Dhole

Oprindelse af "dhole"

Det er uklart, hvor ordet "dhole" kommer fra. Ordet blev første gang brugt på engelsk af soldaten Thomas Williamson i 1808, som sagde, at "dhole" er en indfødt betegnelse for dyret, som folk i Ramghur-distriktet i Indien bruger. I 1827 sagde Charles Hamilton Smith, at "dhole" stammer fra et sprog, der tales i "forskellige dele af Østen". Richard Lydekker skrev imidlertid ca. 80 år senere, at ordet "dhole" ikke blev brugt af folk, der bor der, hvor der findes dholes. Merriam-Webster Dictionary foreslår, at ordet kommer fra Kannada-ordet tōḷa, der betyder "ulv".

Navngivning, taksonomi og udvikling

Peter Pallas gav dholes det videnskabelige navn Canis alpinus ("bjerghund" på latin) i 1811. Han sagde, at den levede i Amurland (i det østlige Sibirien) øst for Lena-floden. Han tilføjede, at dholes også levede omkring Yeniseifloden, og at de undertiden krydsede ind i Kina. Det er dog ikke sikkert, at dholes stadig lever så langt mod nord i dag.

Den britiske naturforsker Brian Hodgson gav dhole det videnskabelige navn Canis primaevus ("oprindelig/primitiv hund") og foreslog, at den blev domesticeret for at blive kæledyrshund. Senere bemærkede han, hvor anderledes dhole så ud i forhold til andre arter i slægten Canis (som indeholder ulve, kæledyrshunde, prærieulve og sjakaler) og placerede den i sin egen slægt, Cuon, fra det græske ord for "hund".

Den første undersøgelse af dhole'ens evolution blev foretaget af palæontologen Erich Thenius, som fandt ud af, at dholes nedstammer fra et dyr, der lignede en guldsjakal, og som levede i Pleistocæn. Det tidligst kendte medlem af slægten Cuon er Cuon majori, som levede i Villafranchian-perioden i det tidlige Pleistocæn. C. majori lignede mere andre arter i slægten Canis end moderne dholes.

De europæiske dholes, som levede i den sene mellemste pleistocæne periode, lignede de moderne dholes, bortset fra at de var meget større og blev lige så store som gråulven. Dholes uddøde i det meste af Europa i slutningen af istiden, selv om de måske har overlevet indtil det tidlige holocæn på Den Iberiske Halvø og i Norditalien. I løbet af Pleistocæn levede dholes også på øer i Asien, hvor de nu er uddøde, f.eks. på Sri Lanka, Borneo og muligvis Palawan i Filippinerne. Dholes levede også i Nordamerika, og der er fundet fossiler i Beringia og Mexico.

Dhole's særprægede udseende har gjort det svært at sige, hvilken anden art i hundefamilien den er nærmest beslægtet med. George Simpson foreslog, at dhole, afrikansk vildhund og bushhund var i samme underfamilie (Simocyoninae), fordi alle tre arter har ens tænder. Andre biologer som Juliet Clutton-Brock fandt imidlertid, at dholens krop havde flere ligheder med hunde i slægterne Canis, Falklandsøernes ulv og polarræven end med den afrikanske vildhund og bushunden. De ligheder, som dholes har med afrikanske vildhunde og bushhunde, er tilfældige.

Nogle biologer mener, at den uddøde slægt Xenocyon var forfader til den afrikanske vildhund og dhole. Senere undersøgelser har imidlertid vist, at dhole og den afrikanske vildhund er nært beslægtet med andre medlemmer af slægten Canis. Dette kan være rigtigt, for ifølge zoologen Reginald Pocock er der en registrering af en dhole og en guldsjakal, der har fået unger sammen i en dyresamling i Madras.

Tidligere avl med den afrikanske vildhund

I 2018 blev DNA'et fra alle medlemmer af slægten Canis (undtagen sortrygget sjakal og sidestribet sjakal), dhole og den afrikanske vildhund sammenlignet. Det blev opdaget, at dholes og afrikanske vilde hunde for længe siden ynglede med hinanden. I dag lever disse arter meget langt fra hinanden. Undersøgelsen tyder således på, at dholes måske engang har levet i Mellemøsten, hvor afrikanske vildhunde i Nordafrika kom til og parrede sig med dholes. Der er dog endnu ikke fundet fossiler af dholes i hverken Mellemøsten eller Nordafrika.

Underart

Tidligere blev der anerkendt ti underarter af dholes. Siden 2005 er der imidlertid kun blevet anerkendt tre underarter af dholer:

Underart	Billede	Beskrivelse	Hvor den findes
C. a. alpinus (Ussuri dhole)		Stor, med lysende rød pels og smal snude.	Russisk Fjernøsten, Mongoliet, Kina, Nepal, det indiske subkontinent, Bhutan, Myanmar, Indokina og Java.
C. a. hesperius (Tien Shan dhole)		Den er mindre end Ussuri dhole, har en bredere snude og gul vinterpels.	Sibirien, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan, Tibet, det nordøstlige Kina, muligvis Pakistan
C. a. sumatrensis (Sumatran dhole)		Har kort, grov pels og en mørk ryg	Sumatra, Java og den malaysiske halvø

Undersøgelser af dhole's DNA viser dog kun få genetiske forskelle mellem underarterne. Dholes på Sumatra og Java kan være blevet bragt dertil af mennesker.

