Apostlenes Gerninger (græsk Praxeis Apostolon) er en bog i Bibelen, som nu er den femte bog i Det Nye Testamente. Den bliver ofte blot kaldt Apostlenes Gerninger.
Apostlenes Gerninger fortæller historien om den tidlige kristne kirke, med særlig interesse for de tolv apostles og Paulus af Tarsus' tjeneste. De første kapitler i Jerusalem beretter om Jesu opstandelse, hans himmelfart, pinsedagen og starten på de tolv apostles tjeneste. De senere kapitler beretter om Paulus' omvendelse, hans tjeneste og endelig om hans arrestation, fængsling og rejse til Rom.
Indhold og opbygning
Bogen kan groft opdeles i to hovedafsnit: Peter-aksen og Paulus-aksen. De første kapitler følger Peter og de andre apostle i Jerusalem og i jødiske områder. Centrale begivenheder her er:
- Pinsebegivenheden, hvor Helligånden kommer over disciplene og kirken opstår offentligt.
- Stigningen af menighedens vækst, de første forfølgelser og Stefanus' martyrdød, som fører til udbredelse af budskabet uden for Jerusalem.
- Missionærarbejde blandt jøderne og de første vendepunkter i forholdet mellem jøder og ikke-jøder.
Forfatterskab og datering
De fleste tolker Apostlenes Gerninger som skrevet af den samme forfatter som Lukasevangeliet, fordi Apostlenes Gerninger 1:1 henviser til "den tidligere afhandling" og til en addressee ved navn Theofilus. Den traditionelle opfattelse siger, at begge bøger blev skrevet omkring år 60 af en af Paulus' ledsagere ved navn Lukas. Mange moderne forskere mener stadig, at Lukas (en læge og rejsefælle til Paulus ifølge Paulus' breve) står bag.
Samtidig er der debat om datering og forfatterskab. Nogle forskere foreslår en senere datering, ofte mellem ca. 80 og 150 e.Kr., og anfører tekstlige, teologiske og historiske argumenter for en anonym forfatter eller en senere redaktion. Andre peger på detaljer i sproget, geografi og samtidige beskrivelser som argumenter for en tidligere datering. Der er ikke fuld konsensus, men tradition og mange undersøgelser peger stærkt på lukasiansk forfatterskab.
Hovedtemaer
- Helligåndens rolle: Helligånden virker som drivkraften i kirkens liv — fra pinsen og frem til missionen i verden.
- Kirken som fortsættelse af Jesu tjeneste: Akternes fortælling præsenterer apostlene og Paulus som dem, der fortsætter Jesu gerning i ord og handling.
- Missionsspænding: Overgangen fra et primært jødisk fællesskab til en verdensomspændende kirke og problemstillingen omkring ikke-jøders indlemmelse (fx spørgsmålet om omskærelse).
- Autoritet og forfølgelse: Bogen viser både apostlenes myndighed og de modstande, de møder fra religiøse og politiske magter.
- Talrige taler: Forfatteren gengiver mange af apostlenes taler som teologiske præsentationer af evangeliet i forskellige sammenhænge.
Tros- og historisk betydning
Apostlenes Gerninger er central for forståelsen af den tidlige kirke, dens organisation, teologi og missionsstrategi. Teksten bruges både liturgisk og teologisk og er vigtig for kirkehistorikere og bibelforskere. Som historisk kilde er Acts værdifuld, men den må læses med opmærksomhed på forfatterens teologiske formål: den er ikke blot en objektiv dagbog, men en fortællemæssig og apologetisk fremstilling.
Sprog og stil
Acts er skrevet på græsk og kendetegnes ved en levende fortællestil med mange detaljer, geografiske navne og taler. Sammen med Lukasevangeliet danner den en to-binds-komposition, ofte betegnet som Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger (Luke–Acts), hvor den første bog beskriver Jesus' liv og lære, og den anden bog beskriver kirkens begyndelse og udbredelse.
Afsluttende bemærkning
Apostlenes Gerninger giver et vindue ind i, hvordan de første kristne opfattede sig selv og deres mission. Uanset debatten om præcis datering og forfatterskab står bogen som en nøgletekst for forståelsen af, hvordan kristendommen gik fra en lokal bevægelse i Jerusalem til en religion med udbredelse indtil Rom og videre.
