Joseph Dalton Hooker - britisk botaniker og Kew-direktør (1817–1911)

Antarktis 1839-1843

Ekspeditionen bestod af to skibe, HMS Erebus og HMS Terror, og det var den sidste store opdagelsesrejse, der blev foretaget udelukkende med sejl. Hooker var den yngste i den 128 mand store besætning. Han sejlede på Erebus og var assistent for skibets kirurg, som fik til opgave at indsamle zoologiske og geologiske prøver. Skibene rejste over alle de sydlige oceaner fra Sydamerika til Australien og New Zealand. Hooker indsamlede planter hvert sted og tegnede under rejsen disse og eksemplarer af alger og havdyr, der blev trukket om bord ved hjælp af slæbenet.

Efter at have tilbragt 5 måneder i Antarktis vendte de tilbage for at få forsyninger i Hobart og fortsatte derefter til Sydney og New Zealand. De forlod New Zealand for at vende tilbage til Antarktis. Efter at have tilbragt 138 dage på havet og efter en kollision mellem Erebus og Terror sejlede de til Falklandsøerne, til Tierra del Fuego, tilbage til Falklandsøerne og videre til deres tredje tur til Antarktis. Skibene ankom tilbage til England den 4. september 1843. Rejsen havde været en succes for Ross, da det var den første, der bekræftede eksistensen af det sydlige kontinent og kortlagde en stor del af dets kystlinje.

Himalaya og Indien 1847-1851

Den 11. november 1847 forlod Hooker England for at tage af sted på sin tre år lange Himalaya-ekspedition; han ville blive den første europæer til at indsamle planter i Himalaya. Hookers ekspedition havde base i Darjeeling. Hooker skrev til Darwin og fortalte ham om dyrenes levevis i Indien og indsamlede planter i Bengalen.

Hooker og en stor gruppe af lokale assistenter tog af sted til det østlige Nepal den 27. oktober 1848. De rejste mod nordvest langs Nepals pas ind i Tibet. I april 1849 startede han på en længere ekspedition til Sikkim, men han blev fængslet af Dewan af Sikkim, da de var på vej mod Tibet. Et britisk hold blev sendt ud for at forhandle: de blev løsladt uden blodsudgydelser. Hooker vendte tilbage til Darjeeling, hvor han tilbragte januar og februar 1850 med at skrive sine dagbøger, erstatte de eksemplarer, der gik tabt under hans tilbageholdelse, og planlægge en rejse for sit sidste år i Indien.

Hookers undersøgelse af hidtil uudforskede områder, Himalayan Journals, blev offentliggjort i 1854.

Palæstina 1860

Denne rejse blev foretaget i efteråret 1860 sammen med Daniel Hanbury. De besøgte og indsamlede oplysninger i Syrien og Palæstina; der blev ikke udgivet nogen fyldestgørende rapport, men der blev skrevet en række artikler. Hooker anerkendte tre phytogeografiske opdelinger: Han udskilte tre fytofaglige områder: det vestlige Syrien og Palæstina, det østlige Syrien og Palæstina samt de mellemste og øvre bjergområder i Syrien.

Marokko 1871

Hooker besøgte Marokko fra april til juni 1871 i selskab med John Ball, George Maw og en ung gartner fra Kew ved navn Crump.

Det vestlige USA 1877

Dette arbejde blev udført sammen med hans ven Asa Gray, den førende amerikanske botaniker på den tid. "Et vanskeligt spørgsmål var, hvorfor der i de store bjergkæder i det vestlige USA kun syntes at være nogle få botaniske enklaver af planter af østasiatisk slægtskab blandt planter af mexicanske og sydligere typer." Hooker var tilbage i Kew med 1.000 tørrede eksemplarer i oktober.

En idé om de fornøjelser, han mødte (småting fra hans dagbog og breve):

• Hooker mødte og talte med Brigham Young, som han beskrev som respektabel og velformuleret. Den nye religion fandt ikke Hookers tilslutning: "Alle skolebørn er opdraget til at tro på ham [Brigham Young] og på en masse skrifthistorie, der er lige så ubrugelig og ubrugelig som den, der undervises i vores skoler."
• Om Georgetown: "civilisationens fingerspids", hvor "folk sover uden låse på deres døre, brandmaskinerne er velbemandet og i god stand, og der er masser af mad".
• "New England-folket ligner os mest i sprog, tale og vaner... Amerikanerne er store og meget sparsomme spisere... sengene er bemærkelsesværdigt rene og gode, men puderne er for bløde."

