Nanjing-massakren | Det var en del af den anden kinesisk-japanske krig

Navne

Massakren i Nanjing er også kendt som voldtægten i Nanjing. Den var dengang kendt som Nanking-massakren eller voldtægten i Nanking. Navnet Nanjing har ikke ændret sig: det var 南京 dengang og nu, men folk har ændret den måde, de staver lydene i kinesiske navne på ved hjælp af det latinske alfabet. "Nanking" var postkortets stavemåde, som normalt forsøgte at stave ord på den måde, som lokalbefolkningen sagde dem omkring år 1900. "Nanjing" er pinyin-staveformen, som staver ord på den måde, som de skal lyde på mandarin-kinesisk.

Det mandarin-kinesiske navn for Nanjing-massakren er Nánjīng Dàtúshā, som betyder det samme. (Dàtúshā kan delvist betyde "en stor slagtning og drab", men samlet set er det blot det kinesiske ord for "massakre"). Det skrives 南京大屠殺 i traditionel kinesisk skrift og 南京大屠杀 i den lettere kinesiske skrift, der nu bruges af det kinesiske fastland og Singapore.

Japanerne kan bruge lignende navne, men foretrækker ofte at kalde det Nankin Jiken, som blot betyder "Det, der skete i Nanjing". Det skrives 南京事件 på japansk skrift.

 

Massakren

Massakren i Nanjing varede over seks uger. I løbet af denne periode blev soldater fra den kejserlige japanske hær:

• Myrdede kinesiske civile
• Myrdede kinesiske soldater, der havde afleveret deres våben
• Stjal og plyndrede alt, hvad de ville
• Sætte ild til bygninger for at ødelægge dem
• Voldtog og torturerede børn og voksne

Massemord på civile

I løbet af de seks uger, som Nanjing-massakren varede, massakrerede den kejserlige japanske hær (IJA) mellem 40.000 og 300.000 mennesker. Det er svært at vide præcist, hvor mange mennesker der blev dræbt i dette massemord, fordi IJA brændte mange lig, begravede andre i massegrave og smed andre i Yangtze-floden. På grund af dette er forskere og historikere ikke enige om, hvor mange civile der præcist blev dræbt.^p. 1015

Historikere er dog enige om, at den kejserlige japanske hær begyndte at massakrere civile kinesere den dag, de gik ind i Nanjing. Den dag skrev John Rabe, en tysk forretningsmand, i sin dagbog: "Vi støder på lig for hver 100 til 200 meter. De civile lig, som jeg undersøgte, havde skudhuller i ryggen. Disse mennesker havde ... været [på flugt] og blev skudt bagfra."^p. 67

I en anden massakre skød japanske soldater tusindvis af kinesere med maskingeværer. De efterlod deres lig i en grøft, som de kaldte "Ten-Thousand-Corpse Grøften". De fleste historikere mener, at mere end 12.000 mennesker blev dræbt i denne massakre. IJA massakrerede også omkring 100 Hui-folk (en minoritetsgruppe i Kina, som for det meste er muslimer).

Tortur af civile

I de seks uger, som massakren varede, fortsatte den kejserlige japanske hær med at dræbe civile kinesere. De dræbte på grusomme og brutale måder og torturerede ofte deres ofre, før de dræbte dem.

For eksempel indrømmede den tidligereIJA-soldat Kozo Tadokoro i 1984:

"

Vi brugte pigtråd til at [binde] de tilfangetagne kinesere i bundter af ti og bandt dem op på stativer. Så hældte vi benzin på dem og brændte dem levende ... . Jeg følte det som om [jeg] dræbte grise

"

En anden tidligere soldat ved navn Nagatoni indrømmede, at japanske soldater torturerede folk til døde ved at gøre ting som:

• at kaste dem i gryder med kogende vand
• Begravelse af dem, mens de stadig var i live, så de ville blive kvalt
• Begravelse af dem med kun hovedet over jorden, så de ville sulte
• Kastning af spædbørn op i luften og fangning af dem på bajonetter

I 2010 lavede en japansk kvinde ved navn Tamaki Matsuoka en dokumentarfilm om Nanjing-massakren. I filmen indrømmer tidligere IJA-soldater, at de ofte voldtog kinesiske kvinder og massakrerede civile kinesere. Ud af de 250 tidligere soldater, som Matsuoka interviewede, var der dog kun tre, der havde dårlig samvittighed over det, de havde gjort. En tidligere soldat, Sho Mitani, sagde:

"

Vi levede i en tid, hvor vi blev undervist i, at kinesere ikke var mennesker. Hæren brugte en trompetlyd, der betød "Dræb alle kinesere, der løber væk". Vi blev fra barnsben lært i skolerne, at kinesere var som insekter.

