Beringlandbroen forbandt det nuværende Alaska og det østlige Sibirien i perioder under de pleistocæne istider. Broen opstod, når store mængder vand var bundet i indlandsis og havniveauet faldt, så det lave område mellem de to kontinenter blev tørt land.

Geografi og klima

Ved sin største udstrækning var landbroen omkring 1.600 km fra nord til syd. Området blev ikke fuldt isdannet, fordi snefaldet var ekstremt svagt. Vinde fra Stillehavet mistede deres fugtighed, når de passerede over de nærliggende, fuldt isdannede bjerge, og derfor dannede der sig i stedet en tør, kold græs- og steppeagtig vegetation over selve landbroen.

Flora og fauna: Græslandssteppen Beringia

Græslandssteppen, som også omfatter selve landbroen og strakte sig flere hundrede kilometer ind i kontinenterne på begge sider, kaldes samlet Beringia. Dette økosystem — ofte omtalt som "mammoth steppe" eller steppe-tundra — var rigt på græsser og urteagtige planter og understøttede store plejrede bestanddele af dyr som mammutter, rensdyr, urheste, bison og rovdyr, som alle udnyttede de åbne græsningsarealer.

Menneskelig befolkning og isolation

Forskning tyder på, at en relativt lille menneskelig befolkning — højst et par tusinde individer — overlevede i Beringia gennem lange perioder, hvor forbindelsen til andre asiatiske befolkninger var afbrudt. Denne periode af isolation kaldes nogle gange for en “Beringian standstill”. Ifølge genetiske og arkæologiske data var befolkningen i området isoleret fra de omkringliggende asiatiske grupper i mindst omkring 5.000 år.

Migrationen ind i Amerika

Engang efter cirka 16.500 år siden begyndte disse befolkninger at sprede sig ind i det amerikanske kontinent. Bevægelsen sydpå skete, da de amerikanske gletsjere, der tidligere blokerede passagerne, begyndte at smelte og skabe ruter — enten gennem en isfri korridor mellem indlandsisene eller langs kysten via en maritim kystrute. Debatten fortsætter om, hvilken rute eller kombination af ruter der var mest brugt.

Forskning og beviser

  • Geologiske data om havniveau og sedimentsamlinger dokumenterer, hvornår Beringlandbroen var eksponeret.
  • Genetiske studier af moderne oprindelige folk i Amerika og Asien støtter idéen om en beringisk fase i forfædrenes historie.
  • Arkæologiske fund, både på land og i kystnære områder, samt paleoklima- og paleoøkologiske analyser giver viden om, hvordan området så ud og fungerede som refugium.
  • Undersøgelser under havoverfladen er vanskelige, fordi meget af den gamle kystzone nu ligger under vand, men nye teknikker øger chancerne for at finde flere spor.

Nutidig betydning

Beringia har stor betydning for forståelsen af menneskets indvandring til Amerika og af tidligere klima- og økosystemforandringer. Studier af dette område bidrager også til viden om, hvordan mennesker og økosystemer reagerer på store klimaændringer — viden, der er relevant i forbindelse med nutidens klimaforandringer. Desuden er området kulturelt og historisk vigtigt for mange oprindelige folk.

Samlet: Beringlandbroen var en afgørende forbindelse og et økologisk refugium i pleistocænets istider — et sted hvor både dyr og mennesker overlevede, før de vandrede videre og befolkede Amerika.