Beringlandbroen (Beringia): Forbindelse mellem Asien og Amerika

Beringlandbroen (Beringia): istidens græslandssteppe, der forbandt Asien og Amerika — migrationsrute, overlevelse og arkeologisk mysterium.

Beringlandbroen forbandt det nuværende Alaska og det østlige Sibirien i perioder under de pleistocæne istider. Broen opstod, når store mængder vand var bundet i indlandsis og havniveauet faldt, så det lave område mellem de to kontinenter blev tørt land.

Geografi og klima

Ved sin største udstrækning var landbroen omkring 1.600 km fra nord til syd. Området blev ikke fuldt isdannet, fordi snefaldet var ekstremt svagt. Vinde fra Stillehavet mistede deres fugtighed, når de passerede over de nærliggende, fuldt isdannede bjerge, og derfor dannede der sig i stedet en tør, kold græs- og steppeagtig vegetation over selve landbroen.

Flora og fauna: Græslandssteppen Beringia

Græslandssteppen, som også omfatter selve landbroen og strakte sig flere hundrede kilometer ind i kontinenterne på begge sider, kaldes samlet Beringia. Dette økosystem — ofte omtalt som "mammoth steppe" eller steppe-tundra — var rigt på græsser og urteagtige planter og understøttede store plejrede bestanddele af dyr som mammutter, rensdyr, urheste, bison og rovdyr, som alle udnyttede de åbne græsningsarealer.

Menneskelig befolkning og isolation

Forskning tyder på, at en relativt lille menneskelig befolkning — højst et par tusinde individer — overlevede i Beringia gennem lange perioder, hvor forbindelsen til andre asiatiske befolkninger var afbrudt. Denne periode af isolation kaldes nogle gange for en “Beringian standstill”. Ifølge genetiske og arkæologiske data var befolkningen i området isoleret fra de omkringliggende asiatiske grupper i mindst omkring 5.000 år.

Migrationen ind i Amerika

Engang efter cirka 16.500 år siden begyndte disse befolkninger at sprede sig ind i det amerikanske kontinent. Bevægelsen sydpå skete, da de amerikanske gletsjere, der tidligere blokerede passagerne, begyndte at smelte og skabe ruter — enten gennem en isfri korridor mellem indlandsisene eller langs kysten via en maritim kystrute. Debatten fortsætter om, hvilken rute eller kombination af ruter der var mest brugt.

Forskning og beviser

• Geologiske data om havniveau og sedimentsamlinger dokumenterer, hvornår Beringlandbroen var eksponeret.
• Genetiske studier af moderne oprindelige folk i Amerika og Asien støtter idéen om en beringisk fase i forfædrenes historie.
• Arkæologiske fund, både på land og i kystnære områder, samt paleoklima- og paleoøkologiske analyser giver viden om, hvordan området så ud og fungerede som refugium.
• Undersøgelser under havoverfladen er vanskelige, fordi meget af den gamle kystzone nu ligger under vand, men nye teknikker øger chancerne for at finde flere spor.

Nutidig betydning

Beringia har stor betydning for forståelsen af menneskets indvandring til Amerika og af tidligere klima- og økosystemforandringer. Studier af dette område bidrager også til viden om, hvordan mennesker og økosystemer reagerer på store klimaændringer — viden, der er relevant i forbindelse med nutidens klimaforandringer. Desuden er området kulturelt og historisk vigtigt for mange oprindelige folk.

Samlet: Beringlandbroen var en afgørende forbindelse og et økologisk refugium i pleistocænets istider — et sted hvor både dyr og mennesker overlevede, før de vandrede videre og befolkede Amerika.

Geografi

Beringstrædet, Chukchihavet mod nord og Beringshavet mod syd er alle lavvandede havområder (kort til højre). Under cyklusser med global afkøling, som f.eks. den seneste istid, blev meget vand koncentreret i iskapperne i Arktis og Antarktis. Faldet i havniveauet blottede lavvandede havbundene, som efterfølgende er blevet oversvømmet igen. Andre landbroer rundt om i verden er blevet skabt og genopfyldt på samme måde: For ca. 14.000 år siden blev det australske fastland forbundet med både Ny Guinea og Tasmanien. De britiske øer var en forlængelse af det europæiske fastland via den tørre bund i Den Engelske Kanal, og det tørre bassin i Det Sydkinesiske Hav forbandt Sumatra, Java og Borneo med det asiatiske fastland.

Det globale havniveau er steget og faldet og har flere gange i Pleistocæn udsat og oversvømmet den landmasse, der kaldes "Beringia". Den Beringiske landbro menes at have eksisteret under istiden, der fandt sted før 35.000 BP. I den nyere periode 22.000-7.000 år BP var den også over vand. Sundet blev genåbnet omkring 15.500 BP, og omkring 6000 BP havde kystlinjerne deres nuværende form.

Berengia-Wisconsin istid


Berengia - afsmeltningsperiode


Berengia - nutid

Menneskelig beboelse

Beringa-landbroen er vigtig af flere grunde, ikke mindst fordi den menes at have gjort det muligt for mennesker at indvandre til Amerika fra Asien for ca. 25.000 år siden. En undersøgelse foretaget af Hey har vist, at kun 70 af de mennesker, der vandrede over denne landbro i den periode, efterlod deres genetiske aftryk i moderne efterkommere.

Genetisk bosættelse af Beringia

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er Bering-landbroen?

Q: Var Berings landbro glaciated under istiderne?

Spørgsmål: Hvad er Beringia?

Spørgsmål: Levede mennesker i Beringia under istiden?

Spørgsmål: Hvor længe var Beringia isoleret fra befolkningerne i Asien?

Spørgsmål: Hvornår begyndte den menneskelige befolkning i Beringia at befolke Amerika?

Spørgsmål: Hvordan lettede afsmeltningen af de amerikanske gletsjere menneskers migration fra Beringia til Amerika?

Søg efter bogstav