Kristi Himmelfartsdag – Hvad er det? Historie, dato og traditioner

De østlige kirker

Den østlige ortodokse kirke beregner påskedatoen anderledes, så den østlige ortodokse fejring af Kristi Himmelfartsdag vil normalt finde sted efter den vestlige fejring (enten en uge, fire uger eller fem uger senere; men lejlighedsvis på samme dag). Den tidligst mulige dato for festen er den 13. maj (i den vestlige kalender), og den senest mulige dato er den 16. juni. Nogle af de orientalsk-ortodokse kirker fejrer dog Kristi Himmelfart på samme dato som de vestlige kirker.

Højtiden fejres med en nattevagt hele natten.

Tekster i Bibelen

Romerbrevet er en bog fra Bibelen, som blev skrevet omkring år 56 eller 57. I den beskriver Paulus Kristus som værende i himlen og i afgrunden. Dette synes at være den tidligste kristne omtale af Jesus i himlen.

En af de vigtigste tekster om Kristi Himmelfart findes i Apostlenes Gerninger 1:1-11. Ifølge hypotesen om to kilder er det også den tidligste. Her bliver Jesus optaget legemligt til himlen fyrre dage efter sin opstandelse. Teksten siger, at apostlene så dette ske. Inden Jesus gik til himmels, holdt han en tale, den såkaldte "missionsbefaling", hvori han sagde, at han ville vende tilbage. I Lukasevangeliet finder himmelfart sted påskesøndag aften. I Johannesevangeliet (ca. 90-100) tales der om, at Jesus vender tilbage til Faderen. I 1. Peter (ca. 90-110) er Jesus steget op til himlen og befinder sig ved Guds højre side. I Efeserbrevet (ca. 90-100) tales der om, at Jesus er steget højere op end alle himlene. I 1. Timotheus (ca. 90-140) beskrives Jesus som optaget i herlighed. Den traditionelle slutning i Markusevangeliet (se Markus 16) indeholder en kort version af det, som Lukas havde sagt om opstandelsen. Den beskriver Jesus som optaget til himlen og siddende ved Guds højre hånd. Den måde, hvorpå Kristi opstigning beskrives, ligner den generelle beskrivelse af hans velkomst i himlen, en beskrivelse, der stammer fra de hebraiske skrifter. Billedet af, at Jesus stiger legemligt op til himlen, passer til den gamle traditionelle forestilling om, at himlen var over jorden.

Andre tekster om himmelfart

Der findes tekster, som ikke er i Bibelen, men som også taler om opstigning, f.eks. Pistis Sophia. I sin tekst Mod kætterier fortæller Irenæus om den gnostiske opfattelse, at Kristi Himmelfart fandt sted atten måneder efter opstandelsen. Den apokryfe tekst, der er kendt som Jakobs apokryfe, beskriver Jesu undervisning til Jakob og Peter 550 dage efter opstandelsen, men før himmelfart. Denne tekst antyder en endnu længere periode. Thomas-evangeliet fra Nag Hammadi, der blev opdaget for nylig, nævner ligesom det kanoniske Matthæusevangelium ikke Kristi himmelfart.

Historie

Kristi Himmelfartsfesten er blevet fejret i mange århundreder. Selv om vi ikke har noget skriftligt om den før begyndelsen af det femte århundrede, siger den hellige Augustin, at den er af apostolsk oprindelse, og han taler om den på en måde, der viser, at alle kristne fejrede den længe før hans tid (han levede fra 354-430).

Kristi himmelfart er nævnt i den oprindelige trosbekendelse fra Nicæa. Denne tekst har været vigtig for kristne, lige siden den blev skrevet i 325. Den indgår i messen. Den er også nævnt i Apostlenes trosbekendelse. Den er vigtig for den kristne tro, fordi den viser, at Jesu menneskelighed blev taget op til himlen. Kristi Himmelfartsdag er en af de vigtigste højtider i det kristne år. Der er masser af beviser, der viser, at højtiden går mindst tilbage til det senere 300-tallet.

Den kanoniske historie om Jesus, der stiger op i skyerne, adskiller sig fra den gnostiske tradition, hvor Jesus skulle have overskredet den fysiske verden og være vendt tilbage til sit hjem i den åndelige verden. Den står også i kontrast til doketiske overbevisninger, ifølge hvilke materien grundlæggende er ond, og Jesus skulle have været ren ånd.

Forskere af den historiske Jesus mener, at de nytestamentlige beretninger om Jesu opstandelse var historier, som blev opfundet af det kristne samfund i aposteltiden. Nogle beskriver Kristi Himmelfart som en bekvem måde at være uenig med de fortsatte påstande om udseende i det kristne samfund på.