Udseende

Dholes er blevet beskrevet som en blanding af en grå ulv og en rød ræv. De er også "kattelignende" på grund af deres slanke ryg og ben, og deres hoved har en form som en hyænes på grund af den korte snude. Dholes har seks kindtænder på underkæben i modsætning til andre canider, som har syv. Dholes har særlige tænder, som hjælper dem med at spise kødet fra deres bytte hurtigt, hvilket forhindrer andre dyr i at stjæle deres føde.

Voksne hun-dholes kan veje fra 10 til 17 kg, mens voksne han-dholes kan veje fra 15 til 21 kg. Dholes er 43 til 50 cm høje ved skulderen og 91 cm lange, halen ikke medregnet. Dholes har ovale ører.

Dholes er normalt rødlige, og de kan blive endnu mere rødlige om vinteren. Halsen, brystet, flankerne og maven samt de øverste dele af benene er gullige. De nederste dele af benene er hvidlige, med mørkebrunlige bånd på forbenene. Halen er meget lodden og sort. Dholes har en kortere og mere ru pels om sommeren. Dholes kan skifte pels (smide deres pels for at få ny pels) fra marts til maj.

Dholes kan fløjte, men hvordan de fløjter, er ukendt. De fløjter for at kommunikere med resten af flokken, når de bevæger sig gennem tæt skov. Når de angriber bytte, udsender de skrigende KaKaKaKaKAA-lyde. Andre lyde omfatter piben, knurren, skrigene, skrig, snakken og klynkende skrig. I modsætning til ulve hyler eller gøer dholes ikke.

Hvor dholes bor

I Centralasien lever dholes hovedsageligt i bjergområder. Dholer, der lever mod vest, findes hovedsagelig på enge og stepper, mens dholer, der lever mod øst, hovedsagelig lever i taigaen. Dholes kan også gå ud til kysten. I Indien, Myanmar, Indokina (Laos, Cambodja og Vietnam), Indonesien og Kina lever dholer hovedsagelig i skove i bjergene, selv om de undertiden kan leve i græsland.

Det er muligt, at den fortsat vil leve i Tunkinsky Nationalpark i det sydlige Sibirien nær Bajkalsøen. Der lever muligvis stadig hulelorte i Primorsky Krai-provinsen i det fjernøstlige Rusland, hvor den i 2004 blev betragtet som en sjælden og truet art. Der er ubekræftede observationer af dholes i det beskyttede skovområde Pikthsa-Tigrovy Dom. Andre steder i Rusland er der ikke blevet rapporteret om observationer af dholer siden slutningen af 1970'erne.

Dholes er sandsynligvis uddøde i Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan.

I de seneste år er der blevet fanget en enkelt dhole i Jiangxi-distriktet i det sydlige Kina. I 2011-2013 rapporterede lokale embedsmænd og hyrder om tilstedeværelsen af flere flokke af dholer, der levede i de høje bjerge i Karakoram-regionen i den autonome region Xinjiang. Dholes er også for nylig blevet set i Altun-bjergene nær Tibet. Dholes forekommer i små antal i Gansu-provinsen, hvor der blev observeret flere flokke i 2006 og igen i 2013-2014.

Der lever stadig huller i Tibet og muligvis også i Nordkorea.

Dholes lever i det meste af Indien syd for Gangesfloden. I det nordøstlige Indien findes den i Arunachal Pradesh, Assam, Meghalaya og Vestbengalen samt i Terai-regionen på den indo-gangetiske slette i Indo-Gangetic Plain. Der er meget få dholes i Himalaya og i det nordvestlige Indien. I 2011 blev der registreret flokke af dhole med kamerafælder i Chitwan National Park.

I Bhutan blev dholer forgiftet i 1970'erne for at beskytte husdyrene, men kampagnen blev stoppet, og bestanden af dholer voksede i 1990'erne.

Dholes lever stadig i det nordøstlige og sydøstlige Bangladesh. De fleste observationer af dholes i Bangladesh er dog små grupper eller enkelte dholes, og det er ikke sikkert, at dholes i Bangladesh fortsætter med at yngle længe.

Forekomsten af dholer i Myanmar blev bekræftet ved hjælp af kamerafangst i 11 områder. I 2015 blev dholes og tigre for første gang registreret med kamerafælder i bakkeskovene i Karen State.

Der findes få store flokke af dholes på den malaysiske halvø, Sumatra, Java, Vietnam og Thailand. I 2014 viste kamerafældevideoer i regnskoven på bjergene i Sumatra, at der fortsat lever dholer der.

I 1990'erne hævdede to tyrkiske forskere at have set dholes i det nordøstlige Tyrkiet. Nogle forskere mener, at de havde ret, men andre sætter spørgsmålstegn ved denne påstand. Desuden kan en dhole være blevet skudt i Kaukasusbjergene i 2013. Dets rester (herunder et kranium) blev undersøgt af en biolog i maj 2015, som besluttede, at kraniet var fra en dhole. I august 2015 forsøgte forskere fra Sofia, Bulgarien, at finde denne population af dholes i Tyrkiet. Den 12. oktober 2015 konkluderede dette forskerhold, at der ikke er nogen klare beviser for, at dholes fortsat lever i Tyrkiet eller Kaukasusbjergene.

Dholes hviler sig i en zoologisk have i Indien

I kultur og litteratur

Dholes blev første gang beskrevet i europæisk litteratur i 1794 af en russisk rejsende ved navn Pesterev, som så dholes under sine rejser i det fjernøstlige Rusland. Han sagde, at dholes jager jævnligt alpine stenbukke i flok, og at den ligner den gyldne sjakal.