"

Voldtægt

Under massakren voldtog de japanske soldater omkring 20.000 kvinder - herunder børn og ældre kvinder.^p. 1012 Soldaterne gik fra dør til dør og ledte efter piger. Når de fandt en, tog de hende og voldtog hende som en gruppe. Hvis nogen forsøgte at stoppe soldaterne, skød soldaterne dem.^p. 77

Lige efter at de havde voldtaget kvinderne, dræbte de japanske soldater dem ofte, nogle gange ved at lemlæste deres kønsorganer.

En overlevende fra massakren fortalte, at sønnerne blev tvunget til at voldtage deres mødre, og fædrene blev tvunget til at voldtage deres døtre. En gruppe soldater gruppevoldtog en gravid kvinde, som fødte kun få timer senere (barnet så ikke ud til at være kommet til skade). Japanske soldater voldtog også buddhistiske nonner og tvang munke til at voldtage kvinder.

Vidners historier

Den 19. december 1937 skrev pastor James M. McCallum i sin dagbog:

"

Jeg ved ikke, hvor jeg skal slutte. Aldrig har jeg hørt eller læst en sådan brutalitet. Voldtægt! Voldtægt! Voldtægt! Vi anslår, at der er mindst 1.000 tilfælde om natten og mange om dagen. I tilfælde af modstand eller noget, der ligner misbilligelse, bliver der stukket med bajonet eller skudt ... Folk er hysteriske ... Kvinder bliver ført bort hver morgen, eftermiddag og aften. Hele den japanske hær synes at være fri til at gå og komme, som den vil, og til at gøre, hvad den har lyst til.

"

Et andet vidne til voldtægterne i Nanjing var Robert O. Wilson. Han var kirurg på et amerikansk hospital i Nanjing. Den 15. og 18. december 1937 skrev han til sin familie:

"

I går aftes blev der begået indbrud i huset hos en af de kinesiske ansatte på universitetet, og to af kvinderne, hans slægtninge, blev voldtaget. To piger på omkring 16 år blev voldtaget til døde i en af flygtningelejrene. I universitetets mellemskole, hvor der bor 8.000 mennesker, kom japanerne ind ti gange i nat, over muren, stjal mad og tøj og voldtog, indtil de var tilfredse.

"

Drab på krigsfanger

Fra 1931 blev det i en international lov kaldet den tredje Genève-konvention fastsat, at det var ulovligt at behandle krigsfanger på visse måder. Den sagde, at disse fanger havde rettigheder - f.eks. retten til at få en retssag, før de blev henrettet. I august 1937 havde Japans kejser Hirohito imidlertid besluttet, at hverken han eller hæren ville følge nogen internationale love om, hvordan kinesiske krigsfanger skulle behandles.

Lige efter at IJA havde indtaget Nanjing, begyndte de at lede efter tidligere kinesiske soldater. De tog tusindvis af unge mænd som fanger. Nogle af disse mænd var aldrig soldater; IJA antog bare, at de var det. Uden nogen retssager tog IJA mange af disse unge mænd med til Yangtze-floden og dræbte dem med maskingeværer.

Ifølge tilståelser fra tidligere IJA-soldater havde en enhed af IJA-soldater den 13. og 14. december 1937 taget 14.777 kinesiske krigsfanger. I løbet af de næste par dage tog de yderligere 2.000-3.000 fanger. I løbet af to dage massakrerede IJA hver eneste af disse krigsfanger - over 15.000 mennesker. I deres tilståelser sagde de tidligere IJA-soldater, at deres militære ledere havde beordret dem til at gøre dette.

