Det medfødte immunsystem: definition, funktion og betydning

Det medfødte immunsystem omfatter huden. Hudens yderste lag kaldes "epithelial". Epithelcellerne danner en voksagtig fysisk barriere, der holder de fleste smittefremkaldende agenser ude. Disse celler er det medfødte immunsystems første forsvarslinje mod invaderende organismer.

Gamle hudceller falder af, og det hjælper med at fjerne bakterier, der har sat sig fast på huden.

Huden fortsætter internt som foring af tarmene og lungerne. I tarmene og lungerne hjælper bevægelse ved hjælp af peristaltik eller cilier med at fjerne smittefremkaldende stoffer. Desuden fanger slim smitstoffer. I tarmene kan tarmfloraen forhindre sygdomsfremkaldende bakterier ved at udskille giftige stoffer eller ved at konkurrere med sygdomsfremkaldende bakterier om næringsstoffer eller om at sætte sig fast på celleoverflader.

Tårernes og spytets skyllende virkning er med til at forhindre infektion i øjne og mund.

Inflammation er en af immunsystemets første reaktioner på patogener eller fremmede stoffer, der kommer forbi de anatomiske barrierer.

Inflammation stimuleres af kemiske faktorer, der frigives af skadede celler. Den danner en fysisk barriere mod spredning af infektion og fremmer heling af beskadiget væv efter fjernelse af patogener.

Kemiske faktorer, der produceres under inflammation, tiltrækker fagocytter, især neutrofile. Neutrofile udløser derefter andre dele af immunsystemet.

Komplementsystemet er en biokemisk kaskade i immunsystemet, der hjælper antistoffer med at fjerne patogener eller markere dem til destruktion af andre celler.

Kaskaden består af mange plasmaproteiner, som fremstilles i leveren. Proteinerne arbejder sammen for at:

• udløser rekruttering af inflammatoriske celler.
• mærkning af patogener til destruktion ved at belægge deres overflade.
• ødelægger plasmamembranen i en inficeret celle, hvilket medfører cytolyse af den inficerede celle og patogenets død.
• befri kroppen for neutraliserede antigen-antistofkomplekser.

Elementer af komplementkaskaden findes hos mange arter, der ikke er pattedyr, herunder planter, fugle, fisk og nogle arter af hvirvelløse dyr.

Alle hvide blodlegemer (WBC) er kendt som leukocytter. Leukocytter adskiller sig fra andre celler i kroppen: De fungerer som selvstændige, encellede organismer. De kan bevæge sig frit og fange celleaffald, fremmedlegemer eller invaderende mikroorganismer. De produceres af bloddannende stamceller i knoglemarven.

De medfødte leukocytter omfatter: Naturlige dræberceller, mastceller, eosinofile og basofile samt de fagocytiske celler, herunder makrofager, neutrofile og dendritiske celler. De identificerer og eliminerer patogener, der forårsager infektioner.

Mastceller

Mastceller er en type af medfødte immunceller i bindevæv og slimhinderne. De er tæt forbundet med forsvaret mod patogener og sårheling. De er også ofte forbundet med allergi og anafylaksi. Når mastceller aktiveres, frigiver de hurtigt karakteristiske granula, der er rige på histamin og heparin, sammen med forskellige hormonelle mediatorer og kemotaktiske cytokiner til omgivelserne. Histamin udvider blodkarrene, hvilket forårsager tegn på betændelse, og rekrutterer neutrofile og makrofager.

Fagocytter

Ordet "fagocyt" betyder bogstaveligt talt "spisecelle". Det er immunceller, der opsluger, dvs. phagocytter, patogener eller partikler. For at opsluge en partikel eller et patogen udvider en fagocyt dele af sin plasmamembran og lægger membranen omkring partiklen, indtil den er omsluttet (dvs. partiklen er nu inde i cellen). Når den er inde i cellen, er det invaderende patogen indeholdt i et endosom, som går over i et lysosom. Lysosomet indeholder enzymer og syrer, som dræber og fordøjer partiklen eller organismen. Fagocytter patruljerer generelt i kroppen for at finde patogener, men de er også i stand til at reagere på en gruppe højt specialiserede molekylære signaler, der produceres af andre celler, kaldet cytokiner. De fagocytiske celler i immunsystemet omfatter makrofager], neutrofile og dendritiske celler.