Hans synspunkter om floraen i Colorado og Utah: Der findes to tempererede og to kolde eller bjergfloraer, nemlig: "Der er to tempererede og to kolde floraer, nemlig 1. en prærieflora, der stammer fra øst; 2. en såkaldt ørken- og saltvandsflora, der stammer fra vest; 3. en subalpine flora; 4. en alpine flora, hvoraf de to sidstnævnte er af vidt forskellig oprindelse og i en vis forstand kun hører hjemme i Rocky Mountain-bjergene.

Mens han var på Erebus, havde Hooker læst korrekturudgaver af Charles Darwins The Voyage of the Beagle, som Charles Lyell havde leveret, og han var blevet meget imponeret over Darwins evner som naturforsker. De havde mødtes en gang, før Antarktis-rejsen begyndte. Efter Hookers hjemkomst til England blev han kontaktet af Darwin, som opfordrede ham til at klassificere de planter, som Darwin havde indsamlet i Sydamerika og på Galápagosøerne. Hooker indvilligede, og de to begyndte et livslangt venskab. Den 11. januar 1844 nævnte Darwin over for Hooker sine tidlige ideer om evolution og naturlig udvælgelse, og Hooker viste interesse. I 1847 indvilligede han i at læse Darwins "Essay", hvori han forklarede teorien, og svarede med noter, der gav Darwin rolig kritisk feedback. Deres korrespondance fortsatte under hele udviklingen af Darwins teori, og i 1858 skrev Darwin, at Hooker var "den eneste levende sjæl, fra hvem jeg konstant har modtaget sympati".

Richard Freeman skrev: "Hooker var Charles Darwins største ven og fortrolige". De havde ganske vist en omfattende korrespondance, og de mødtes også ansigt til ansigt (Hooker besøgte Darwin). Hooker og Lyell var de to personer, som Darwin konsulterede (pr. brev), da Wallace's berømte brev ankom til Down House, hvori han vedlagde sin afhandling om naturlig selektion. Hooker var medvirkende til at skabe det system, hvorved Wallaces artikel blev ledsaget af Darwins noter og hans brev til Asa Gray (som viste hans forudgående erkendelse af naturlig selektion) i en præsentation til Linnean Society. Hooker var den, der formelt præsenterede dette materiale på Linnean Society-mødet i 1858. I 1859 noterede forfatteren af The Origin of Species sin taknemmelighed over for Hooker's store viden og afbalancerede dømmekraft.

I december 1859 udgav Hooker Introductory Essay to the Flora Tasmaniae, den sidste del af Botany of the Antarctic Voyage. Det var i dette essay (som udkom blot en måned efter offentliggørelsen af Charles Darwins On the Origin of Species), at Hooker meddelte sin støtte til teorien om evolution ved naturlig udvælgelse og dermed blev den første anerkendte videnskabsmand, der offentligt støttede Darwin.

Ved den historiske debat om evolutionen, der blev afholdt i Oxford den 30. juni 1860, talte biskop Samuel Wilberforce, Benjamin Brodie og Robert FitzRoy imod Darwins teori, mens Hooker og Thomas Henry Huxley forsvarede den. Ifølge Hookers egen beretning var det ham og ikke Huxley, der gav det mest effektive svar på Wilberforces argumenter.

Hooker var formand for British Association på mødet i Norwich i 1868, hvor hans tale var bemærkelsesværdig for sin støtte til Darwins teorier. Hooker var en nær ven af Thomas Henry Huxley, medlem af X-Club (som dominerede Royal Society i 1870'erne og begyndelsen af 1880'erne), og den første af de tre X-Clubbers i træk til at blive præsident for Royal Society.

Hooker opbyggede et højt videnskabeligt omdømme i sit hjemland gennem sine rejser og publikationer. I 1855 blev han udnævnt til assisterende direktør for Royal Botanic Gardens, Kew, og i 1865 efterfulgte han sin far som direktør, og han beholdt posten i tyve år. Under familien Hooker opnåede den kongelige botaniske have i Kew verdensberømmelse. Som 30-årig blev Hooker valgt til medlem af Royal Society, og i 1873 blev han valgt til præsident for dette selskab (indtil 1877). Han modtog tre af selskabets medaljer: Royal Medal i 1854, Copley-medaljen i 1887 og Darwin-medaljen i 1892. Han fortsatte med at veksle arbejdet på Kew med udenlandske udforskninger og indsamlinger. Hans rejser til Palæstina, Marokko og USA gav alle værdifulde oplysninger og eksemplarer til Kew.