I løbet af de seks uger, som massakren varede, dræbte IJA i alt omkring 30.000 kinesiske krigsfanger.^p. 1015

Tyveri og brandstiftelse

Den japanske hær efterlod de fleste af bygningerne i Nanjing ødelagt ved plyndring og brandstiftelse. De ødelagde nybyggede regeringsbygninger og mange civile hjem. Soldaterne stjal også alt, hvad de ville have. Fordi den kejserlige japanske hær var så meget stærkere end de kinesiske soldater og civile i Nanjing, kunne kineserne ikke kæmpe tilbage. Det betød, at japanerne kunne tage alle byens værdifulde ting til sig selv.

 
En 16-årig pige, der blev voldtaget af japanske soldater  


15.000 kinesiske soldater tages til fange nær Nanjing. Alle blev massakreret  


Japanske soldater begraver kinesiske civile levende  

Slutningen af massakren

I januar 1938 meddelte den kejserlige japanske hær, at Nanjing var "i orden" igen. I den første uge af februar oprettede den en regering, som skulle adlyde alle Japans behov. Derefter rejste IJA. Massakren var slut.

 

Retssag og straf

Den 2. september 1945 overgav Japan sig til de allierede magter. Dette afsluttede Anden Verdenskrig.

Kort tid efter begyndte de allierede magter at oprette internationale militærdomstole. For at retsforfølge Japans ledere for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden oprettede de den internationale militærdomstol for Fjernøsten (IMTFE).

Den Internationale Militærdomstol for Fjernøsten

Tre af den japanske kejserlige hærs ledere i Nanjing blev stillet for retten i IMTFE:

• General Matsui Iwane, som havde ansvaret for alle de japanske soldater i Nanjing
• General Akira Muto, der ledede soldaterne under den værste del af massakren
• Kōki Hirota, som var udenrigsminister under massakren. Han blev beskyldt for at have hjulpet med at planlægge massakren og ikke at have gjort noget for at stoppe den.

Alle tre mænd blev fundet skyldige i krigsforbrydelser af "klasse A". Det betød, at de var blevet fundet skyldige i at have planlagt og stået i spidsen for krigen. Alle tre blev dømt til døden og blev henrettet.

Krigsforbryderdomstolen i Nanjing

I 1946 oprettede den kinesiske regering krigsforbryderdomstolen i Nanjing. Denne domstol dømte general Matsuis løjtnant, Tani Hisao, for hans rolle i Nanjing-massakren. Den fandt ham skyldig og dømte ham til døden.

 
IMTFE blev afholdt i et tidligereIJA-hovedkvarter i Tokyo  

Afvisning

Nanjing-massakren er stadig meget kontroversiel i Japan. Kun et lille antal japanske forfattere siger, at massakren aldrig fandt sted. Det meste af diskussionen om massakren har at gøre med, hvor mange kinesere der døde. Nogle forskere siger, at langt færre kinesere døde, end de fleste historikere siger. For eksempel siger den japanske forfatter Tanaka Masaaki, at kun et par hundrede civile døde i Nanjing.

I 2014 hædrede Japan stadig fjorten krigsforbrydere i klasse A - herunder de tre ansvarlige for Nanjing-massakren - ved en national helligdom.

Bevismateriale

Der er mange beviser for, at Nanjing-massakren fandt sted på den måde, som de fleste historikere og overlevende siger, at den gjorde. Disse beviser omfatter:

• Erindringer fra folk, der overlevede massakren.
• Dagbøger og tilståelser fra japanske soldater, der deltog i massakren.
• Breve, dagbøger og erindringer fra folk, som læger og missionærer, der blev for at forsøge at hjælpe.
• Fotografier og film.
• Den amerikanske missionær John Magee blev f.eks. i Nanjing, så han kunne dokumentere det, der skete, på film og med fotografier.
• Massegrave med mennesker, der alle blev dræbt på samme måde.

 
Massegrave som denne beviser, at folk blev massakreret i Nanjing  

Fotogalleri

Under massakren

·         Hold musen over hvert billede for at se dets etiket. Klik på billedet for at gøre det større.

Retssag og straf

Mindegaver: Nanjing Massacre Museum

 

Relaterede sider

• Anden Verdenskrig
• Anden kinesisk-japanske krig
• Det japanske imperium
• Den kejserlige japanske hær
• Krigsforbrydelser
• Forbrydelser mod menneskeheden