Fagocytose af værtens egne celler er almindelig som en del af den almindelige vævsudvikling og vedligeholdelse. Når værtsceller dør, fjerner de fagocytiske celler dem fra det angrebne sted. Ved at fjerne døde celler er fagocytose en vigtig del af helingsprocessen.

Makrofager

Makrofager er store fagocytiske leukocytter. De kan bevæge sig over cellemembranen i kapillærkar og gå mellem cellerne for at jage invaderende patogener. Makrofager er de mest effektive fagocytter og kan fagocytose et betydeligt antal bakterier eller andre celler eller mikrober. Når bakteriemolekyler bindes til receptorer på en makrofages overflade, udløser det den til at opsluge og ødelægge bakterierne. Patogener stimulerer også makrofagen til at producere kemokiner, som tilkalder andre celler til infektionsstedet.

Neutrofiler

Neutrofile og to andre celletyper (eosinofile og basofile) er kendt som granulocytter (fordi de har granulat i cytoplasmaet) eller polymorphonukleære celler (PMN) på grund af deres karakteristiske fligede kerner.

Neutrofile granula indeholder en række giftige stoffer, der dræber eller hæmmer væksten af bakterier og svampe. De vigtigste produkter fra neutrofilerne er stærke oxidationsmidler. Disse omfatter hydrogenperoxid, frie iltradikaler og hypoklorit. Neutrofile er den mest udbredte type fagocytter med 50-60 % af de samlede cirkulerende leukocytter. De er normalt de første celler, der ankommer til stedet for en infektion. Knoglemarven hos en normal sund voksen person producerer mere end 100 milliarder neutrofiler om dagen og mere end 10 gange så mange om dagen under akut inflammation.

Dendritiske celler

Dendritiske celler (DC) er fagocytiske celler, der findes i væv, som er i kontakt med det ydre miljø, hovedsagelig huden (hvor de ofte kaldes Langerhansceller) og den indre slimhinde i næse, lunger, mave og tarme. Dendritiske celler er meget vigtige i processen med antigenpræsentation og fungerer som bindeled mellem det medfødte og det adaptive immunsystem.

Basofile og eosinofile

Basofile og eosinofile er celler, der er beslægtet med neutrofile (se ovenfor). Når basofiler aktiveres af et patogen, frigiver de histamin og er vigtige i forsvaret mod parasitter og spiller en rolle i allergiske reaktioner (f.eks. astma). Når de aktiveres, udskiller eosinofile en række meget giftige proteiner og frie radikaler, som dræber bakterier og parasitter. De samme kemikalier forårsager også vævsskader under allergiske reaktioner. Aktivering og toksinfrigivelse fra eosinofile er derfor nøje reguleret for at forhindre uhensigtsmæssig vævsødelæggelse.

Naturlige dræberceller

Naturlige dræberceller, eller NK-celler, er en del af det medfødte immunsystem, som ikke direkte angriber invaderende mikrober. NK-cellerne ødelægger i stedet kompromitterede værtsceller, f.eks. tumorceller eller virusinficerede celler. Det genkender sådanne celler ved en tilstand, der er kendt som "missing self". Dette udtryk beskriver celler med et lavt niveau af en celleoverflademarkør kaldet MHC I (major histocompatibility complex). Dette kan forekomme i forbindelse med virusinfektioner af værtsceller. De blev kaldt "natural killer", fordi de ikke skal aktiveres for at dræbe celler, der "mangler selv".

Antimikrobielle peptider

Antimikrobielle peptider, eller værtsforsvarspeptider, er en del af det medfødte immunforsvar. De findes i alle klasser af liv. Disse peptider er potente antibiotika med et bredt spektrum. De dræber både gramnegative og grampositive bakterier, mykobakterier (herunder Mycobacterium tuberculosis), omsluttede vira, svampe og endda transformerede eller kræftceller.

Marine fiskekilder har et højt indhold af antimikrobielle forbindelser. Test med levende fisk viste, at fiskepeptider, der anvendes i fødevare-/foderingredienser, fungerede godt.