Bering-landbroen
Beringlandbroen forbandt det nuværende Alaska og det østlige Sibirien i perioder i de pleistocæne istider.
Dens største udstrækning var omkring 1.600 km fra nord til syd. Den var ikke isdannet, fordi snefaldet var ekstremt svagt, da vindene fra Stillehavet mistede deres fugtighed over de nærliggende, fuldt isdannede bjerge.
Græslandssteppen, herunder landbroen, der strakte sig flere hundrede kilometer ind i kontinenterne på begge sider, er blevet kaldt Beringia. Man mener, at en lille menneskelig befolkning på højst et par tusinde mennesker overlevede istiden i Beringia. Den var isoleret fra befolkningerne i Asien i mindst 5.000 år. Engang efter 16.500 år siden begyndte den at befolke Amerika, da de amerikanske gletsjere, der spærrede vejen sydpå, smeltede.
Indskrænkning af Bering-landbroen
Geografi
Beringstrædet, Chukchihavet mod nord og Beringshavet mod syd er alle lavvandede havområder (kort til højre). Under cyklusser med global afkøling, som f.eks. den seneste istid, blev meget vand koncentreret i iskapperne i Arktis og Antarktis. Faldet i havniveauet blottede lavvandede havbundene, som efterfølgende er blevet oversvømmet igen. Andre landbroer rundt om i verden er blevet skabt og genopfyldt på samme måde: For ca. 14.000 år siden blev det australske fastland forbundet med både Ny Guinea og Tasmanien. De britiske øer var en forlængelse af det europæiske fastland via den tørre bund i Den Engelske Kanal, og det tørre bassin i Det Sydkinesiske Hav forbandt Sumatra, Java og Borneo med det asiatiske fastland.
Det globale havniveau er steget og faldet og har flere gange i Pleistocæn udsat og oversvømmet den landmasse, der kaldes "Beringia". Den Beringiske landbro menes at have eksisteret under istiden, der fandt sted før 35.000 BP. I den nyere periode 22.000-7.000 år BP var den også over vand. Sundet blev genåbnet omkring 15.500 BP, og omkring 6000 BP havde kystlinjerne deres nuværende form.
Berengia-Wisconsin istid
Berengia - afsmeltningsperiode
Berengia - nutid
Menneskelig beboelse
Beringa-landbroen er vigtig af flere grunde, ikke mindst fordi den menes at have gjort det muligt for mennesker at indvandre til Amerika fra Asien for ca. 25.000 år siden. En undersøgelse foretaget af Hey har vist, at kun 70 af de mennesker, der vandrede over denne landbro i den periode, efterlod deres genetiske aftryk i moderne efterkommere.
Genetisk bosættelse af Beringia
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Bering-landbroen?
A: Berings landbro er en landmasse, der forbandt det nuværende Alaska og det østlige Sibirien i løbet af de pleistocæne istider.
Q: Var Berings landbro glaciated under istiderne?
A: Nej, Berings landbro blev ikke islagt, fordi snefaldet var ekstremt svagt, fordi vindene fra Stillehavet mistede deres fugtighed over de nærliggende bjerge, der var fuldt islagt.
Spørgsmål: Hvad er Beringia?
A: Beringia er græsmarksteppen, herunder landbroen, der strakte sig flere hundrede kilometer ind i kontinenterne på begge sider.
Spørgsmål: Levede mennesker i Beringia under istiden?
A: Ja, man mener, at en lille menneskelig befolkning på højst et par tusinde mennesker overlevede istiden i Beringia.
Spørgsmål: Hvor længe var Beringia isoleret fra befolkningerne i Asien?
A: Beringia var isoleret fra befolkningerne i Asien i mindst 5.000 år.
Spørgsmål: Hvornår begyndte den menneskelige befolkning i Beringia at befolke Amerika?
Svar: Menneskebefolkningen i Beringia begyndte at befolke Amerika engang efter 16 500 år siden, da de amerikanske gletsjere, der spærrede vejen sydpå, smeltede.
Spørgsmål: Hvordan lettede afsmeltningen af de amerikanske gletsjere menneskers migration fra Beringia til Amerika?
Svar: Afsmeltningen af de amerikanske gletsjere frigjorde en passage, så mennesker fra Beringia kunne krydse ind i Amerika.
