Større histokompatibilitetskompleks
Et større histokompatibilitetskompleks, MHC, er et molekyle på ydersiden af immunceller som f.eks. hvide blodlegemer. Det er kodet af en stor genfamilie i alle hvirveldyr.
MHC-molekylerne har til opgave at opfatte fremmede antigener og dermed tilstedeværelsen af "fremmede" proteiner. De binder peptidfragmenter fra patogener på deres celleoverflade. Når fragmenterne er der, genkendes de af T-cellerne. Den adaptive immunitet afhænger af denne reaktion.
Effektivitet
To egenskaber ved MHC-molekyler gør det vanskeligt for patogener at undgå immunresponset.
1. MHC er polygen. Der findes flere forskellige gener, så hvert menneske eller dyr har et sæt MHC-molekyler, som binder lidt forskellige rækker af peptider.
2. MHC-generne er meget polymorfe. Det betyder, at der findes flere varianter af alleler af hvert gen i befolkningen. Polymorfismen er så høj, at der i en blandet population ikke findes to individer med nøjagtigt samme sæt MHC-gener og molekyler, bortset fra enæggede tvillinger.
Inden for en population betyder tilstedeværelsen af mange forskellige alleler, at der næsten altid vil være et individ med et specifikt MHC-molekyle, der kan indlæse det korrekte peptid til at genkende en specifik mikrobe. Udviklingen af MHC-polymorfismen betyder, at en population ikke vil bukke under for et nyt patogen eller et muteret patogen, fordi i det mindste nogle individer vil være i stand til at udvikle et passende immunforsvar til at besejre patogenet. Variationerne i MHC-molekylerne er et resultat af arven af forskellige MHC-molekyler.
Transplantationer
Transplantationer er begrænset til dem, der får den mindste reaktion fra MHC-systemet ved test af vævsmatch.
Autoimmune sygdomme
En autoimmun sygdom opstår, når immuncellerne ikke kan genkende andre cellers MHC-molekyler og begynder at angribe deres egen krop.
