en klæbrig, brandfarlig gel. Det blev udviklet af USA under Anden Verdenskrig af et hold kemikere fra Harvard. Holdets leder var Louis Fieser. Navnet napalm stammer fra de ingredienser, der først blev brugt til at fremstille det: samudfældede aluminiumsalte af naphthen- og palmitinsyre. Disse blev tilsat til det brændbare stof for at få det til at gelere.

Et af de største problemer med de tidlige brandvæsker (som f.eks. dem, der blev brugt i flammekastere) var, at de sprøjtede og løb for let ud. USA fandt ud af, at flammekastere, der anvender en benzin-gel, kan skyde længere og er mere anvendelige. Benzingel var vanskelig at fremstille, fordi der blev brugt naturgummi, som der var stor efterspørgsel efter og som var dyrt. Napalm gav et langt billigere alternativ. Det løste de problemer, der var forbundet med gummibaserede brandbomber.

I dag er napalm for det meste fremstillet af benzen og polystyren og er kendt som napalm-B.

Napalm blev brugt i flammekastere og brandbomber af de amerikanske og allierede styrker. Napalm er fremstillet til at brænde med en bestemt hastighed og klæbe til materialer. Dette gøres ved at blande forskellige mængder napalm og andre materialer. En anden nyttig (og farlig) effekt, der primært involverer brugen af napalm i bomber, var, at napalm "hurtigt deoxygenererer den tilgængelige luft". Det skaber også store mængder kulilte, der forårsager kvælning. Napalmbomber blev også brugt i Vietnamkrigen til at rydde landingsområder for helikoptere.

Selv om napalm er en opfindelse fra det 20. århundrede, er det en del af en lang historie med brandbomber i krigsførelse. Historisk set var det dog primært væsker, der blev brugt (se græsk ild). Et infanteribaseret våben med brændbart flydende brændstof, flammekasteren, blev indført under Første Verdenskrig af tyskerne, og varianter heraf blev snart udviklet af andre parter i konflikten.

Sammensætning og typer

Der findes flere varianter af napalm. Den oprindelige formulering (ofte kaldet napalm-A) brugte fortykningsmidler baseret på metal-salte af organiske syrer (herunder de oprindelige naphthen- og palmitinsyre-salte). Senere udvikledes napalm-B, som er en mere stabil og billigere blanding bestående af benzen, polystyren og almindelig benzin. Napalm-B dannede en tyktflydende, klæbrig gel, som brændte længere og sværere at slukke end almindelig brændstof.

Virkningsmekanisme og skadetyper

  • Termiske forbrændinger: Napalm klæber til overflader og mennesker, hvilket fører til dybe og alvorlige forbrændinger.
  • Røg og kvælning: Forbrænding af napalm producerer store mængder røg og kulilte, hvilket reducerer ilttilgængeligheden og kan føre til kvælning.
  • Psychologisk og materiel skade: Ud over fysiske skader kan napalm have stærk demoraliserende effekt og forårsage omfattende ødelæggelse af bygninger og vegetation.

Anvendelse i krige og historiske eksempler

Napalm blev udviklet under Anden Verdenskrig og anvendt i flammekastere og bomber af allierede styrker. I Koreakrigen og især i Vietnamkrigen fik napalm stor opmærksomhed — både militært og i medierne — bl.a. på grund af billeder af civile ofre og brændende landsbyer. Napalm blev også brugt taktisk til at rydde vegetation omkring landingspladser til helikoptere og til at ødelægge skjulesteder og forsyningslinjer.

Juridiske og etiske aspekter

Brugen af napalm har været omdiskuteret af både politikere, militærfolk og menneskerettighedsorganisationer. Internationale regler er blevet udviklet for at begrænse brugen af brandvåben mod civile. Et vigtigt dokument er Konventionen om visse konventionelle våben (CCW) og dens Protokol III (vedtaget 1980), som begrænser anvendelsen af brændende våben mod civilbefolkningen og forbyder luftangreb med brændende våben i områder med koncentrationer af civile. Protokollens præcise rækkevidde og implementering varierer mellem lande, og der er fortsat politisk debat om fortolkning og håndhævelse.

Miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser

Napalm efterlader brændende rester og kemiske restprodukter, som kan forurene jord og vand og forårsage langvarige sundhedsproblemer for overlevende, herunder ar, åndedrætsproblemer og psykisk traume. De umiddelbare forbrændinger er ofte livstruende, og behandlingen kræver akut hospitalsbehandling og langvarig genoptræning for overlevende.

Nutidig status

På grund af både juridiske restriktioner, ændrede militære doktriner og stærk offentlig modstand er brugen af napalm og lignende klæbende brændstoffer i stor skala blevet reduceret i mange lande. Incendiaire våben anvendes fortsat i visse sammenhænge (fx til markering eller destruktion af udstyr), men anvendelse mod civile mål er bredt fordømt og i mange tilfælde forbudt under internationale aftaler.

Afsluttende bemærkning

Napalm er et eksempel på et teknologisk udviklet våben, som har haft betydelig taktisk anvendelighed, men som samtidig rejser alvorlige etiske, juridiske og humanitære problemer. Forståelse af napalms kemi, virkning og historie er vigtig for at vurdere både dets militære rolle og de langsigtede konsekvenser for civile og miljøet.